Scotland as a nation

Skotland er en af Europas ældste nationer. Efter integrationen af Englands og Wales’ parlament og Skotlands parlament i 1707 forblev Skotland en nation i den nye unionsstat. Skotlands nationalitet og Det Forenede Kongeriges multinationale karakter er blevet bredt anerkendt, herunder af den britiske regering, af partier på tværs af det politiske spektrum og af det civile samfund i Skotland. Bilag A indeholder et kort resumé af den skotske nations forfatningsmæssige historie.

Den skotske nationalitet er imidlertid mere end blot et spørgsmål om historie eller et sæt nationale institutioner. Det handler også om fælles værdier og forhåbninger og følger af ideen om det skotske folk som et særskilt politisk fællesskab med ret til at vælge sin egen fremtid.

For uafhængighedsfolkeafstemningen afgav lederne af de partier i Skotland, der førte kampagne mod uafhængighed, en fælles erklæring, hvori de støttede Skotlands ret til at vælge-

Magten ligger hos det skotske folk, og vi mener, at det er op til det skotske folk at bestemme, hvordan vi skal regeres.

Denne forståelse af det skotske folks forfatningsmæssige stilling i Det Forenede Kongerige er ikke alvorligt anfægtet. Det har længe været accepteret af de på hinanden følgende regeringer i Det Forenede Kongerige og af det bredere politiske samfund, at det skotske folk har ret til at bestemme Skotlands fortsatte plads i Det Forenede Kongerige. Claim of Right for Skotland, der blev underskrevet i 1989 af en række ledende personer og organisationer fra hele det politiske og civile liv i Skotland, begynder med at anerkende det skotske folks suveræne ret til at bestemme den regeringsform, der passer bedst til dets behov.

Rettighedskravet er siden blevet anerkendt og godkendt af både det skotske parlament og det britiske parlament. Skotlands fortsatte deltagelse i Unionen er baseret på den løbende enighed og samtykke fra det folk, der bor i Skotland.

Dette skyldes, at Det Forenede Kongerige ikke er en enhedsnationalstat; det er en unionsstat. Det er et multinational land, hvis bestanddele nyder forskellige forfatningsmæssige ordninger og rettigheder.

Det er foreneligt med at være en unionsstat, at de enkelte dele af denne stat har en anerkendt ret til at blive uafhængige, i overensstemmelse med befolkningens ønsker. Det Forenede Kongerige anerkender som et spørgsmål om både international og national lovgivning Nordirlands befolknings ret til under visse omstændigheder at afholde en folkeafstemning om irsk genforening; og Det Forenede Kongerige er retligt forpligtet – igen i henhold til international og national lovgivning – til at gennemføre genforeningen, hvis det er Nordirlands befolknings vilje.

Selv dem, der støtter Skotlands fortsatte plads i Unionen, anerkender Skotlands ret til at vælge. Efter uafhængighedsfolkeafstemningen i 2014 samlede Smith-kommissionen de politiske partier, der er repræsenteret i det skotske parlament, for at nå til enighed om forslag til yderligere decentralisering. Smith-kommissionen fandt sted på baggrund af både at alle deltagere accepterede resultatet af uafhængighedsfolkeafstemningen, og at tre af de fem repræsenterede partier havde ført kampagne for, at Skotland skulle forblive en del af Det Forenede Kongerige. Ikke desto mindre konkluderede Kommissionen i henhold til sin aftale –

Der er enighed om, at intet i denne rapport forhindrer Skotland i at blive et uafhængigt land i fremtiden, hvis det skotske folk vælger det.

I 2018 forelagde forfatningsreformgruppen, en tværpolitisk sammenslutning af parlamentarikere, i Overhuset et lovforslag om en unionslov, der har til formål at gennemføre princippet om, at “hver af England, Skotland, Wales og Nordirland er en enhed, som både kan og bør bestemme sine egne anliggender i det omfang, som den finder det nødvendigt”. Deres lovforslag ville have lovfæstet princippet om, at hver del af Det Forenede Kongerige-

forbliver en nation eller en del af Det Forenede Kongerige, medmindre og indtil et flertal af befolkningen i den pågældende nation eller del stemmer for at forlade landet ved en folkeafstemning.

Den forfatningsmæssige historie for Det Forenede Kongerige og dets nationer har været præget af lige så meget forandring som kontinuitet. Det siges, at Storbritanniens forfatning er baseret på ideen om parlamentarisk suverænitet: at det britiske parlament er den eneste kilde til suverænitet, og at kronen i parlamentet kan lave eller ophæve enhver form for lov. Denne teori om forfatningen er et produkt af victoriansk juridisk tænkning, og der er blevet sat spørgsmålstegn ved, om den stadig er en præcis eller fornuftig beskrivelse af den forfatningsmæssige virkelighed i Det Forenede Kongerige.

Skotland har en historisk forfatningsmæssig tradition, der adskiller sig fra den, der beskrives af doktrinen om parlamentarisk suverænitet. I Skotland siges suveræniteten traditionelt at ligge hos folket og at favorisere en begrænset snarere end en absolut form for autoritet, idet retten til at regere er underlagt folkets samtykke. Der er blevet stillet spørgsmål om, hvorfor en unionsstats forfatning kun skal afspejle en af de forfatningsmæssige traditioner i de nationer, der udgør den.

Den nyere udvikling skal også indpasses i en korrekt forståelse af forfatningen for Det Forenede Kongerige og dets nationer. De decentrale regeringer og parlamenter i Skotland har opnået deres demokratiske legitimitet gennem folkeafstemninger og bevarer den gennem regelmæssige valg. Det er blevet accepteret, at parlamentarisk suverænitet alene ikke ville berettige deres afskaffelse. Efter anbefalingerne fra Smith-kommissionen blev der i Skotlandsloven fra 2016, som den britiske regering har støttet i Det Forenede Kongeriges parlament, indføjet en bestemmelse om, at de skal være permanente.

Princippet om parlamentets suverænitet skal ikke kun tage hensyn til decentraliseringsforligene, men også til Det Forenede Kongeriges medlemskab af Den Europæiske Union, til internationale forpligtelser og internationale menneskerettighedsordninger og til nyere retspraksis, som antyder andre principper, der skal tages i betragtning ved vurderingen af, hvad forfatningen kræver af regeringer og parlamenter i det 21. århundrede.

På trods af dette har den britiske regering for nylig forsøgt at sikre anerkendelse i loven af, at parlamentarisk suverænitet er et permanent retsprincip i Det Forenede Kongeriges retssystemer. Men ligesom princippet om parlamentarisk suverænitet opstod, da det blev opfattet som en præcis beskrivelse af Det Forenede Kongeriges forfatning, vil en lovfæstelse af det forhindre, at det ændres, erstattes eller justeres, når det ikke længere er en præcis beskrivelse af den moderne forfatning.

Det er den skotske regerings opfattelse, at parlamentarisk suverænitet, uanset dens historiske oprindelse eller traditionelle indhold, ikke længere er en præcis beskrivelse af forfatningen i Skotland eller Det Forenede Kongerige. Som den walisiske regering hævder-

Hvis … det accepteres, at suverænitet (hvoraf en del bør deles) ligger hos hver enkelt del af Det Forenede Kongerige, giver den traditionelle doktrin om parlamentets suverænitet ikke længere et solidt grundlag for Det Forenede Kongeriges forfatning.

Befolkningen i Skotland (og i de andre dele af Det Forenede Kongerige) har ret til at bestemme den regeringsform, der passer bedst til deres behov, og unionsstatens forfatning skal anerkende dette.