Der er to hovedtyper af tumormarkører, som har forskellige anvendelser i kræftbehandling: cirkulerende tumormarkører og tumorvævsmarkører.

Cirkulerende tumormarkører kan findes i blodet, urinen, afføringen eller andre kropsvæsker hos nogle patienter med kræft. Cirkulerende tumormarkører anvendes til:

• vurdering af prognosen
• opsporing af kræft, der er tilbage efter behandling (restsygdom), eller som er vendt tilbage efter behandling
• vurdering af respons på behandling
• overvågning af, om en kræftsygdom er blevet resistent over for behandling

Og selv om et forhøjet niveau af en cirkulerende tumormarkør kan tyde på tilstedeværelsen af kræft, er dette alene ikke nok til at diagnosticere kræft. F.eks. kan ikke-kræftlignende tilstande undertiden medføre, at niveauet af visse tumormarkører stiger. Desuden vil ikke alle med en bestemt type kræft have et højere niveau af en tumormarkør, der er forbundet med den pågældende kræftform. Derfor kombineres målinger af cirkulerende tumormarkører normalt med resultaterne af andre undersøgelser, f.eks. biopsier eller billeddannelse, for at diagnosticere kræft.

Tumormarkører kan også måles med jævne mellemrum under kræftbehandling. F.eks. kan et fald i niveauet af en cirkulerende tumormarkør være tegn på, at kræften reagerer på behandlingen, mens et stigende eller uændret niveau kan være tegn på, at kræften ikke reagerer.

Cirkulerende tumormarkører kan også måles, når behandlingen er afsluttet, for at kontrollere, om der er tilbagefald (tilbagevenden af kræft).

Eksempler på almindeligt anvendte cirkulerende tumormarkører omfatter calcitonin (målt i blodet), som bruges til at vurdere behandlingssvar, screene for tilbagefald og vurdere prognosen ved medullær skjoldbruskkirtelkræft; CA-125 (målt i blod) til at overvåge, hvor godt kræftbehandlingen virker, og om kræften er kommet tilbage ved æggestokkræft, og beta-2-mikroglobulin (målt i blod, urin eller cerebrospinalvæske) til at vurdere prognosen og følge respons på behandling af multipel myelom, kronisk lymfatisk leukæmi og visse lymfomer.

Tumorvævsmarkører findes i selve tumorerne, typisk i en prøve af tumoren, der fjernes under en biopsi. Tumorvævsmarkører anvendes til:

• at diagnosticere, stadieinddele og/eller klassificere kræft
• vurdere prognosen
• vælge en passende behandling (f.eks. behandling med en målrettet terapi)

I nogle typer kræft afspejler niveauet af en tumormarkør sygdommens stadium (omfang) og/eller patientens prognose (sandsynligt resultat eller sygdomsforløb). Et eksempel er alfa-fetoprotein, som måles i blodet for at vurdere stadie, vurdere prognose og følge respons på behandling af kimcelletumorer. Der findes flere oplysninger om stadieinddeling af kræft på siden om stadieinddeling.

Tumormarkører kan måles før behandling for at hjælpe lægerne med at planlægge den rette behandling. For eksempel anvendes nogle test, kaldet companion diagnostics, som er blevet udviklet sammen med deres respektive målrettede terapilægemiddel, til at afgøre, om behandling med en bestemt målrettet terapi er hensigtsmæssig. Nogle af disse test måler, hvor meget af tumormarkøren der er til stede; andre påviser tilstedeværelsen af en specifik markør, f.eks. en genmutation.

Visse tumorvævsmarkører er mål for specifikke målrettede terapier. Det er imidlertid ikke alle mål for målrettede terapier, der er tumormarkører, som testes hos patienter. Der findes flere oplysninger om terapier, der er designet til at gribe ind i specifikke mål, der er involveret i kræftcellers vækst og overlevelse, i faktabladet om målrettede kræftterapier.

Eksempler på almindeligt anvendte tumorvævsmarkører omfatter østrogenreceptor og progesteronreceptor (brystkræft), der bruges til at afgøre, om behandling med hormonbehandling og nogle målrettede terapier er hensigtsmæssig; EGFR-genmutationsanalyse (ikke-småcellet lungekræft), der hjælper med at bestemme behandlingen og vurdere prognosen; og PD-L1 (mange kræfttyper), der bruges til at afgøre, om behandling med en type målrettet terapi kaldet en immunkontrolpunktshæmmer er hensigtsmæssig.