Beskrivelse

En charmerende håndkoloreret udgave af den klassiske skrækhistorie om Rødhætte, dateret til 1810.

Hvem har skrevet historien?

Lille Rødhætte er måske et af de mest kendte eventyr. Som de fleste europæiske eventyr har det sin oprindelse i en omfattende folkelig tradition for mundtlig fortælling. Der kan ikke tilskrives en enkelt forfatter. Den franske forfatter Charles Perrault samlede disse eventyr sammen og udgav dem for allerførste gang i 1697. Derfor anses han generelt for at være fader til eventyrgenren.
I begyndelsen af det 19. århundrede var eventyret om Rødhætte blevet fortalt og genfortalt utallige gange og havde givet anledning til adskillige bearbejdninger. Denne senere version er fra 1810 og blev udgivet i Moorfields i London. Den er fortalt i form af et versdigt med skiftevis urimede og rimede par vers. Den klare tekst, det enkle sprog og de store farverige illustrationer fortæller os, at denne chapbook var rettet mod unge læsere.

Har historien ændret sig?

Denne historie holder sig tæt til Perraults original og er to år ældre end brødrene Grimms version. I moderne versioner er vi bekendt med den “lykkelige slutning”, hvor Rødhætte og hendes bedstemor reddes heltemodigt af en skovhugger. Men i det 19. århundrede var historier for børn meget mere skræmmende. I denne version sluger ulven bedstemoderen i al hast, “uden sennep eller brød”, som om hun var en klump ost! I den sidste scene ser man grusomt, hvordan den gør det samme med lille Biddy.

Hvad er meningen med historien?

Som de fleste eventyr har Rødhætte en moralsk eller advarende fortælling som kernen i historien. Historien drejer sig om et rovdyr, “så kunstfærdigt og stærkt”, der foregiver at være en, han ikke er, og en lille pige, der er for tillidsfuld. Moralen i historien er, at folk ikke altid er dem, de ser ud til at være, og at man ikke kan stole på fremmede. Selv om Rødhætte bemærkede, at hendes bedstemors arme var dækket af pels, og at hendes ører var spidse, var hun for tillidsfuld over for ulvens listige ord:

‘Bedstemor sikke nogle flotte arme,
og dine ører ser så vilde ud;
de er bedre til at kramme,
og til at høre mit kære barn.’