Det antikke GrækenlandRediger
De første mennesker, som vi ved, skabte skuespil, var de gamle grækere, omkring år 500 f.Kr. De inddelte skuespil i to slags: tragedie og komedie. Denne opdeling bruges stadig i dag. De mest kendte oldgræske skuespilforfattere er Aischylos, Sofokles, Euripides og Aristofanes. Nogle af deres skuespil har overlevet og bliver stadig opført i dag.
Disse antikke græske skuespil blev opført udendørs i store amfiteatre, så mange mennesker kunne se dem. Der var konkurrencer blandt dramatikerne (folk, der skriver skuespil, kaldes dramatikere), og vinderen fik en præmie.
Grækerne havde mange geniale idéer. De brugte mekaniske anordninger som fælder og machinaen: en kran til at hejse guder op og ned fra scenen (deraf ‘Deus ex machina’). De havde et græsk kor, der gav oplysninger for at hjælpe publikum med at følge med i forestillingen. Koret kommenterer temaer og viser, hvordan et publikum kan reagere på dramaet. Spillerne bar masker. Illustrationer på vaser viser hjelmlignende masker, der dækker hele ansigtet og hovedet, med huller til øjnene og en lille åbning til munden, samt en paryk. Masken skulle “smelte” ind i ansigtet og gøre det muligt for skuespilleren at forsvinde ind i sin rolle. Derfor tænkte tilskuerne ikke på skuespilleren, men på karakteren.
MiddelalderenRediger
I middelalderen begyndte den katolske kirke at bruge teatret som en måde at fortælle historierne fra Bibelen til folk, der ikke kunne læse. De skrev mysteriespil, hvor hver del af bibelhistorien var et skuespil, der blev opført af en anden gruppe mennesker. De skrev mirakelskuespil, som handlede om helgeners liv. De skrev sædelighedsspil, som lærte publikum, hvordan de skulle leve et godt kristent liv.
Commedia dell’arte-spilRediger
I 1500-tallet turnerede grupper af skuespillere rundt i Italien og opførte komiske skuespil for at underholde byboerne. Disse stykker blev kaldt Commedia dell’arte, og der blev skabt forskellige historier omkring den samme gruppe af karakterer. Ofte var det skuespillerne, der fandt på de talte replikker for hver forestilling.
Andre former for skuespil kaldet neoklassiske dramaer og neoklassiske komedier var også populære i Italien og Frankrig på dette tidspunkt. Disse skuespil blev skrevet for at kopiere stilen i skuespil fra det antikke Grækenland og Rom.
Elisabethansk teaterRediger
I slutningen af det 16. århundrede (før 1600) begyndte de omrejsende skuespillere at optræde i faste teaterbygninger. Det var den periode, hvor William Shakespeare skrev. Han levede fra 1564 til 1616. På det tidspunkt var det i England ikke tilladt for kvinder at optræde, så mandlige skuespillere spillede kvindelige karakterer.
Hans teater lå i London i England. Det blev kaldt The Globe Theatre. Det var et udendørs teater, og der blev opført skuespil om dagen for et stort publikum. Hans skuespil var meget populære, og mange af dem bliver stadig opført den dag i dag. Mange mennesker mener, at Shakespeare var en af de bedste dramatikere (en forfatter af skuespil).
Skuespil, herunder Shakespeares, blev forbudt under Protektoratet’. Derefter blev der skrevet og spillet mange flere.
Spil fra 1900-talletRediger
Efter Anden Verdenskrig begyndte dramatikere i Europa og USA at lave skuespil i en ny stil kaldet “Det absurde teater”. Efter at have set krigens rædsler følte disse dramatikere, at alle deres gamle værdier var blevet ødelagt. Dramatikere som Samuel Beckett, Eugène Ionesco, Harold Pinter og Jean Genet skrev skuespil, der anses for at være “det absurde teater.”
Der er nogle af de samme idéer i skuespillene om “det absurde teater”, som findes i filosofien (en måde at tænke på) kaldet eksistentialisme. Eksistentialismen er meget forskellig fra mange andre filosofier. De fleste religioner og filosofier siger, at menneskelivet har en mening (eller et formål). Filosofien i eksistentialismen er, at menneskelivet ikke har en mening (eller et formål). Når noget ikke har nogen mening, er det “absurd”. (absurd betyder betyder fjollet og meningsløs.)
De skuespil, der er skrevet i denne stil, får folk til at tænke over spørgsmål som “hvordan er det at være et menneske i verden?” og “hvad betyder det for et menneske at være fri?”. De er ofte fyldt med triste følelser, såsom bekymring, frygt og tanker om døden.