Området omfatter ca. 185,180 kvadratkilometer med ørkener, sletter og bjerge. Det er opdelt i en kystzone – med et smalt, dobbelt bjergbælte, der omslutter en depression i vest – og et meget større østligt plateau. Klimaet er overvejende tørt; ca. tre femtedele af landet har mindre end 250 millimeter regn om året. Frugtbar jord er statens vigtigste naturressource, og der er gjort en indsats for at øge mængden af dyrkbar jord ved hjælp af kunstvandingsprojekter.
KystsletteRediger
Langs Middelhavet strækker en smal kystslette sig sydpå fra den tyrkiske grænse til Libanon. Denne flade kyststrækning, der er dækket af sandklitter, er kun afbrudt af sideløbende forbjerge, der løber ned fra bjergene til havet. De største havne er Latakia og Tartous. Syrien hævder at have en territorialgrænse på 35 sømil (64,8 km) ud for sin Middelhavskyst. I 2003 erklærede Syrien imidlertid ensidigt sine søzoner og holdt sig til de 12 sømil, der er tilladt i henhold til FN’s havret.
BjergområderRediger
Jabal an Nusayriyah, en bjergkæde, der ligger parallelt med kystsletten, har en gennemsnitlig højde på lidt over 1.212 meter over havets overflade; den højeste top, Nabi Yunis, er ca. 1.575 meter over havets overflade. De vestlige skråninger fanger de fugtige vestlige havvinde og er derfor mere frugtbare og tættere befolkede end de østlige skråninger, som kun modtager varme, tørre vinde, der blæser gennem ørkenen. Før man når den libanesiske grænse og Anti-Libanon-bjergene, slutter Jabal an Nusayriyah-bjergkæden og efterlader en korridor – Homs Gap – hvorigennem motorvejen og jernbanen går fra Homs til den libanesiske havn Tripoli. I århundreder har Homsgabet været en yndet handels- og invasionsrute fra kysten til landets indre og til andre dele af Asien. Østpå er al-Ansariyah-bjergene adskilt fra Jabal az Zawiyah-bjergkæden og højsletteområdet af Al Ghab-dalen, en frugtbar, kunstvandt grøft, der gennemskæres af den slyngende Orontes-floden.
Længere inde i landet og længere mod syd hæver Anti-Libanon-bjergene sig til toppe på over 2.700 meter over havets overflade på den syrisk-libanesiske grænse og breder sig i sporer østpå mod højsletteområdet. De østlige skråninger har kun lidt nedbør og vegetation og går til sidst over i ørkenen.
I sydvest falder det høje Hermon-bjerg (Jabal ash Shaykh), der også ligger på grænsen mellem Syrien og Libanon, ned til Hawran-plateauet, der modtager regnfulde vinde fra Middelhavet. Alle undtagen de nederste skråninger af Hermon-bjerget er dog ubeboet. Vulkankogler, hvoraf nogle når over 900 meter, ligger spredt ud over det åbne, bølgende og engang frugtbare Hawran-plateau syd for Damaskus og øst for Anti-Libanon-bjergene. Sydvest for Hawran ligger det højvulkaniske område Jabal al-Druze-området, hvor landets drusiske befolkning bor. Det er en del af det vulkanske Harrat ash Shaam-felt, der strækker sig helt til Saudi-Arabien. Nordøst for Jabal al-Druze ligger et stort lavafelt kaldet Al-Safa, der skiller sig ud på satellitbilleder.
Østlige højsletteRediger
Hele det østlige plateauområde gennemskæres af en lav bjergkæde, Jabal ar Ruwaq, Jabal Abu Rujmayn og Jebel Bishri, som strækker sig nordøstpå fra Jabal Al Arab til Eufrat. Syd for disse bjerge ligger et goldt ørkenområde, der er kendt som Hamad. Nord for Jabal ar Ruwaq og øst for byen Homs ligger et andet goldt område kendt som Homs-ørkenen, der har en hårdt pakket jordoverflade.
Nordøst for Eufrat, der har sit udspring i bjergene i Tyrkiet og løber diagonalt gennem Syrien ind i Irak, ligger den frugtbare Jazira-region. Denne region vandes af to bifloder til Eufrat, Balikh og Khabur. Området blev forbedret med hensyn til kunstvanding i 1960’erne og 1970’erne, og det giver betydelige korn- og bomuldsafgrøder. Olie- og naturgasfundene i den yderste nordøstlige del af Jazira har øget regionens økonomiske potentiale betydeligt.