San Juan-arkipelaget er det område i Washington State, hvor der fiskes mest intensivt efter pighuder. Det kommercielle dykfiskeri efter både californiske søpindsvin (Parastichopus californicus) og rødt søpindsvin (Mesocentrotus franciscanus) var kendetegnet ved store fangstmængder i slutningen af 1980’erne og begyndelsen af 1990’erne. Her evaluerer vi bestandsudviklingen for begge arter under den nuværende fiskeriforvaltningsordning ved hjælp af biomasseestimater fra en fjernstyret køretøjsundersøgelse, tidsserier af den relative forekomst fra SCUBA-indeksstationsundersøgelser og logbogsdata fra høstmaskiner. Vi rapporterer også om begge arters habitatforbindelser med dybde og havbundssubstratets sammensætning. Den fuldt udnyttede kvote for Parastichopus svarer til en årlig fangst på 11,4 % af den nuværende skønnede høstbare biomasse, og tegn på, at denne sats er uholdbar, er bl.a.: lav tæthed på lavt vand, en relativ forekomst, der er forblevet lav, og et kontinuerligt fald i fangst pr. enhed (CPUE). Den rigelige forekomst af Parastichopus under de dybder, hvor der kan høstes, er muligvis ikke tilstrækkelig tæt til at fungere som et konstant reservoir til at genopfylde de lavvandede områder med rekrutter. Den delvist udnyttede kvote for Mesocentrotus svarer til en årlig fangst på 3,9 % af den nuværende biomassevurdering, den relative forekomst er steget fra et lavt niveau for nylig, og der er ingen tendens i CPUE. Mange ligheder mellem de to fiskerier med hensyn til flådens sammensætning og fangsthistorie, kombineret med divergerende bestandsstatus, tyder på, at søagurkefiskeriet kan være langsommere til at komme sig efter overudnyttelse. På trods af udfordringerne ved at forvalte fiskeriet i fællesskab mellem flere interessegrupper er der opnået enighed om at forbedre Parastichopus-fiskeriets levedygtighed på lang sigt ved hjælp af reducerede fangstkvoter og lukning i de bedste gydemåneder, og om fortsat at overvåge Mesocentrotus-fiskeriet nøje.