Top 10 fakta om Aristoteles

Top 10 fakta om Aristoteles

Aristoteles blev født i 384 f.Kr. i Stagira, Chalcidice, ca. 30 km øst for det moderne Thessaloniki. Han er uden tvivl en af de mest berømte skikkelser i det antikke Grækenlands historie. Han var en beundret elev af den berømte gamle græske filosof Platon. Men i modsætning til Platon og Sokrates havde Aristoteles den egenskab, at han brugte videnskabelige og faktuelle ræsonnementer i sine studier af naturen, en egenskab, som hans forgængere regelmæssigt tilsidesatte til fordel for deres filosofiske meninger. Det var måske på grund af hans stærke fascination af naturen, logikken og fornuften, at han kom til at yde nogle afgørende bidrag. Disse bidrag afspejler sig stadig i nutidens matematik, metafysik, fysik, biologi, botanik, politik, medicin og mange andre områder. Han fortjente æren af at blive kaldt den første lærer. For at dykke yderligere ned i detaljerne om hans bedrifter, er her en liste over de 10 vigtigste fakta om Aristoteles.

1. Aristoteles blev forældreløs i en ung alder

Både Aristoteles’ forældre døde, da han var omkring tretten år, og Proxenus af Atarneus blev hans værge. Proxenus uddannede Aristoteles i et par år, inden han sendte ham til Athen til Platons akademi. Han boede på Atarneus, en by i Lilleasien. Aristoteles blev i Athen i næsten tyve år, før han forlod byen i 348/47 f.Kr. Det er muligt, at han frygtede de anti-makedonske stemninger i Athen på det tidspunkt og rejste, før Platon døde.

2. Han er grundlægger af zoologien

Da Platon døde, rejste Aristoteles videre til sin ven Hermias’ hof i Atarneus i Lilleasien, ledsaget af Xenokrates. Efter Hermias’ død rejste Aristoteles sammen med sin elev Theophrastus til øen Lesbos, hvor de sammen forskede i botanik og zoologi på øen og dens beskyttede lagune. Aristoteles var en mand, der var forud for sin tid. Han havde nye ideer om, hvordan man skulle studere verden. Han plejede at foretage detaljerede observationer af verden og nedskrev det, han så. I sin søgen efter at lære mere om dyrenes anatomi begyndte han at dissekere dem, hvilket var en ny praksis. Den tids græske filosoffer og pædagoger plejede at gøre alt deres arbejde i hovedet og tænke over verden uden at observere den.

3. Han var tutor for kongelige

I 343 f.Kr. blev Aristoteles inviteret af Filip II af Makedonien til at blive tutor for hans søn Alexander den Store. Han tog mange råd fra sin lærer. Aristoteles underviste også Ptolemæus og Kassander, som begge til sidst blev kronet til konger.

3. Aristoteles’ liv med romantik

Aristoteles giftede sig med Pythias og fik en datter, som han også kaldte Pythias, efter sin mor. Efter sin første kones ulykkelige bortgang blev Aristoteles forelsket i Herpyllis. Herpyllis var tidligere slave af Pythias. Hans nye kone kom til at føde ham en søn, som han kaldte Nikomachus.

4. Aristoteles bidrog til klassifikationen af dyr

Aristoteles var den første person, der vovede sig ud i klassifikationen af forskellige dyr. Han brugte egenskaber, der er fælles for visse dyr, til at kategorisere dem i sammenlignelige grupper. For eksempel skabte han, baseret på tilstedeværelsen af blod, to forskellige grupper såsom dyr med blod og dyr uden blod. På samme måde klassificerede han på grundlag af deres levested dyrene som dyr, der lever i vand, og dyr, der lever på land. Efter hans opfattelse havde livet en hierarkisk opbygning, og alle levende væsener kunne grupperes i dette hierarki på grundlag af deres position fra den laveste til den højeste. Han placerede den menneskelige art højest i denne hakkeorden.

5. Hans bidrag til fysikken

Det er rigtigt, at mens Aristoteles var grundlæggeren af nye grænser inden for biovidenskaberne, faldt hans forsøg inden for fysikken til sammenligning til jorden. Hans studier i fysik synes at have været stærkt påvirket af allerede etablerede idéer fra moderne og tidligere græske tænkere. F.eks. havde den verdensopbygning, han beskrev i sine afhandlinger om generation og fordærv og om himmelen, mange ligheder med forslag fra nogle teoretikere fra den før-sokratiske æra. Han tilsluttede sig Empedokles’ syn på universets opbygning, at alt blev skabt af forskellige sammensætninger af de fire grundelementer: jord, vand, luft og ild.

På samme måde antog Aristoteles, at enhver form for forandring betød, at noget var i bevægelse. På en temmelig selvmodsigende måde (i det mindste fandt de første fortolkere det sådan) definerede han bevægelsen af noget som aktualiteten af en potentialitet. I sin helhed forstod Aristoteles fysik som en del af den teoretiske videnskab, der var i synkronisering med naturfilosofien. Måske ville en mere identisk betegnelse at knytte til Aristoteles’ fortolkning blot være studiet af naturen.

6. Hans tanker om psykologi

Aristoteles var den første til at skrive en bog, der beskæftigede sig med psykologiens særlige forhold: De Anima eller Om sjælen. I denne bog foreslår han ideen om den abstraktion, der hersker over et menneskes krop og sind. Kroppen og sindet eksisterer i det samme væsen og er sammenflettet på en sådan måde, at sindet er en af kroppens mange grundlæggende funktioner.

I en mere detaljeret psykologisk analyse inddelte han det menneskelige intellekt i to væsentlige kategorier: det passive intellekt og det aktive intellekt. Ifølge Aristoteles ligger det i menneskets natur at efterligne noget, der, selv om det kun er på et overfladisk plan, giver os en følelse af lykke og tilfredshed. Hans bidrag var et kæmpe spring fremad i forhold til den førvidenskabelige tids psykologi, der gik forud for ham, og førte os ind i en tidsalder med langt mere præcise kvalitative og kvantitative analyser.

7. Aristoteles’ syn på etik

Det ville være en uretfærdighed over for Aristoteles’ værk, hvis man skulle forsøge at opsummere de rige detaljer i den aristoteliske etik inden for rammerne af et par afsnit. Vi kan dog ikke vige tilbage for at dele hans storslåede bidrag. Den nikomacheiske etik fremstår som et af de store højdepunkter i Aristoteles’ fortolkninger. Det er Aristoteles’ mest kendte værk om etik: en samling af ti bøger baseret på noter fra hans forskellige forelæsninger på Lyceum. Den nikomacheiske etik udlægger Aristoteles’ tanker om forskellige moralske dyder og deres respektive detaljer.

Aristoteles’ etik skitserer de forskellige sociale og adfærdsmæssige dyder hos et idealmenneske. For eksempel stables den selvtillid, man bærer over for frygt og nederlag, op som mod, evnen til at modstå de fysiske nydelsers fristelser fremstår som et menneskes mådehold, gavmildhed og storsind taler om de mængder af rigdom, man kan give væk til andres velfærd, og enhver ambition kan aldrig være virkelig storsindet, medmindre den opnår en upåklagelig balance mellem den ære, den lover, og de afgifter, den betaler. Disse og andre centrale uddrag danner sammen med andre centrale uddrag grundlaget for Aristoteles’ bestræbelser inden for etikken. I denne etiske essens mente Aristoteles, at “uanset de forskellige påvirkninger fra vores forældre, samfundet og naturen er vi de eneste fortællere af vores sjæl og dens aktive tilstande.”

8. Aristoteles om politik

“Politik” er et ord, der er afledt af det græske ord polis, som i det gamle Grækenland repræsenterede enhver bystat. Aristoteles mente, at “polis” afspejlede de øverste lag af politiske sammenslutninger. At være borger i en polis var afgørende for, at en person kunne føre et liv af god kvalitet. At opnå denne status betød, at en borger var nødt til at skabe de nødvendige politiske forbindelser for at sikre sig permanent ophold. I Aristoteles’ øjne pegede netop denne stræben på, at “mennesket er et politisk dyr.”

Selvfølgelig var de forskellige foretagender i Aristoteles’ liv med til at forme hans politiske indsigt på måder, som hans forgængere og samtidige ikke kunne. Hans progressive eventyr i biologien om den naturlige flora og fauna er helt synlige i naturalismen i hans politik. Han inddeler polis og dens respektive forfatninger i seks kategorier, hvoraf han vurderer tre til at være gode og de resterende tre til at være dårlige. De gode er efter hans mening konstitutionel regering, aristokrati og kongedømme, og de dårlige omfatter demokrati, oligarki og tyranni. Han mener, at den politiske værdsættelse af et individ direkte afhænger af deres bidrag til at gøre livet i deres polis bedre.

9. Aristoteles har mange kælenavne

Aristoteles’ navn betyder groft oversat “det bedste formål”. Men efterhånden som Aristoteles blev berømt, samlede han flere øgenavne. Mens han stadig var i live, var han kendt som “manden, der vidste alt”. Senere kaldte Tomas Aquinas ham blot for “Filosoffen”, da han mente, at Aristoteles var den eneste filosof, man nogensinde ville få brug for. I den sene middelalder kaldte Dante Alighieri ham “Mesteren” i sit mesterværk Den guddommelige komedie.

10. Aristoteles startede en skole

Aristoteles startede en skole i Lyceum, der var kendt som den peripatetiske skole. Mange tilskriver dette navn Aristoteles’ påståede vane med at gå, mens han holdt foredrag, og det kommer af ordet peripatêtikos (græsk betyder “at gå”), men det er mere sandsynligt, at navnet kom fra peripatoi, kolonnaderne, der omgav Lyceum.

Nu kender du de 10 vigtigste fakta om Aristoteles. Jeg håber, at du nød at læse denne artikel.