(Bemærk: Denne information handler om behandling af akut lymfatisk leukæmi (ALL) hos voksne. Hvis du vil vide mere om ALL hos børn, skal du se Leukæmi hos børn.)

Den vigtigste behandling af akut lymfatisk leukæmi (ALL) hos voksne er typisk langvarig kemoterapi (kemo). I de seneste år er lægerne begyndt at bruge mere intensive kemobehandlinger, hvilket har ført til flere reaktioner på behandlingen. Men disse behandlinger er også mere tilbøjelige til at forårsage bivirkninger, som f.eks. lavt antal hvide blodlegemer. Patienterne skal muligvis tage andre lægemidler for at hjælpe med at forebygge eller behandle disse bivirkninger.

Behandlingen foregår typisk i 3 faser:

• Induktion (remissionsinduktion)
• Konsolidering (intensivering)
• Vedligeholdelse

Den samlede behandling tager normalt ca. 2 år, hvor vedligeholdelsesfasen fylder det meste af denne tid. Behandlingen kan være mere eller mindre intensiv, afhængigt af undertypen af ALL og andre prognostiske faktorer.

ALL kan sprede sig til området omkring hjernen og rygmarven. Nogle gange er dette allerede sket, når ALL først bliver diagnosticeret. Denne spredning findes, når lægen foretager en lumbalpunktur (rygmarvsprøve), og der findes leukæmiceller i cerebrospinalvæsken (CSF), den væske, der omgiver hjernen og rygmarven. Behandlingen af dette diskuteres nedenfor.

Selv om der ikke findes leukæmiceller i CSF ved diagnosen, er det muligt, at de kan sprede sig der senere. Derfor er en vigtig del af behandlingen af ALL profylakse for centralnervesystemet (CNS) – en behandling, der nedsætter risikoen for, at leukæmien spreder sig til området omkring hjernen eller rygmarven. Dette er også beskrevet mere detaljeret nedenfor.

Induktion

Målet med induktionskemo er at få leukæmien i remission (fuldstændig remission). Det betyder, at der ikke længere findes leukæmiceller i knoglemarvsprøver (ved en knoglemarvsbiopsi), at de normale knoglemarvsceller vender tilbage, og at blodtallene vender tilbage til det normale niveau. Men en remission er ikke nødvendigvis en helbredelse, da leukæmiceller stadig kan gemme sig et eller andet sted i kroppen.

Induktions kemo varer normalt i en måned eller deromkring. Der kan anvendes forskellige kombinationer af kemomedicin, men de omfatter typisk:

• Vincristin
• Dexamethason eller prednison
• En anthracyklinmedicin som doxorubicin (Adriamycin) eller daunorubicin

Baseret på patientens prognostiske faktorer, kan nogle regimer også omfatte cyklofosfamid, L-asparaginase (eller pegaspargase) og/eller høje doser af methotrexat eller cytarabin (ara-C) som en del af induktionsfasen.

For ALL-patienter, hvis leukæmiceller har Philadelphia-kromosomet, indgår ofte også et målrettet lægemiddel såsom imatinib (Gleevec) eller dasatinib (Sprycel).

For patienter, der er ældre (typisk over 65 år) eller som har andre alvorlige helbredstilstande, anvendes mange af de samme lægemidler til induktion, selv om det kan være nødvendigt at reducere doserne af lægemidlerne.

Denne første måned af behandlingen er intensiv og kræver hyppige besøg hos lægen. Du kan tilbringe en del eller en stor del af denne tid på hospitalet, fordi der kan opstå alvorlige infektioner eller andre komplikationer. Det er meget vigtigt, at du tager al medicin som foreskrevet. Nogle gange kan komplikationer være alvorlige nok til at være livstruende, men med de seneste fremskridt inden for understøttende behandling (sygepleje, ernæring, antibiotika, vækstfaktorer, transfusioner af røde blodlegemer og blodplader efter behov osv.) er disse komplikationer meget mindre almindelige end tidligere.

Mest ofte går leukæmi i remission med induktionskemoterapi. Men da leukæmiceller stadig kan gemme sig et eller andet sted i kroppen, er yderligere behandling nødvendig.

CNS behandling eller profylakse: Der skal gives behandling enten for at forhindre, at leukæmicellerne spreder sig til CNS (CNS-profylakse), eller for at behandle leukæmien, hvis den allerede har spredt sig til CNS. Denne behandling påbegyndes ofte under induktion og fortsættes gennem de andre faser af behandlingen. Den kan omfatte en eller flere af følgende:

• Khemo, der sprøjtes direkte ind i CSF (kaldet intratekal kemoterapi). Det lægemiddel, der oftest anvendes, er methotrexat, men undertiden kan der også anvendes cytarabin eller et steroid som prednison. Intratekal kemo kan gives under en lumbalpunktur (rygmarvsprøve) eller gennem et Ommaya-reservoir (som beskrevet i afsnittet om kirurgi).
• Højdosis IV methotrexat, cytarabin eller anden kemo
• Strålebehandling af hjerne og rygmarv

Konsolidering (intensivering)

Hvis leukæmien går i remission, består den næste fase ofte af endnu et forholdsvis kort kemokur med mange af de samme lægemidler, som blev brugt ved induktionsbehandlingen. Dette varer typisk i et par måneder. Som regel gives stofferne i høje doser, så behandlingen stadig er ret intens. CNS-profylakse/behandling fortsættes typisk på dette tidspunkt.

Et målrettet lægemiddel som imatinib fortsættes også for patienter, hvis leukæmiceller har Philadelphia-kromosomet.

Nogle patienter i remission, f.eks. dem, der har visse undertyper af ALL eller andre dårlige prognostiske faktorer, har stadig en høj risiko for, at leukæmien går tilbage (kommer tilbage). I stedet for standard kemo kan lægerne foreslå en allogen stamcelletransplantation (SCT) på dette tidspunkt, især for dem, der har en bror eller søster, som ville være et godt donormatch. En autolog SCT kan være en anden mulighed. De mulige risici og fordele ved en stamcelletransplantation skal afvejes nøje for hver enkelt patient ud fra deres eget tilfælde, da det ikke er klart, at de er nyttige for alle patienter. Patienter, der overvejer denne procedure, bør overveje at få den udført på et center, der har udført mange stamcelletransplantationer.

Vedligeholdelse

Efter konsolidering sættes patienten generelt på et vedligeholdelseskemoterapiprogram med methotrexat og 6-mercaptopurin (6-MP). I nogle tilfælde kan dette kombineres med andre lægemidler som f.eks. vincristin og prednison.

For ALL-patienter, hvis leukæmiceller har Philadelphia-kromosomet, er et målrettet lægemiddel som imatinib ofte også inkluderet.

Vedligeholdelse varer normalt i ca. 2 år. CNS-profylakse/behandling fortsætter typisk på dette tidspunkt.

Responsrater på ALL-behandling

Generelt vil ca. 80 % til 90 % af de voksne få komplette remissioner på et tidspunkt under disse behandlinger. Det betyder, at man ikke længere kan se leukæmiceller i deres knoglemarv. Desværre får ca. halvdelen af disse patienter tilbagefald, så den samlede helbredelsesprocent ligger på omkring 40 %. Igen kan disse satser variere meget, afhængigt af undertypen af ALL og andre prognostiske faktorer. For eksempel har helbredelsesprocenten tendens til at være højere hos yngre patienter.

Hvad sker der, hvis leukæmien ikke reagerer eller kommer tilbage efter behandlingen?

Hvis leukæmien er refraktær – dvs. hvis den ikke forsvinder efter den første behandling (hvilket sker hos ca. 10 % til 20 % af patienterne) – kan man forsøge med nyere eller mere intensive doser af kemomedicin, selv om der er mindre sandsynlighed for, at de virker. Monoklonale antistoffer som blinatumomab (Blincyto) eller inotuzumab ozogamicin (Besponsa) kan være en mulighed for patienter med B-celle ALL. En stamcelletransplantation kan forsøges, hvis leukæmien kan bringes i i det mindste delvis remission. Kliniske forsøg med nye behandlingsmetoder kan også overvejes.

Hvis leukæmi går i remission med den indledende behandling, men derefter kommer tilbage (tilbagefald eller recidiverer), vil det oftest ske i knoglemarven og blodet. Lejlighedsvis vil hjernen eller rygmarvsvæsken være det første sted, hvor den vender tilbage.

I disse tilfælde er det nogle gange muligt at få leukæmien i remission igen med mere kemoterapi (kemo), selv om denne remission sandsynligvis ikke vil vare ved. Tilgangen til behandlingen kan afhænge af, hvor hurtigt leukæmien vender tilbage efter den første behandling. Hvis tilbagefaldet sker efter et langt interval, kan den samme eller en lignende behandling anvendes til at forsøge at opnå en anden remission. Hvis tidsintervallet er kortere, kan det være nødvendigt med mere aggressiv kemo med andre lægemidler.

Immunoterapi kan være en anden mulighed for nogle patienter. For eksempel kan et monoklonalt antistof som blinatumomab (Blincyto) eller inotuzumab ozogamicin (Besponsa) være en mulighed for nogle patienter med B-celle ALL, mens CAR T-cellebehandling kan være en mulighed for patienter, der er 25 år eller yngre.

ALL-patienter med Philadelphia-kromosomet, som tog et målrettet lægemiddel som imatinib (Gleevec), skiftes ofte til et andet målrettet lægemiddel.

For patienter med T-celle ALL kan kemomedicinen nelarabin (Arranon) være nyttig.

Hvis der kan opnås en anden remission, vil de fleste læger råde til en form for stamcelletransplantation, hvis det er muligt.

Hvis leukæmien ikke forsvinder eller bliver ved med at komme tilbage, er det usandsynligt, at en eventuel behandling med mere kemo vil være nyttig. Hvis en stamcelletransplantation ikke er en mulighed, kan en patient overveje at deltage i et klinisk forsøg med nyere behandlinger.

Palliativ behandling

På et tidspunkt kan det stå klart, at yderligere behandling, selv i kliniske forsøg, er yderst usandsynligt, at det er yderst usandsynligt at helbrede leukæmien. På det tidspunkt kan fokus i behandlingen skifte til at kontrollere leukæmien og dens symptomer så længe som muligt i stedet for at forsøge at helbrede den. Dette kan kaldes palliativ behandling eller understøttende behandling. Lægen kan f.eks. råde til mindre intensiv kemo for at forsøge at bremse leukæmiens vækst i stedet for at forsøge at helbrede den.

Da leukæmien vokser i knoglemarven, kan den forårsage smerter. Det er vigtigt, at du har det så behageligt som muligt. Behandlinger, der kan være nyttige, omfatter stråling og passende smertelindrende medicin. Hvis medicin som aspirin og ibuprofen ikke hjælper på smerterne, vil stærkere opioidmedicin som f.eks. morfin sandsynligvis hjælpe.

Andre almindelige symptomer fra leukæmi er lavt blodtal og træthed. Medicin eller blodtransfusioner kan være nødvendige for at hjælpe med at rette op på disse problemer. Kvalme og appetitløshed kan behandles med medicin og kosttilskud med højt kalorieindhold. Infektioner, der opstår, kan behandles med antibiotika.

Den behandlingsinformation, der gives her, er ikke officiel politik fra American Cancer Society og er ikke ment som medicinsk rådgivning, der skal erstatte ekspertisen og vurderingen fra dit kræftbehandlingsteam. De er beregnet til at hjælpe dig og din familie med at træffe informerede beslutninger sammen med din læge. Din læge kan have grunde til at foreslå en anden behandlingsplan end disse generelle behandlingsmuligheder. Du må ikke tøve med at stille ham eller hende spørgsmål om dine behandlingsmuligheder.