September 11, 2020

“Jeg husker den dag så tydeligt som i går.”

Det er 19 år siden de tragiske angreb i New York, NY, Arlington, VA, og Shanksville, PA. Næsten 3.000 af vores venner, familiemedlemmer, naboer og kolleger nåede aldrig hjem den aften.

For David Pan, en karriere efterretningsofficer, der var inde i Pentagon den skæbnesvangre morgen den 11. september 2001, ændrede disse begivenheder hans liv for altid. Pan var heldig at komme ud af Pentagon i live, men den følelsesmæssige indvirkning, som denne dag havde på ham, er evig.

“For mig var den 11. september et afgørende øjeblik i mit liv. Verden vil aldrig blive den samme som dagen før,” sagde Pan, der i øjeblikket er kontraktansat i Office of the Director of National Intelligence (ODNI). “Vores uskyld på vores hjemmefront blev for altid ødelagt. Vi ser anderledes på verden og os selv.”

Pan har viet over 37 år af sit liv til at beskytte USA’s nationale sikkerhed, men de følelser, han følte den 11. september, skabte en ny fornemmelse af, hvad tjeneste betyder.

“Jeg følte en meget stærk følelse af national samhørighed i kølvandet på den 11. september. Vi samledes bag vores præsident og var fast besluttet på at finde og straffe dem, der begik angrebet mod os alle,” sagde Pan. “Der er gået 19 år, men jeg tror, at vi stadig står sammen om at forhindre en ny 11. september 2001 på vores jord.”

Kaperne af det fly, der ramte Pentagon, fløj flyet ind i Pentagons vestlige facade, nøjagtig der, hvor Pans kontor plejede at ligge.

På dagen for angrebene arbejdede Pan og hans kolleger på en global nuklear kommando- og kontroløvelse i kælderen i Pentagon.

For Pan og mange andre virkede dagen ikke anderledes end andre sensommerdage i D.C.-området.

“Den 11. september 2001 startede som en smuk, klar morgen, da jeg ankom til Pentagons parkeringsplads kl. 7.00 den morgen. Jeg husker, at jeg så et fly lette fra den nationale lufthavn, mens jeg gik indenfor. Vi havde fjernsyn i rummet i bygningens kælder, nær gang 8.”

Da de tændte for fjernsynet den morgen, var der ingen i Pentagons kælder, der troede, at de ville være vidne til det største terrorangreb på amerikansk jord siden angrebet på Pearl Harbor i 1941.

“Jeg så begivenhederne, der udspillede sig i New York City, med meldingen om det første fly, der styrtede ind i det nordlige tårn, og derefter det andet, der gik ind i det sydlige tårn. Det var der, jeg vidste, at det var et terrorangreb.”

Da disse angreb fandt sted kun fire timer nord for Pentagon, opstod spørgsmålet om, hvor det næste angreb eller mål ville være.

“Vi arbejdede videre med vores øvelse efter det, men jeg kom med en bemærkning om, at Pentagon-politiet hellere skulle skærpe sikkerheden, for vi er sandsynligvis de næste. Kort efter løb den officer, der arbejdede med øvelsen sammen med os, ind i vores rum og fortalte os, at et fly havde ramt bygningen, og at vi var nødt til at evakuere.”

Men mange følte ikke angrebets hastende karakter og alvor med det samme.

“Det var surrealistisk at gå op ad trappen sammen med andre uden nogen følelse af hastende karakter, der føltes som en brandøvelse. Det var først, da vi nåede frem til udgangen, at vi vidste, at det ikke var normalt. Sikkerhedsvagterne fortalte os, at vi skulle blive ved med at bevæge os, at vi ikke skulle trække vores badges og forlade bygningen til parkeringspladsen.”

Da masserne nåede udenfor, blev angrebet meget virkeligt. Selv fra den anden side af verdens største kontorbygning kunne man se røg og flammer.

“Jeg kiggede op og så røg komme ind over bygningen fra den anden side af Pentagon, hvor flyet havde ramt. Jeg gik hen til min bil og tændte for radioen. Jeg kunne se røgen fra den anden side ved Route 27. Efter et stykke tid besluttede jeg, at det ikke var klogt at blive der, da tingene var meget forvirrende. Jeg satte mig på vejen.”

Da tusindvis af amerikanere hørte om Pentagon-angrebet på tv, begyndte de at bekymre sig om deres kære, som befandt sig i bygningen den dag. Det eneste, de ønskede at gøre, var at ringe og høre, om de var i live. Desværre var det ikke en mulighed.

“Min kone vidste ikke, hvad der skete med mig, da alle mobiltelefonlinjerne var blokeret, og jeg kunne ikke komme igennem.”

Pan nåede til sidst sikkert hjem til sin kone og begyndte at reflektere over sin morgen. Hvert år husker han begivenhederne, lugtene og det kaos, der opstod i Pentagon den morgen.

Den 11. september 2001 led USA et tab, som ingen havde forventet. Det, der startede som en normal dag, blev til en 19 år lang global krig mod terrorismen. På vegne af ODNI og hele efterretningsmiljøet sørger vi over de liv, der gik tabt den dag, og hylder de modige mænd og kvinder, der tjener vores nation for at sikre, at der ikke sker en ny 11. september på amerikansk jord.