Små huse får meget omtale i pressen for tiden. De fanger vores fantasi, pirrer vores nestinginstinkt og lokker os til at overveje muligheden for at leve med et mindre realkreditlån eller mindre husleje. Klemt af økonomien og et monokulturelt boligmarked tænker tusindårige, singler, tomme husmænd og ældre, at små er svaret – eller i det mindste, at “ikke så stort” er nøglen. Fortalere for små huse hjælper os med at finpudse, hvordan vi kan leve stort på små rum, med smarte sammenklappelige senge, opbevaring under trappen, nicher og alkover.

Det er dog ikke nok at perfektionere det lille hus.

Ben Brown fra PlaceMakers, der boede i en Katrina Cottage på 308 kvadratmeter, konkluderede, at det kræver en by at bo i små huse. Han siger, at “jo mindre reden er, jo større er det balancerende behov for fællesskab”. Med lidt snævre huse kan hyttefeber sætte ind uden verandaer og haver at træde ud på, eller parken for enden af blokken, eller det lokale kaffehus – steder at være sammen med andre med en lille indsats.

Midt i en underafdeling af McMansions, der er bundet til den store verden af forbindelsesgader, ville en Katrina Cottage virke absurd. Der ville være få naboer at snakke med, da de fleste af deres behov opfyldes bag deres store døre.

Sammenhæng er alt: Et lille hus er bedre med selskab af andre nabohuse (som dem med verandaer) inden for rækkevidde af gode offentlige steder at gå til – helst til fods eller på cykel.