Alt dette skulle gøres forældet, et håb, der gav anledning til tanken om at prøve noget helt nyt, nemlig indførelsen af en postnational orden, som i praksis ville udvikle sig uden de politiske forudsætninger fra den gamle verden, som USA nu tilhører.
Alle tænkende mennesker i Vesteuropa er taknemmelige for USA’s enorme bidrag til Europas frigørelse fra fascismen. Men handlede USA’s deltagelse i krigen virkelig kun om at befri nationer fra fascismen? USA havde trods alt ikke noget stort problem med spansk eller portugisisk fascisme. Francisco Franco i Spanien og den portugisiske stærke mand António de Oliveira Salazar var amerikanske allierede helt frem til deres død i 1970’erne. (Disse lande blev til sidst befriet og demokratiseret af Den Europæiske Union). I Chile blev den demokratisk valgte præsident for en suveræn nation væltet af C.I.A. og erstattet af et fascistisk diktatur. Det stolte og rige land Argentina blev kastet ud i bankerot og elendighed af et fascistisk regime, der blev støttet af USA.
Disse politikker og de snesevis af andre militære interventioner, som USA har iværksat i årene siden 1945, gjorde det klart for europæerne, at en sådan aggressiv, egoistisk tilgang var forældet og aldrig kunne føre til varig fred, men kun til flere generationer, der blev frarøvet deres fremtid.
Som følge heraf er den Europæiske Union, som de skabte, decideret og utvetydigt antifascistisk, og ikke kun i tilfælde, hvor fascismen står i modsætning til blokkens økonomiske interesser, men også i situationer, hvor fascismen måske kunne være hensigtsmæssig for forfølgelsen af unionens egne politiske interesser.
De tidligere stalinistiske stater i Østeuropa profiterede enormt af at blive medlem af EU efter Sovjetrigets sammenbrud. Deres medlemskab sikrede, at deres genvundne frihed ikke ville resultere i kaos, men i voksende velstand og en overgang til retsstatsprincippet – selv om USA gentagne gange forsøgte at spille de øst- og vesteuropæiske lande ud mod hinanden.
Den amerikanske regering har aldrig ratificeret FN’s Verdenserklæring om Menneskerettigheder – en meget gammeldags holdning. I Europa er EU’s charter om grundlæggende rettigheder i mellemtiden et juridisk bindende tillæg til Lissabontraktaten, der fungerer som en forfatning for blokken. På dette punkt kan jeg forestille mig, at alle oplyste amerikanere siger: Jeg vil være europæer, en borger i den nye verden.
Den idé, som grundlæggerne af det europæiske fredsprojekt havde, var lige så enkel som den var genial: at sammenkoble de europæiske nationalstaters økonomier og underkaste dem fælles regler og kontrol i et sådant omfang, at intet medlem kunne forfølge egoistiske interesser mod et andet medlem uden skadelige konsekvenser. Målet var at underordne nationalisme under praktiseret gensidighed, og det deraf følgende fællesskab af nationer skulle gøre Europas mindre lande mere magtfulde, end de ville være på egen hånd.