Lyt til denne historie:

Kommunikationsproblemer har altid været anset for at være et centralt træk ved autisme. Alligevel er der betydelige og vidtrækkende forskelle i den måde, som mennesker med autisme kommunikerer på. Det afspejler ikke kun den iboende variabilitet i tilstanden, men også selve kommunikationens kompleksitet – som omfatter de ord, vi bruger, den rækkefølge, vi bruger dem i, øjenkontakt, ansigtsudtryk, gestikulationer og andre nonverbale signaler.

Udfordringer på et af disse områder kan bidrage til de sociale vanskeligheder, som personer på spektret oplever.

Hvad er social kommunikation?
Social kommunikation kan virke som et overflødigt begreb. Kommunikation er i sagens natur social: Det kræver evnen til at dele – på en passende måde – hvad man føler eller ønsker at sige, og også til at forstå og reagere på det, andre føler eller siger. Hos neurotypiske mennesker kan kommunikationsforstyrrelser omfatte problemer med sproget, men ikke med social interaktion. Mennesker med autisme er imidlertid særligt udfordret af at kommunikere i sociale sammenhænge. Eksperter bruger udtrykket ‘social kommunikation’ for at understrege dette faktum.

Hvornår blev sociale kommunikationsvanskeligheder først anerkendt som en del af autisme?
Da Leo Kanner skrev sin første artikel om autisme i 1943, omfattede hans beskrivelser af de børn, han havde observeret, mange problemer med social kommunikation. Han bemærkede f.eks. manglende øjenkontakt eller manglende evne til at svare på spørgsmål og en tendens til tvangsmæssig samtale. Siden da har sprog- og kommunikationsvanskeligheder konsekvent været en del af begrebet autisme, men ikke altid et særskilt kriterium for diagnosen.

I takt med at forskerne har lært mere om, hvordan sproget udvikler sig hos mennesker med autisme, har perspektiverne skiftet mere end én gang om, hvordan og om man skal betragte sprog og social interaktion som særskilte eller fælles problemer. I mange årtier var fokus på personer med svær autisme, som måske kun har få ord, sjældent tager initiativ til interaktioner og knap nok reagerer. Følgelig krævede en autismediagnose en markant svækkelse af evnen til at føre en samtale. Men klinikere begyndte at erkende, at personer med autisme kan have stærke verbale færdigheder. I første omgang syntes disse mennesker heller ikke at have nogen sociale kommunikationsproblemer, men det seneste årti har vist, at de ofte betragtes som “akavede” i den måde, de kommunikerer på, og at de laver flere sproglige fejl end deres typiske jævnaldrende. Den nyeste tankegang anerkender, at sproget er en integreret del af den sociale kommunikation, og at social kommunikation som helhed er et vedvarende problem for mange mennesker med autisme.

Hvilken slags problemer med social kommunikation er mest almindelige hos mennesker med autisme?
Den enkelte person på spektret har vist sig at have udfordringer med en række verbale og nonverbale færdigheder, herunder grammatik, korrekt brug af stedord og at reagere, når der tales til ham. Forskelle i nogle nonverbale aspekter af kommunikationen, såsom ansigtsudtryk og taletempo, kan være årsag til det, som andre opfatter som “akavethed” hos personer med autisme.

Som med så mange autismeegenskaber er der en enorm variation fra person til person. Alligevel skiller problemer med to aspekter af kommunikationen sig ud: pragmatik og prosodi.

Hvad er pragmatik og prosodi?
Pragmatik er den hensigtsmæssige brug af sproget i sociale situationer. Eksempler herpå er at være i stand til at holde sig til emnet og tage tur i en samtale, stille passende spørgsmål og bruge en tone, der passer til omgivelserne (f.eks. en mere stille stemme i et klasseværelse i forhold til en legeplads). Mange autistterapier omfatter eksplicit træning af disse færdigheder.

Prosodi er talens rytme og omfatter aspekter af både verbal og nonverbal kommunikation. Prosodi, der bæres i de talte ord og i pauserne imellem, har flere funktioner. For det første formidler den pragmatisk information. En stigende tone indikerer f.eks. et spørgsmål. Prosodi kommunikerer også følelser. Spørgsmålet “Hvad mener du?” kan være positivt, negativt eller neutralt afhængigt af, hvordan det bliver sagt; prosodi er det, der gør lytteren opmærksom på forskellen.

Problemer med prosodi kan variere. Nogle personer taler monotont, mens andre overdriver høje og lave tonehøjder så dramatisk, at lytterne finder deres tale unaturlig.

Kan problemer med social kommunikation eksistere uden for autisme?
I 2013 tilføjede “Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders” (DSM-5) en ny diagnose: social communication disorder (SCD). Denne tilstand deler mange af de træk, der er fælles for personer med autisme, f.eks. vanskeligheder med at reagere på andre, bruge fagter, holde sig til emnet og få og beholde venner. Men personer, der er diagnosticeret med SCD, udviser ikke repetitiv adfærd eller begrænsede interesser. Ikke alle forskere er dog enige om, at SCD bør være en særskilt diagnose: De hævder, at der ikke er nok beviser for, at SCD er en gyldig og pålideligt adskilt tilstand adskilt fra autisme.

Hvor er forskningen om social kommunikation ledet hen?
Klinikere arbejder på at forbedre terapi for pragmatik, fordi det er bredt relevant for de fleste mennesker på spektret. Nogle få forskere fokuserer på at identificere subtilere problemer med social kommunikation, som gør interaktioner udfordrende selv for personer med stærke sproglige og kognitive færdigheder. Nye akustiske analyse- og motion-capture-teknologier gør det muligt at foretage detaljerede målinger af bl.a. stemmehøjde og af de små bevægelser, der indgår i ansigtsudtryk.

Kommunikation mellem mennesker med og uden autisme er et tovejsproblem. Personer på spektret kan have kommunikationsudfordringer at tage fat på, men deres typiske jævnaldrende og samtalepartnere kunne gøre mere for at imødekomme dem på halvvejen ved at acceptere forskelle i den måde, de udtrykker sig på.