Håndtering og behandling

Hvordan behandles testikelkræft på de enkelte stadier?

Næsten alle testikelkræftformer starter i kønscellerne (de celler, der bliver til sædceller eller æg). De vigtigste typer af testikelkimcelletumorer er seminomer og ikke-seminomer. Ikke-seminomer har en tendens til at vokse og sprede sig hurtigere end seminomer. Seminomer er mere følsomme over for stråling, og begge typer er meget følsomme over for kemoterapi. Hvis en testikeltumor har både seminom- og ikke-seminomceller, behandles den som et ikke-seminom.

De tre vigtigste former for behandling af testikelkræft er:

• Kirurgisk behandling: Denne behandling kan omfatte fjernelse af testiklen (orkiektomi) og fjernelse af tilhørende lymfeknuder (lymfeknudeudskillelse). Normalt udføres orkiektomi ved både seminom og ikke-seminom testikelkræft, mens fjernelse af lymfeknuder mest anvendes ved ikke-seminom. Der kan også i visse situationer foretages kirurgi for at fjerne tumorer fra lungerne eller leveren, hvis de ikke er forsvundet efter kemoterapi.
• Strålebehandling: Denne behandling anvender højdosis røntgenstråler til at dræbe kræftceller. Stråling kan anvendes efter operation til patienter med seminomer for at forhindre, at tumoren vender tilbage. Normalt er stråling begrænset til behandling af seminomer.
• Kemoterapi: Denne behandling anvender lægemidler som cisplatin, bleomycin og etoposid til at dræbe kræftceller. Kemoterapi har forbedret overlevelsesraten for personer med både seminomer og ikke-seminomer.

Behandling efter stadie for testikelkræft

I stadie I er behandlingen normalt operation for at fjerne testiklen. For seminomer i stadie I er standardbehandlingen observation, en eller to doser kemoterapi med carboplatin (givet med 21 dages mellemrum, hvis man giver to doser) eller stråling af lymfeknuderne i maven. For ikke-seminomer består behandlingen af observation, kemoterapi med en cyklus bleomycin, etoposid og cisplatin eller operation for at fjerne lymfeknuder i bagenden af maven (operationen kaldes en retroperitoneal lymfeknudeudskæring).

I stadium II opdeles seminomtumorer i voluminøs og ikke voluminøs sygdom. Bulky sygdom er generelt defineret som tumorer større end 5 centimeter. Ved ikke-bulky sygdom omfatter behandlingen af seminomer i stadium II operation for at fjerne testiklen efterfulgt af enten stråling af lymfeknuderne eller kemoterapi med ni uger (tre cyklusser på 21 dage) bleomycin, etoposid og cisplatin eller 12 uger (fire cyklusser på 21 dage) etoposid og cisplatin. I tilfælde af voluminøs sygdom omfatter behandlingen operation med fjernelse af testiklen efterfulgt af kemoterapi med ni uger (tre cyklusser på 21 dage) med bleomycin, etoposid og cisplatin eller 12 uger (fire cyklusser på 21 dage) med etoposid og cisplatin uden bleomycin.

Behandlingen af ikke-seminomer i stadie II er på samme måde opdelt i voluminøs og ikke voluminøs sygdom, men grænsen er lavere, nemlig 2 centimeter. For ikke-bulky sygdom med normale AFP- og BHCG-blodprøveresultater er behandlingen normalt operation for at fjerne testiklen efterfulgt af enten retroperitoneal lymfeknudeudskæring for at fjerne lymfeknuderne bag i maven (retroperitoneum) eller ellers kemoterapi med ni uger (tre 21-dages cyklusser) med bleomycin, etoposid og cisplatin eller 12 uger (fire 21-dages cyklusser med etoposid og cisplatin). Hvis der foretages en lymfeknudeudskæring, og der findes kræft i de lymfeknuder, der er fjernet, anbefales ofte seks ugers kemoterapi med cisplatin og etoposid (enten med eller uden bleomycin). Ved voluminøs sygdom (større end 2 cm) og også ved ikke-voluminøs sygdom, hvis blodprøver viser unormalt høje niveauer af AFP eller BHCG, foretages der en operation for at fjerne testiklen efterfulgt af kemoterapi (den samme kemoterapi som defineret ovenfor for seminom). Efter kemoterapien skal der foretages en operation for at fjerne lymfeknuderne bag i maven, hvis der er tilbageværende forstørrede knuder.

I stadium III er behandlingen operation for at fjerne testiklen efterfulgt af kemoterapi med flere lægemidler. Behandlingen er den samme for seminomer og ikke-seminomer i stadium III, bortset fra at der efter kemoterapi ofte foretages en operation for at fjerne eventuelle resttumorer i ikke-seminomer. Ved seminomer kræver resttumorer normalt ikke yderligere behandling. Kemoterapi består typisk af ni uger med bleomycin, etoposid og cisplatin eller 12 uger med etoposid plus cisplatin for patienter med gunstige risikofaktorer og 12 uger med bleomycin, etoposid og cisplatin for patienter med ugunstige risikofaktorer. Ugunstige risikofaktorer omfatter stærkt forhøjede tumormarkører i blodet og tumorer i andre organer end lungerne, f.eks. lever, knogler eller hjerne.

Hvis kræften er et tilbagefald af en tidligere testikelkræft, består behandlingen normalt af kemoterapi med kombinationer af forskellige lægemidler, f.eks. ifosfamid, cisplatin, etoposid, vinblastin eller paclitaxel. Denne behandling efterfølges undertiden af en autolog knoglemarvstransplantation eller en perifer stamcelletransplantation. Recidiv, der opstår mere end to år efter den første behandling, behandles normalt med en kombination af kirurgi og kemoterapi.