Jeg har hørt og læst den samme udtalelse flere gange, men jeg har aldrig gjort mig den ulejlighed at slå de enkelte passager op.

Jeg er ikke overrasket over, at man får modstridende resultater, hvis man slår “himmel” og “helvede” op i en konkordans. Det skyldes sandsynligvis, at det, vi kalder “himmel” og “helvede”, ofte omtales med forskellige udtryk i Bibelen (f.eks. i Lukas 16 siges det, at Lazarus er gået til “Abrahams skød” – 16,22). I Johannes 14:2 taler Jesus om “sin Faders hus”, som vi ville kalde “himlen”. Det samme gælder for “helvede”. Der er udtryk som “himmeriges rige” i Matthæus, der forekommer hyppigt og ændrer statistikken betydeligt.

En anden faktor er, at udsagnet: “Jesus talte mere om helvede end om himlen” sandsynligvis henviser til det samlede antal vers, der er afsat til emnet, og ikke kun til antallet af henvisninger til ordene “helvede” eller “himmel”.”

Det kan være værd at bemærke, at i Femte Mosebog 28 (og følgende) er velsignelsesafsnittet (28:1-14) en hel del kortere end forbandelsesafsnittet (28:15-68).

Du kan måske læse de lektioner, som jeg har lavet om himmel og helvede på BSF’s hjemmeside:

Et helvede at undgå

En himmel at søge

Nedenfor har jeg vedhæftet henvisningerne til “himmel, himle” og “helvede” fra Nave’s aktuelle bibel til din undersøgelse:

Himlen

Guds bolig (De 26:15 1Ki 8:30,39,43,49 1Kh 16:31 21:26 2Kh 2:6 6:18,21,27,30,33,35,39 30:27 Ne 9:27 Job 22:12,14 Sl 2:4 11:4 20:6 33:13 102:19 103:19 113:5 113:5 123:1 135:6 Ez 5:2 Es 57:15 63:15 66:1 Jer 23:24 La 3:41,50 Da 4:35 5:23 Zec 2:13 Mt 5:34,45 6:9 10:32,33 11:25 12:50 16:17 18:10,14 Mr 11:25,26 16:19 Ac 7:49 Ro 1:49 Ro 1:18 Heb 8:1 Re 8:1 Re 8:1 12:7-9 21:22-27 22:1-5)

Den retfærdiges fremtidige bolig

Kaldet: en gartner (Mt 3:12), Kristi og Guds rige (Ef 5:5), Faderens hus (Joh 14:2), Et himmelsk land (Hebr 11:16), En hvile (Hebr 4:9 Rom 14:13), Paradis (2. Kor 12:2,4)

De ugudelige udelukkes fra (Ga 5:21 Ef 5:5 Re 22:15)

Himlen, Den nye himmel

(Es 65:17 66:22 2Pe 3:13 Re 21:1-4)

Helvede

(I A. V. forekommer dette ord i O. T. Skrifter, citeret nedenfor, og er oversættelsen af det hebraiske ord “sheol”, som betyder den usynlige tilstand)

I R. V. af O. T. forekommer det kun i (Es 5:14 14:9,15 28:15,18 57:9 Eze 31:16,17 32:21,27 Am 9:2 Jon 2:2 Jon 2:2 Hab 2:5)

I R. V., “sheol” oversættes “nederste grube” (De 32:22 Ps 86:13)

Og det oversættes “grube” i (Ps 55:15)

I R. V. forekommer ordet “Sheol” selv i følgende skriftsteder (2Sa 22:6 Job 11:8 26:6 Ps 9:17 16:10 18:5 116:3 139:8 Pr 5:5 7:27 9:18 15:11,24 23:14 27:20)

“Sheol” er oversat med “grav” i A. V. i (Ge 37:35 42:38 44:29,31 1Sa 2:6 1Ki 2:6 9:1 … Job 7:9 14:13 17:13 21:13 21:13 24:19 Ps 6:5 30:3 31:17 49:14,15 88:3 89:48 141:7 Pr 1:12 30:16 Ec 9:10 So 8:6 Ho 13:14)

I R. V. er det græske ord “gehenna” oversat med “helvede” i følgende skriftsteder (Mt 5:22,29,30 10:28 18:9 23:15,33 Mr 9:43,45,47 Lu 12:5 Jas 3:6)

Den R. V. har indført “Hades”, det ord, der findes i den græske tekst, og som betegner den usynlige verden, i følgende skriftsteder (Mt 11:23 16:18 Lu 10:15 16:23 Apg 2:27,31 Re 1:18 6:8 20:13,14)

The New Bible Dictionary har (delvist) disse ord om himlen (bemærk især udsagnet om, at himlen undertiden bruges som et synonym for Gud):

Himlen er Guds og dem, der er nært forbundet med ham, bolig. Israelitten skal bede: “Se ned fra din hellige bolig, fra himlen” (Dt. 26:15). Gud er ‘himlens Gud’ (Jon. 1:9), eller ‘Herren, himlens Gud’ (Ezr. 1:2), eller ‘Faderen, som er i himlen’ (Mt. 5:45; 7:21 osv.). Gud er ikke alene der, for vi læser om ‘himlens hærskare’, som tilbeder ham (Ne. 9,6), og om ‘englene i himlen’ (Mk. 13,32). De troende kan også se frem til ‘en arv, der er bevaret i himlen’ for dem (1 Pet. 1:4). Himlen er således Guds og hans engles nuværende opholdssted og det endelige bestemmelsessted for hans hellige på jorden.

Men blandt mange af de gamle folkeslag var der en tanke om en mangfoldighed af himle. Det er blevet foreslået, at NT vidner om den rabbinske idé om syv himle, for der er henvisninger til Paradiset (Lk. 23,43) og til ‘den tredje himmel’ (2 Kor. 12,2; denne blev kaldt Paradiset efter rabbinernes opgørelse, jf. 2 Kor. 12,3). Jesus siges også at have passeret ‘gennem himlene’ (Hebr. 4,14). Dette er imidlertid et spinkelt grundlag for at opføre en sådan konstruktion. Hele sproget i NT kan sagtens forstås i retning af himlen som et sted for fuldkommenhed. Himlen kommer til at blive brugt som en ærbødig perifrasis for Gud. Når den fortabte søn således siger: “Jeg har syndet mod himlen” (Lk. 15,18.21), mener han: “Jeg har syndet mod Gud”. Det samme gælder for Joh. 3,27: “det, der er givet ham fra himlen”. Det vigtigste eksempel herpå er Mattæus’ brug af udtrykket ‘himmeriges rige’, som synes at være identisk med ‘Guds rige’. Endelig skal vi bemærke en eskatologisk brug af udtrykket. I både GT og NT anerkendes det, at det nuværende fysiske univers ikke er evigt, men vil forsvinde og blive erstattet af ‘nye himle og en ny jord’ (Es. 65:17; 66:22; 2 Pet. 3:10-13; Åb. 21:1). Vi bør forstå sådanne passager som tegn på, at tingenes endelige tilstand vil være sådan, at den fuldt ud udtrykker Guds vilje.

BIBLIOGRAFIER. TDNT 5, s. 497-543; NIDNTT 2, s. 184-196; ZPEB, 3, s. 60-64. L.M.

HELL. ‘Helvede’ i NT gengiver det gk. ord, der er translittereret som ‘Gehenna’ (Mt. 5:22, 29-30; 10:28; 18:9; 23:15, 33; Mk. 9:43, 45, 47; Lk. 12:5; Jas. 3:6). Navnet er afledt af det hebr. the Valley of (the son of Hinnom, en dal nær Jerusalem (Jos. 15:8; 18:16), hvor børn blev ofret ved ild i forbindelse med hedenske ritualer (2. Ki. 23:10; 2. Kap. 28:3; 33:6; Je. 7:31; 32:35). Den oprindelige afledning er uklar, men Hinnom er næsten helt sikkert navnet på en person. I senere jødiske skrifter kom Gehenna til at betyde stedet, hvor syndere straffes (Moses’ overtagelse 10:10; 2 Esdras 7:36). Det blev afbildet som et sted med uudslukkelig ild – den generelle idé om ild som udtryk for den guddommelige dom findes i GT (Dt. 32:22; Dn. 7:10). Den rabbinske litteratur indeholder forskellige meninger om, hvem der skulle lide den evige straf. Forestillingerne var udbredte om, at nogle menneskers lidelser ville blive afsluttet med udslettelse, eller at Gehennas brande i nogle tilfælde var rensebrændte (Rosh Hashanah 16b-17a; 58b; Mishnah Eduyoth 2. 10). Men de, der holdt på disse doktriner, lærte også, at der virkelig var en evig straf for visse klasser af syndere. Både denne litteratur og de apokryfe bøger bekræfter troen på en evig gengældelse (jf. Judith 16,17; Salomos salmer 3,13). Undervisningen i det Nye Testamente bekræfter denne tidligere tro. Helvedes ild er uudslukkelig (Mk. 9,43), evig (Mt. 18,8), og dens straf er det modsatte af evigt liv (Mt. 25,46). Der er ingen antydning af, at de, der kommer ind i helvede, nogensinde kommer ud af det. Men NT lader døren stå åben for den tro, at selv om helvede som en manifestation af Guds ubarmhjertige vrede mod synden er uendelig, er eksistensen af dem, der lider i det, måske ikke uendelig. Det er vanskeligt at forene den ultimative opfyldelse af hele universet i Kristus (Ef. 1:10; Kol. 1:20) med den fortsatte eksistens af dem, der forkaster ham. Nogle forskere har hævdet, at en evig straf er en straf, der er evig i sine virkninger; under alle omstændigheder betyder evig ikke nødvendigvis uendelig, men indebærer “lang varighed, der strækker sig til forfatterens mentale horisont” (J. A. Beet). På den anden side antyder Åb 20,10 en bevidst, uendelig pine for djævelen og hans agenter, om end i en meget symbolsk passage, og nogle vil hævde, at en lignende ende venter mennesker, der i sidste ende nægter at omvende sig. Under alle omstændigheder bør intet få lov til at aflede opmærksomheden fra alvoren i Herrens advarsler om den frygtelige realitet, som Guds dom i den kommende verden vil være. I Jas. 3,6 synes Gehenna ligesom den bundløse grav i Åb. 9,1ff. og 11,7 at være kilden til det onde på jorden. NT’s billedsprog vedrørende den evige straf er ikke ensartet. Ud over ild beskrives den som mørke (Mt. 25:30; 2 Pet. 2:17), død (Åb. 2:11), ødelæggelse og udelukkelse fra Herrens nærvær (2 Thes. 1:9; Mt. 7:21-23) og en gæld, der skal betales (Mt. 5:25-26). Kun i 2 Pet. 2:4 finder vi det verbum, der i RSV er oversat med “kastet i helvede” og gengivet af Pesh. ‘kastet ned i de lavere regioner’. er det klassiske ord for stedet for den evige straf, men anvendes her på den mellemliggende straffesfære for faldne engle.

BIBLIOGRAFI. J. A. Beet, The Last Things, 1905; S. D. F. Salmond, The Christian Doctrine of Immortality, 1907; J. W. Wenham, The Goodness of Godness of God, 1974; H. Bietenhard, NIDNTT 2, pp. 205-210; J. Jeremias, TDNT 1, pp. 9f., 146-149, 657f.

Mere information:

Himlen.

1. Skabt af Gud. Ge 1:1; Re 10:6.

2. Evig. Sl 89:29; 2. Kor. 5:1.

3. Umådelig. Jer 31:37.

4. Høj. Sl 103:11; Es 57:15.

5. Hellig. De 26:15; Sl 20:6; Es 57:15.

6. Guds bolig. 1Ki 8:30; Mt 6:9.

7. Guds trone. Es 66:1; Apg 7:49.

8. Gud

a. Er Herren over. Da 5:23; Mt 11:25.

b. Regerer i. Sl 11:4; 135:6; Da 4:35.

c. Fylder. 1Ki 8:27; Jer 23:24.

d. Svarer sit folk fra. 1Kh 21:26; 2Kh 7:14; Ne 9:27; Sl 20:6.

e. Sender sine domme fra. Ge 19:24; 1Sa 2:10; Da 4:13,14; Ro 1:18.

9. Kristus

a. Som mægler, trådte ind i. Apg 3:21; Hebr 6:20; 9:12,24.

b. Er almægtig i. Mt 28:18; 1Pe 3:22.

10. Engle er i. Mt 18:10; 24:36.

11. Navne på helgener er skrevet. Lu 10:20; Heb 12:23.

12. Helgener belønnes i. Mt 5:12; 1Pe 1:4.

13. Omvendelse giver anledning til glæde i. Lu 15:7.

14. Lægger en skat i. Mt 6:20; Lu 12:33.

15. Kød og blod kan ikke arve. 1Co 15:50.

16. Lykken i, beskrevet. Re 7:16,17.

17. Bliver kaldt

a. En garner. Mt 3:12.

b. Kristi og Guds rige. Ef 5:5.

c. Faderens hus. Joh 14:2.

d. Et himmelsk land. Heb 11:16.

e. En hvile. Heb 4:9.

f. Paradis. 2Co 12:2,4.

18. De ugudelige udelukket fra. Ga 5:21; Ef 5:5; Rom 22:15.

19. Enok og Elias blev oversat til. Ge 5:24; Heb 11:5; 2Ki 2:11. 3

Helvede.

1. Stedet for de kropsløse ånder. Apg 2:31.

a. Som Kristus besøgte. Lu 23:43; ApG 2:31; 1Pe 3:19.

b. Indeholder, et hvilested, Abrahams skød. Lu 16:23.

c. Paradis. Lu 23:43.

d. Og et sted med pinsler. Lu 16:23.

2. Den fremtidige straffes sted

a. Tilintetgørelse fra Guds nærvær. 2Th 1:9.

3. Beskrives som

a. Evig straf. Mt 25:46.

b. Evigvarende ild. Mt 25:41.

c. Evige forbrændinger. Es 33:14.

d. En ovn af ild. Mt 13:42,50.

e. En sø af ild. Re 20:15.

f. Ild og svovlsten. Re 14:10.

g. Uslukkelig ild. Mt 3:12.

h. Fortærende ild. Es 33:14.

4. Forberedt for djævelen, &c. Mt 25:41.

5. Djævle er indespærret i, indtil dommedag. 2Pe 2:4; Judas 1:6.

6. Straffen for, er evig. Es 33:14; Re 20:10.

7. De ugudelige skal blive forvandlet til. Sl 9:17.

8. Menneskelig magt kan ikke bevare fra. Eze 32:27.

9. Kroppen lider i. Mt 5:29; 10:28.

10. Sjælen lider i. Mt 10:28.

11. De kloge undgår. Pr 15:24.

12. Bestræber sig på at holde andre fra. Pr 23:14; Jud 1:23.

13. De ugudeliges samfund fører til. Pr 5:5; 9:18.

14. Dyret, de falske profeter og djævelen skal kastes i. Re 19:20; 20:10.

15. Magterne i, kan ikke få overhånd over Kirken. Mt 16:18.

16. Illustreret. Es 30:33.