Jeg gik i 10. klasse, da mit hold fik sin afsked. Jeg havde et almindeligt hvidt jakkesæt og en blå salwar på og erklærede til kvinden i spejlet, at hun så “smukkest” ud. Fordi smuk for mig var en følelse. Jeg tog til afskedsfesten, havde den bedste tid i mit liv og blev tildelt prisen som “bedste elev”. Selv titlerne som “Miss / Mr. School” blev ikke givet på grundlag af, hvordan vi klædte os, gik eller så ud, men på grundlag af, hvad vi tænkte, hvordan vi talte, hvem vi var. Indtil jeg var 16 år, vidste jeg ikke, at der var mere i skønhed end en følelse.
Så kom jeg ind i gymnasiet. Og pludselig var det eneste, folk lagde mærke til, min krop. Jeg fik at vide, at jeg var flad. Jeg er fladbrystet og stolt, men sådan var det ikke hele vejen igennem, og det tog mig en del tid at komme overens med det. For de fleste kvinder er bryststørrelse en stor ting. Mine var små. Selv Salman Khan’s er større. I det meste af mit liv har jeg været en A/B-skål og fandt bh’er ret ubehagelige. Mine veninder i skolen og på college sagde ting som: “I har citroner, vi har appelsiner” til “Hvorfor bekymrer du dig om at bære dybe halse, ikke som om du har noget?”
Jeg troede, at det var ligegyldigt for mig. Men jo mere det skete, jo mere betød det noget. Det handlede ikke om brysterne eller bryststørrelsen. Det handlede om at blive gjort til skamme. At blive skammet for den, jeg var. Kurvede kvinder bliver skammet for at have kurver, flade kvinder bliver skammet for ikke at have nok. Tilsyneladende er de uden bryster “mindre tiltrækkende”, fordi det, der er tiltrækkende, ikke er min hårde økonomiuddannelse, men kun at jeg skal have “appelsiner” at vise frem.
Læs også: Vidya Balan kunne ikke holde tårerne tilbage i en video om body shaming
Alle bryster er fedt
Snart blev jeg bevidst om min krop og ville have den “perfekte” form.
Vi lever i en verden, der har en færdiglavet idé om, hvordan kvinders kroppe skal se ud. Men ikke alene består verden af alle slags os, vi findes også i forskellige former og størrelser. Vores kroppe er også under konstant forandring. At have større bryster har måske været et top-“krav” i en verden, der kun så kvinder for det, men nu taler piger som os op. Og overvinder langsomt vores peer shaming for at stå op for os selv.
En dag faldt jeg over billedet af den glade 16-årige pige, der smilede med prisen som “bedste elev”, og som lå på mit skrivebord. Og jeg tænkte: Hvor er den pige henne? Så som en person, der er opdraget til at være fantastisk og ikke til at se fantastisk ud, var det lettere at komme over to år med at blive dømt for, hvordan man ser ud. Jeg blev 18 år, blev klassens bedste og så mig aldrig tilbage.
Læs også: Kropspositivitet bør ikke handle om at glorificere fedme
Siden jeg blev 20 år, har jeg gjort det til en mission for mig selv at tale op for dem, der var bekymrede for, at de var små. Min krop har absolut ingen rolle at spille i forhold til, hvem jeg er. Det er mit hjerte, min sjæl og mit hoved, der gør mig til den, jeg er.
I disse dage er det ikke ualmindeligt, at unge kvinder med små barmfødder viser, hvad de har, med en dyb V-halsudskæring. Og flere småbrystede tager til de sociale medier og fejrer deres look på instagram.
Unge drenge og piger har brug for at få at vide, at de er mere end deres krop. Og disse samtaler skal begynde hjemmefra og fra skolerne. Havde det ikke været for min opdragelse, ville jeg have været endnu et offer for body shaming. Jeg begik ikke selvmord (som mange andre gør), fordi jeg blev opdraget til at være en stærk pige, der ved bedre om sig selv end udseendet alene.
Det er på tide, at vi går fra kropspositivitet til kropsneutralitet. Hvor små piger og drenge ikke er belastet af viden om disse overfladiske skønhedsstandarder. En verden, hvor vi ikke er fanget i dette meningsløse kapløb om skønhed, så snart vi kommer i puberteten, og nogle gange endda før.
Læs også: Der er bare ingen vej uden om Body Shaming, selv for Deepika Padukone
Ayushi Aggarwal er praktikant på SheThePeople.TV