Takket være et overvældende tillidsvotum fra omkring tre fjerdedele af de russiske vælgere kan Vladimir Putin nu forblive præsident i Rusland indtil 2036. Han vil være 84 år gammel, når han gennemfører den anden af de to yderligere seksårige perioder, som de russiske vælgere tildelte ham ved en folkeafstemning, der sluttede den 30. juni. De endelige resultater af folkeafstemningen foreligger endnu ikke alle, men der er ingen tvivl om resultatet.
Af folkeafstemningen, der garanterede Putins embedsperiode – forudsat at han forbliver det billede af sundhed, som han konstant demonstrerer over for de tilbedende tilhængere – blev der faktisk behandlet 205 ændringer af den russiske forfatning ud over spørgsmålet om hans forlængede embedsperiode. Blandt disse var populære som f.eks. ægteskab som en heteroseksuel forening, indekseringsgarantier for pensioner og en række andre sociale ydelser. Forslaget om embedsperiode blev begravet blandt de mange ændringsforslag, hvilket gjorde det næsten umuligt for Putins forlængelse at blive forkastet.
I 2036 vil Putin have overlevet mindst tre amerikanske præsidenter, og mindst fire, hvis Donald Trump ikke bliver genvalgt i år. Hans tid på posten – hvis man medregner hans fire år som premierminister, hvor han var den reelle magt bag den daværende præsident Dmitrij Medvedev – vil i alt løbe op i næsten 37 år. Denne forlængede embedsperiode vil gøre ham til den længst siddende russiske (eller sovjetiske) leder siden Peter den Store, hvis portræt pryder Putins kontor i Kreml.
Putins offentligt erklærede mål er at genoprette den russiske storhed til i det mindste sovjettiden. Selv om han ikke har de ideologiske impulser, som ansporede Lenin, Stalin og deres efterfølgere, deler Putin de samme geopolitiske bekymringer, som motiverede alle hans kommunistiske og zaristiske forgængere. Han har også taget de taktikker til sig, som var centrale i den sovjetiske spillebog. Som den amerikanske diplomat George Kennan bemærkede i sit “lange telegram fra Moskva” den 22. februar 1946 i begyndelsen af det, der blev den kolde krig:
“I bunden af Kremls neurotiske syn på verdensanliggender ligger en traditionel og instinktiv russisk følelse af usikkerhed. … Russiske magthavere har uvægerligt følt, at deres styre var relativt arkaisk i sin form. … Oprindeligt var der tale om usikkerhed hos et fredeligt landbrugsfolk, der forsøgte at leve på en stor udsat slette i nærheden af voldsomme nomadefolk. Hertil kom, efterhånden som Rusland kom i kontakt med det økonomisk avancerede Vesten, frygten for mere kompetente, mere magtfulde og mere velorganiserede samfund. … Af denne grund har Rusland altid frygtet fremmed indtrængen. … Russerne vil deltage officielt i internationale organisationer, hvor de ser mulighed for at udvide … magt, eller for at hæmme eller udvande andres magt. … Der vil blive gjort en indsats … for at ødelægge den nationale selvtillid, for at hæmme foranstaltninger til nationalt forsvar, for at øge den sociale og industrielle uro, for at stimulere alle former for uenighed. … Fattige vil blive sat op mod rige, sorte mod hvide, unge mod gamle, nyankomne mod etablerede indbyggere.”
Det hele virker kvalmende bekendt.
Putin nyder dog godt af en klar fordel i forhold til sine zaristiske og kommunistiske forgængere. Ingen af dem var i stand til at nyde den støtte, som han har modtaget fra Trump fra den dag, den amerikanske præsident tiltrådte sit embede, og endda før det. Ingen af Ruslands andre ledere har nogensinde haft nogen seriøs indflydelse på USA’s valg. Ingen af dem fik USA’s præsident til at tro på deres ord frem for sine egne efterretningseksperter, selv ikke da det viste sig, at russiske irregulære muligvis havde dræbt amerikanske tropper. Selv tilbage i 2014 var Putin i stand til at annektere Krim og sende sine “små grønne mænd” ind i Ukraine – uden et pip fra Det Hvide Hus, siden Trump tiltrådte.
Putin kan kun nyde godt af Det Hvide Hus’ spytslikkeri i et par måneder endnu. Måske vil Putin, efterhånden som Trumps meningsmålinger fortsætter med at falde, beslutte, at han må udnytte det vindue af muligheder, som han nu har, til at flytte sine styrker ind i Hviderusland og dermed placere Polen i en russisk skruestik. Selv hvis han ikke gør det, betyder Putins forlængede embedsperiode, at Rusland ikke længere udelukkende kan ses som en kortsigtet trussel mod amerikanske interesser. Tværtimod vil de næste mange præsidenter skulle kæmpe med en mand, hvis livsmission er, som Kennan så elegant udtrykte det i sit lange telegram, “at søge sikkerhed kun i tålmodig, men dødbringende kamp for total ødelæggelse af rivaliserende magt.”
Dov S. Zakheim er seniorrådgiver ved Center for Strategic and International Studies og næstformand for bestyrelsen for Foreign Policy Research Institute. Han var underforsvarsminister (finansinspektør) og finanschef for forsvarsministeriet fra 2001 til 2004 og viceunderforsvarsminister fra 1985 til 1987.