Næsten alle har hørt om sabeltandskatte eller som de er mere kendt, men fejlagtigt navngivet, “sabeltandtigre”, men ikke alle er klar over, at der findes mange forskellige typer af fossile katte med forstørrede hjørnetænder (sablen). Hos mange af disse katte varierede størrelsen af sablen, så arter med kortere, dolklignende hjørnetænder kaldes dirk-tandede, katte med mellemstore hjørnetænder kaldes scimitar-tandede, sammen med de større sabertooths. På trods af at der findes mange forskellige typer af katte med forstørrede hjørnetænder, er den samlede registrering af disse dyr som fossiler begrænset sammenlignet med mange andre dyr. Den fossile registrering af sabertooths fra Monumentet er, som i de fleste fossile faunaer, yderst sparsom og giver kun en begrænset mængde oplysninger.

I 1933 beskrev C.L. Gazin fra Smithsonian en delkæbe med én tand som en ny art af sabertooth, som han kaldte Machairodus (?) hesperus, der nu omtales som Megantereon hesperus. Ud over denne kæbe var den eneste anden sabeltandsknogle fra Hagerman, som Gazin havde adgang til, en anden metatarsal (en af knoglerne i fodbuen). Det er ikke meget at gå videre med, men det er ofte tilfældet med fossiler af store rovdyr; der er kun et lille antal eksemplarer af en bestemt art at arbejde med.

Fra et økologisk synspunkt er der to gode grunde til, at store rovdyr som sabeltandskatte er sjældne som fossiler. I et givet område vil der altid være flere planteædere eller planteædere end kødædere eller kødspisere. Uanset om vi taler om mus til at fodre høge eller bisoner til at fodre ulve, skal der være en større population af byttedyr end rovdyr, ellers ville rovdyrene snart løbe tør for mad og sulte. Normalt består kun fem procent eller mindre af de lokale populationer af dyr af rovdyr. Da der er så mange flere planteædere, har de en bedre chance for at blive bevaret som fossiler end kødædere. Den anden faktor er rovdyrets kropsstørrelse. Jo større rovdyret er, jo mere føde og plads kræver det enkelte individ for at overleve, så jo lavere er befolkningstætheden. En lav befolkningstæthed betyder færre chancer for at blive bevaret i fossilregistret, medmindre der er tale om en usædvanlig situation som f.eks. tjæregruber. Hvis man lægger disse to faktorer sammen, lav tæthed kombineret med mindre populationer (sammenlignet med planteædere), er det ikke overraskende, at store kødædere som f.eks. en sabeltandskat slet ikke er almindelige som fossiler. Derfor er opdagelsen af dele af et stort rovdyr en særlig begivenhed for en hvirveldyrpalæontolog. Gazins to stykker af en sabeltandskat havde slået oddsene.

Siden Gazins oprindelige arbejde er antallet af knogler af sabertooths i Hagerman ikke steget meget siden Gazins oprindelige arbejde. Efter flere års feltarbejde ved monumentet i 1960’erne af University of Michigan under ledelse af C.W. Hibbard blev der kun fundet et enkelt andet eksemplar, et fragment af en undertand. I sin undersøgelse af kødædende dyr fra Hagerman, der blev offentliggjort i 1970, beskrev P.R. Bjork også en fjerde mellemkropstand fra Smithsonian-samlingerne, så der i alt var fire eksemplarer. Baseret på denne prøve konkluderede Bjork, at der faktisk var to typer sabertooths på Hagerman, nemlig den, der blev beskrevet af Gazin, og en anden slægt kaldet Ischyrosmilus. Det er klart, at yderligere eksemplarer ville være til stor hjælp for vores forståelse af Hagerman-sabertooths.

Nogle eksemplarer blev fundet af park servicens feltpersonale, der udførte feltarbejde på monumentet. Et sabertooth cat humerus blev fundet af en af vores frivillige, Hugh Harper. Yderligere undersøgelser i det område, hvor overarmsknoglen blev fundet, har vist en del af kattens hjørnetand (sabel) og en komplet håndledsben kaldet scapholunar. Som jeg allerede har bemærket, er hver eneste lille bid vigtig og bidrager til at udfylde endnu en brik i puslespillet. For eksempel har den delvise hjørnetand bevaret tandsnit, der ligner dem på en bøfkniv, langs dens for- og bagkanter. Disse tandsnit, som gør det lettere at skære gennem huden på tykhudede byttedyr, er ikke til stede hos alle sabeltandskatte, og deres tilstedeværelse eller fravær bruges til at skelne forskellige sabeltænder fra hinanden. F.eks. mangler slægten Megantereon disse tandsnit på sine øverste hjørnetænder, men de er til stede på hjørnetænderne hos Ischyrosmilus. Baseret på vores nye eksemplarer ser det ud til, at vores nye opdagelser er sidstnævnte sabeltand. Det, der er brug for, er en nærmere undersøgelse og sammenligning af vores nye knogler med materiale fra andre samlinger for at bekræfte deres identitet, eller endnu bedre, måske vil der blive fundet flere knogler i det samme område.

For bedre at forstå sabeltandskattene fra Hagerman er der brug for både arbejde i felten og andre samlinger.

Vend tilbage til oversigt