Den første gang Schoolboy Q mødte sin labelkammerat Kendrick Lamar, siger han, “Jeg kunne ikke tro, at han ikke var stor endnu.” Det var i 2006, og Q var lige begyndt at arbejde med det spirende Top Dawg Entertainment. Otte år senere har Kendricks succes gjort TDE til det hotteste team i hiphop – og Q er den næste i rækken.
The 50 Greatest Hip-Hop Songs of All Time
Aften før hans major-label debut, Oxymoron, bliver certificeret som nummer et album i landet, slapper Q af på et fornemt hotelværelse på Manhattans Lower East Side for at slå tiden ihjel inden et udsolgt show. Den 27-årige rapper fra Los Angeles har købt hele etagen til sit crew, men lige nu er han alene bortset fra en bodyguard, der præsenterer sig selv som Bear. “Alt er så lyst nu,” siger Q og puster på en velduftende blunt. “Jeg ville have, at mit album skulle lyde mørkt. Det er min fortid, min nutid, mit fremtidige liv, det hele.”
Oxymoron er fyldt med adrenalinfyldte fortællinger om Q’s opvækst i South Central L.A., hvor han blev medlem af 52 Hoover Crips. “Når du er barn, er alle søde ved dig – du ved ikke, hvem der er en Crip og hvem der er en Blood,” siger Q. “Så bliver du syv eller otte år gammel og begynder at lægge mærke til, at de behandler dig lidt anderledes nu. Man tilpasser sig bare til det og lever.”
Q var en klog dreng, men uddannelse interesserede ham ikke. “Jeg vidste, at skolen var dum, siden jeg gik i femte klasse,” siger han. “Det offentlige skolesystem i L.A. er fucked up. Jeg snød hele vejen igennem, fra grundskolen til gymnasiet. Jeg lærte ikke noget, der havde nogen betydning. Fortæller du mig om Christoffer Columbus? Hvad fanden skal det gøre? Hvordan kan jeg overleve i morgen?”
Populær på Rolling Stone
Han satsede mere på sport og tiltrak sig interesse fra college-scouts i løbet af fire år i high school varsity baseball (shortstop og second base) og spillede til sidst noget college-fodbold. Han var også en seriøs hiphopfan, og han foretrak østkystens numre som Nas, Jay Z, Cam’ron og State Property. “Jeg pjækkede fra skole, hvis min cd var ridset, eller hvis jeg ikke kunne få fat i batterier”, siger han. “Jeg prøvede ikke at sætte mig ind i bussen uden at lytte til musik.”
Det var først senere, at Q for alvor begyndte at lave sin egen musik. I mellemtiden var tiltrækningen fra gadelivet stærkere. “Shit, man er født ind i det,” siger han. “Uanset om man ved, at man er i det eller ej.” Selv efter at han havde sluttet sig til TDE, tjente han gode penge på at sælge Oxycontin-piller og kæmpede samtidig med sine egne afhængighedsproblemer – et splittet liv, som han fortæller om på det nye albums gribende følelsesmæssige midtpunkt, “Prescription/Oxymoron”. “Jeg gennemgik mine op- og nedture,” siger han nu. “Skoleatlet, stofmisbruger, bandemedlem, arbejde et godt job – jeg har gjort det hele. Rap var den sidste udvej for mig.”
Q var det sidste medlem af TDE’s centrale firemandsroster og sluttede sig til Kendrick, den trippede konspirationsbuff Ab-Soul og den hærdede Blood-affilierede Jay Rock. Efter en periode som Kendricks hypeman fulgte Q ham til en fælles aftale med Interscope Records omkring 2012. “Så var jeg med i spillet, og lortet blev bare ved med at gå godt,” siger han. “Op, op, op, op og op.”
Nu, hvor han har gjort det, har han ikke planer om at sætte farten ned lige foreløbig. “Kendrick er ligesom en popstjerne,” siger han. “Jeg vil gerne eksplodere op til det næste, næste niveau.” Q siger, at han først nu er ved at nå den slags berømmelse, hvor folk kan genkende ham på gaden. “Folk kigger på mig og fortsætter med at gå – men man kan se, at de ved, hvem jeg er,” siger han og asker sit hash på et sofabord, mens han rejser sig op og tager af sted til aftenens koncert. “Jeg vil have, at de skal genere mig. Det bliver en trist dag, når de ikke gør det.”