(dē″hī″drā′shŏn)

For at høre lydudtalelse af dette emne skal du købe et abonnement eller logge ind.

1. Fjernelse af vand fra et kemikalie, f.eks. ved overfladefordampning eller ved opvarmning af det for at frigøre krystalliseringsvand.
SYN: SE: anhydrering
2. De kliniske konsekvenser af negativ væskebalance, dvs. af væskeindtag, der ikke svarer til væsketabet. Dehydrering er kendetegnet ved tørst, ortostatisk hypotension, takykardi, forhøjede plasmanatriumniveauer, hyperosmolalitet og, i alvorlige tilfælde, celleforstyrrelser, delirium, fald, hypertermi, medicintoksicitet, nyresvigt eller død.

DEHYDRATION SOM FØLGE AF SVEDNING
ETIOLOGI
I hele verden er diarré den mest almindelige årsag til dehydrering. I de industrialiserede lande skyldes dehydrering også opkastning, feber, hedesygdomme, diabetes mellitus, brug af diuretika, thyrotoksicose og hypercalcæmi. Patienter i risiko for dehydrering omfatter patienter med nedsat bevidsthedsniveau og/eller manglende evne til at indtage orale væsker, patienter, der kun modtager enteral ernæring med højt proteinindhold, ældre voksne, der ikke drikker nok vand, og patienter (især spædbørn og børn) med vandig diarré. Ældre voksne (især dem over 85 år) bliver i stigende grad indlagt på hospitalet på grund af dehydrering. Dehydrering kan undgås og forebygges. Langvarig faste før en procedure, lang ventetid på skadestuerne eller øget fysisk afhængighed, f.eks. manglende evne til at hælde vand op fra en beholder ved sengekanten, kan gøre patienterne udsatte for risiko. Plejehjemsbeboere har større risiko for dehydrering end ældre voksne, der bor selvstændigt, til dels på grund af den begrænsede adgang til oral væske. Ældre voksne er også i risiko på grund af nedsat tørstrespons, et fald i den samlede mængde kropsvæsker og en faldende nyrefunktion. Kliniske tilstande, der kan medføre hypertonicitet og dehydrering, omfatter mangel på syntese eller frigivelse af antidiuretisk hormon (ADH) fra den bageste hypofyse (diabetes insipidus); et fald i nyrernes respons på ADH; osmotisk diurese (hyperglykæmiske tilstande, indgivelse af osmotiske diuretika); overdrevent pulmonalt vandtab som følge af høj feber (f.eks. hos børn); og overdreven sveddannelse uden vanderstatning.
Dehydrering bør ikke forveksles med væskevolumenunderskud. I sidstnævnte tilstand tabes vand og elektrolytter i samme forhold, som de findes i normale kropsvæsker; således forbliver forholdet mellem elektrolytter og vand uændret. Ved dehydrering er vand den primære mangel, hvilket resulterer i forhøjede niveauer af elektrolytter eller hypertonicitet.
PATIENT OMSORG
Patienten vurderes for nedsat hudturgor; tørre, klistrede slimhinder; ru, tør tunge; vægttab; feber; rastløshed; uro; agitation; og svaghed. Kardiovaskulære fund omfatter ortostatisk hypotension, nedsat kardiovaskulært tryk og en hurtig, svag puls. Der opstår hård afføring, hvis patientens problem ikke primært er vandig diarré. Urinfundene omfatter et fald i urinvolumen (oliguri), specifik tyngde højere end 1,030 og en stigning i urinens osmolalitet. Blodserumundersøgelser afslører øget natrium, protein, hæmatokrit og serumosmolalitet.
Fortsat vandtab forhindres, og vanderstatning gives som foreskrevet, normalt begyndende med en 5 % dextrose i vandopløsning intravenøst, hvis patienten ikke kan indtage oral væske. Når tilstrækkelig nyrefunktion er til stede, kan elektrolytter tilsættes infusionen på grundlag af periodisk evaluering af serumelektrolytniveauerne. Sundhedspersonale kan forebygge dehydrering ved hurtigt at behandle årsager som opkastning og diarré, måle væskeindtag (og om muligt urinproduktion) hos risikopatienter, stille glas og kopper til rådighed, der er lette og let håndterbare, undervise certificerede sygeplejersker (CNA) og familieplejere i at registrere væskeindtag og observere urinkoncentrationen hos inkontinente patienter, at tilbyde væske i små mængder, hver gang de interagerer med en risikopatient, at tilskynde til at øge mængden af væske (ved patientens foretrukne temperatur) til og mellem måltiderne og ved sengetid (til 50 oz eller 1 500 ml/dag, medmindre andet er begrænset) og at tilbyde foretrukne væsker og en række forskellige væsker (herunder frosne juicebarer, vandrige frugter og grøntsager) og at vurdere, om der er overdrevent væsketab i varmt vejr, og erstatte det.