Beskrivelse

Tegnene transferrinmætning og jernbindingskapacitet, saturation, er indbyrdes ombyttelige; i de sidste mange år er denne værdi dog oftest blevet omtalt som transferrinmætning. Dette minimerer også forvirring med en anden hyppigt anvendt værdi, jernbindingskapaciteten, ved bestemmelse af en patients jernstatus.

Jernbindingskapacitet

For at måle jernbindingskapaciteten (IBC) tilsættes en standardmængde eksogent jern til patientens serum i laboratoriet. Dette jern optager alle de tilgængelige bindingssteder og kan give et overskud af ubundet jern. Derefter tilsættes en standardmængde magnesiumcarbonat, som binder sig til det ubundne jern og danner jern-carbonatkomplekser.

Prøven centrifugeres, hvorved jern-carbonatkomplekser fjernes, og ubundet jern efterlades i supernatanten. Måling af denne ubundne supernatant giver værdien af IBC. Denne IBC-værdi er derfor et indirekte mål for proteintransferrin, som binder jern i serum.

Andre metoder til bestemmelse af IBC er baseret på samme princip som adsorbentmetoder med trækul, aluminiumoxidkolonner eller ionbytterharpikser.

Transferrinmætning

Transferrinmætningen beregnes med nedenstående formel:

(Serumjernniveau X 100) / samlet jernbindingskapacitet

Transferrinmættelser på under 20 % tyder på jernmangel, mens transferrinmættelser på over 50 % tyder på jernoverbelastning.

Jernprøver, der ofte udføres sammen for at diagnosticere jernmangel eller -overbelastning, omfatter serumjern-, ferritin-, IBC- og transferrinniveauer.

Indikationer/anvendelser

Den mest almindelige indikation for opnåelse af et transferrinmætningsniveau er at bestemme en patients jernstatus, enten mangel eller overbelastning.

IBC-værdien og transferrinmætning tolkes bedst i forbindelse med yderligere jernundersøgelser (typisk serumjern, ferritin, transferrin) og i den kliniske kontekst af patientens grundlæggende helbredstilstand.

Efter jernrepletion kan IBC-værdien genudtegnes sammen med andre jernprøver for at vurdere behandlingen.

IBC er en nyttig test til bestemmelse af jernmangelens stadium. For eksempel omfatter de tidligste markører for jernmangel ferritin, marvjern og IBC. Disse efterfølges af serumjern, procentdel af transferrinmætning og fald i hæmoglobin og hæmatokrit.

I pædiatriske populationer med anæmi er en transferrinmætning på mindre end 16 % diagnostisk for jernmangelanæmi. Den er begrænset af døgnvariation i serumjernniveauerne.

Overvejelser

Medicin, der kan øge IBC-værdierne, omfatter fluorider og p-piller. Medicin, der kan sænke IBC-værdierne, omfatter adrenocorticotropisk hormon (ACTH) og chloramphenicol.

I tilstande med jernoverbelastning med deraf følgende overskydende jerndeposition i vævene kan overskydende frit jern resultere i cirrose, diabetes, kardiomyopati, arthritis og andre endokrine lidelser; det er derfor vigtigt at overvåge jerntest, herunder IBC- og transferrinmætningsværdier.

Eksempler findes i hele litteraturen på forsøg på at korrelere en TIBC- eller transferrinmætningsværdi med en bestemt lidelse. For eksempel fandt man i en nylig retrospektiv undersøgelse, at mænd med anæmi bør gennemgå en grundig endoskopisk evaluering for at vurdere for gastrointestinale neoplasmer, når transferrinmætningsværdien er 9 % eller mindre. Der er behov for yderligere undersøgelser for at afgøre, om IBC- og transferrinmætningsværdier kan være diagnostiske ved andre lidelser.

Dertil kommer, at investigatorer også har forsøgt at opstille målværdier for transferrinmætningen ved bestemte lidelser. For eksempel anbefaler KDOQI-retningslinjerne (Kidney Disease Outcomes Quality Initiative) fra 2006 for patienter med kronisk nyresygdom vurdering af jerntest for at fastslå jernmangels bidrag til anæmi. KDOQI anbefaler, at man opretholder en transferrinmætning på 20 % eller derover for at sikre tilstrækkelig jernforsyning til erytropoiese hos patienter, der får stimulerende midler.