De tegn og undere (eller “plager”), der beskrives i Parashat Vaera, må have været ekstremt skræmmende for både egypterne, der led, og israelitterne, der for første gang var vidne til Guds magt. Kabbalisterne fra det trettende århundrede mente, at da Israels børn trodsede slaveriets kvaler og de ti demonstrationer af guddommelig magt, som hærgede Egypten, gjorde de det ikke alene. Israelitterne vidste tværtimod, at Shechinah, det fremtrædende feminine aspekt af Gud, boede sammen med dem i Egypten. Middelalderens kabbalister portrætterede ofte den feminine Shechinah som en kærlig mor, der lider sammen med sine børn Israel i eksil. Hun slider med sine børn, mens de er slaver i Egypten, og beskytter dem i ørkenen, efter at de er blevet befriet.

Denne forbindelse mellem Shechinah, den overjordiske mor, og menneskelige mødre får en biologisk dimension i Zohar, det mest populære værk i middelalderens kabbalah. Zohar forstår Gud som en magt, der er fuldstændig transcendent og – på samme tid – helt immanent i vores verden. Guddommen består af Ein Sof (“Uden ende”), som ligger uden for den menneskelige erkendelses område, og ti lavere sefirot (aspekter), som udgår fra det eksisterende område. Kabbalisterne mente, at alt på jorden afspejler dette guddommelige rige.

Den Zohar fremstiller sefirot-riget på et utal af forskellige måder. Den sammenligner ofte sefirot med et omvendt træ eller med ugedagene.

Men det måske mest populære symbol er dog gufa (kroppen). I 1. Mosebog 1:26 står der, at Gud skabte mennesket i Guds billede og efter Guds lignelse. Kabbalisterne forstod dette vers bogstaveligt. Hvis mennesket har form af en anthropos (menneskekrop), og hvis mennesket blev skabt i Guds billede og lighed, så må Gud også være en anthropos. Den menneskelige anatomi og fysiologi afspejler denne guddommelige virkelighed. Derfor har kvinder og mænd samleje, fordi to sefirot – Tiferet (den sjette sefira, symbolsk forstået som kongen og brudgommen) og Shechinah (den tiende sefira, symbolsk forstået som dronningen og bruden) – ønsker harmoni og forening. Kvinder bliver gravide og føder, fordi Shechinah modtager udstrømninger eller emanative kræfter fra de højere sefirot. Og kvinder har en månedlig udflåd, fordi shechinah får menstruation, når hun kommer under indflydelse af den dæmoniske “anden side” (sitra achra).

Kabbalistisk niddah

Medieval halacha (jødisk lov) krævede, at kvinderne skulle adskille sig fra deres mænd i 12 til 14 dage hver måned: den fem til syv dage lange menstruationsperiode plus yderligere syv “rene” dage. Zohar sporer kilden til denne halacha til myten om Shechinah. Zohar anser Egypten for at være det ultimative symbol på sitra achra. Da Shechinah bor sammen med Israels børn i Goshen, bliver hun påvirket af den “anden side” og begynder at få menstruation. Derfor må hun adskille sig fra sin mand, Tiftret, i den periode, hvor blodet flyder; som følge heraf bliver hun forvist eller forvist (bogstaveligt talt niddah) fra de helliges kræfter. Selv om hendes blodflod ophører, så snart Israels børn flygter fra Egypten, er shechinah ikke rituelt ren endnu. I overensstemmelse med halachaens forskrifter skal hun adskilles fra sin mand i yderligere syv rene dage. Zohar opfatter disse syv “dage” som syv uger – de syv uger i optællingen af Omer mellem Pesach og Shavuot.

LÆS: Hvorfor nogle jødiske kvinder går til mikveh hver måned

Efter niogfyrre dages rejse hviler Shechinah sine børn ved foden af Sinaibjerget, hvor hun endelig gennemgår det sidste rensningsritual: nedsænkning i en overjordisk mikveh (bassin). Som en nyudsmykket brud møder den rituelt rene shechinah sin mand, Tiferet, på toppen af Sinaibjerget. De indgår i en guddommelig forening på aftenen før Shavuot. På Shavuot-dagen føder Shechinah de to pagttavler. Som den hengivne mor giver Shechinah disse tavler til Moses for sine børn Israel (Zohar 3:96b).

En feministisk læsning af Zohar

Shechinah er en fremtrædende figur i hele Zohar. Derfor forstår mange jøder kabbalah som det eneste fristed for ligestilling mellem kønnene i den rabbinske jødedom. Desværre er dette ikke tilfældet. Det ville faktisk være usædvanligt, hvis det var tilfældet. Zohar er et produkt af et verdenssyn fra det 13. århundrede. Dens forfatter, Moses de Leon, og hans kreds levede i en verden, hvor kvinders fysiske og intellektuelle underlegenhed blev anset for at være videnskabeligt bevist. Det ville have været utænkeligt for dem at udvikle en mytologi om Shechinah, der trodsede de samfundsmæssige normer. Derfor fremstilles Shechinah oftest som et passivt kar med “intet eget”. Når hun handler retfærdigt, skifter hun undertiden køn og bliver mandlig; når hun kommer under sitra achra’s herredømme, forbliver hun altid kvindelig.

Der er dog passager, som vi kan læse som mere sympatiske over for feministiske synspunkter. Når vi læser Zohar gennem historiens prisme, kan vi skelne mellem de forskellige nuancer af fordomme for at skabe en ny mening. Den kabbalistiske historie om Shechinah’s udvandring fra Egypten er et eksempel herpå. Der er mange foruroligende forestillinger i denne passage – forbindelsen mellem menstruation og dæmonisk besættelse er en af de mest grelle. Ikke desto mindre er der værdifulde indsigter, som kan forbedre vores spiritualitet, indlejret i denne historie. Shechinah som omsorgsfuld mor, basering af Omer på en kvindelig biologisk funktion og forestillingen om at give Torah (matan Torah) som en fødsel er begreber, som vi kan genvinde og gøre til vores egne. Forestillingen om, at shechinah fødte Torah-tavlerne, giver en helt ny betydning til begrebet “Torah fra Sinai”. Jeg tror faktisk, at skikken med at spise mælkeprodukter på Shavuot kan spores tilbage til netop denne myte. Mælkeprodukter symboliserer trods alt den mælkeproducerende Shechinah, som nærer sine børn Israel med Toraen.