Vaudeville er død. Men ikke rigtig.
Tænk på late-night sketch comedy-shows, især Saturday Night Live. Tænk på konkurrenceshows, der byder på vovede og fantastiske stunts. Tænk på de dansepigeshows, der slog igennem i det gamle vesten og aldrig forlod Amerika. Tænk på de gøglere, der optræder i New Orleans’ gader. Tænk på mimes i New Yorks gader.
Vaudeville, der oprindeligt var et ord for en satirisk sang, er både mere gammelt og mere nutidigt, end vi giver det kredit for. En genopblomstring af stuntarbejde, udstilling af “usædvanlige mennesker” – denne gang med en mere etisk tilgang – og burlesque vidner alle om en fascination af det mærkelige og vidunderlige, som aldrig er forsvundet, og som i en verden med socialpolitisk uro og dybtliggende forandringer er stadig mere relevant.
Vaudevilles oprindelse er dybt forbundet med cirkus og sideshow, især det omrejsende aspekt og brugen af akrobatik og det, der i dag kaldes flow arts. Overordnet set var vaudevilles form så bred, at det blev synonymt med varieté, selv om nogle foreslår, at varieté havde en risikabel konnotation, mens vaudeville var mere familievenlig med foragt for beslægtede kunstformer som burlesque. I lighed med sine efterkommere, reality-tv og late-night variety, har vaudeville dog et vist uanstændigt aspekt, om end det er blevet renset i nogle senere versioner af producenterne Tony Pastor og Benjamin Franklin Keith, som afspejler dets oprindelse i saloon-showet.
Det hylder også simpelthen det latterlige.
Varietéteater (oprindelsen til varieté-tv, der var populært i 60’erne) kan spores tilbage til europæiske omrejsende sideshows. Ligesom med reality-tv i dag var folk mindre interesserede i det “virkelige” og mere interesserede i det uvirkelige. Det surrealistiske.
Som det europæiske DNA i vaudeville kunne antyde, blev mange omrejsende trupper og huse drevet af indvandrerfamilier. Faktisk gennemsyrede en følelse af etnisk identitet – eller skygger af konflikt – mange vaudevilleforestillinger.
Det samme gjorde desværre også blackface og andre karikaturer af farvede mennesker. Faktisk stammer udtrykket “Jim Crow” fra en sang af vaudevillianeren Thomas D. Rice. I dag er sådanne forestillinger fuldstændig tabu i scenekunstmiljøet. Sorte kunstnere oplevede også uretfærdig behandling fra producenternes side og udviklede derfor deres egne bookingfirmaer og forestillingstrupper. Blandt de mest berømte var Pat Chappelle’s Rabbit Foot Company, et omrejsende minstrel-show med tre vogne med oprindelse i Jacksonville, Florida, som stadig har en levende neo-vaudeville- og cirque-scene.
Til trods af de forhindringer, som racismen udgjorde, var vaudeville særligt styrkende for nogle farvede mennesker, såsom vaudevillianerne George Walker og Bert Williams, showpigen Josephine Baker og bugtaleren Richard Potter (mere om dem senere).
Dertil kommer, at vaudevilles musikalske stilarter var knyttet til ragtime, som udviklede sig ud fra afroamerikansk folkemusik. Ragtime gav et sådant chok i de amerikanske ører, at det blev en stærk indflydelse på musikteater og populærmusikken den dag i dag.
I mellemtiden omfavnede filmene også vaudeville i en vis forstand og foretrak frodige produktioner med akrobatiske opvisninger, dusinvis af dansende piger og klovneri.
Film fra 1930’erne til 1950’erne omfavnede i vid udstrækning sådanne episke scener, hvilket fik kritikere af throwback-filmen La La Land til at stønne: “De laver ikke film som denne længere.”
The Ed Sullivan Show bragte klassisk varieté til tv. Ed Sullivan Show’s indflydelse på moderne amerikansk underholdning kan ikke overvurderes. Tænk på de allestedsnærværende aftenshows med populære gæsteunderholdere sammen med komedie præsenteret af værten. Sketch comedy-shows, især dem, der blandede live-musik ind, som Saturday Night Live, blev en fast bestanddel af den sene aftenunderholdning.
Dick Van Dyke Show blev sendt i begyndelsen af 60’erne og henviste ofte til Ed Sullivan Show. Det indeholdt selv en række varietékunstnere, som i showet i showet optrådte i The Alan Brady Show, en fiktiv varietéproduktion produceret af Alan Brady, spillet af Dick Van Dyke Show-producenten Carl Reiner (far til The Princess Bride-instruktøren Rob Reiner). (Er det nok lag af meta for dig?). Blandt de optrædende var stepdansere, sangere, slapstickkomikere og dukkespillere.
Brugen af dukker i Dick Van Dyke Show minder om det tidlige 20. århundredes vaudeville, hvor bugtalernumre var særligt populære.
Denne kunstform havde som det meste dukkespil både en teatralsk og rituel oprindelse og udviklede sig i England, hvorfra den spredte sig til Amerika og andre dele af Europa. Det er svært at fastslå, hvem der var den første bugtaler i Amerika, men Richard Potters berømmelse som en af de første til at udføre det berømte trick med at drikke, mens han taler, markerer ham helt sikkert som en af Amerikas tidlige betydningsfulde dukkespillere – og også som en vigtig sort entertainer.
Jim Henson fejrede gerne den historiske forbindelse mellem dukkespil og variete i The Muppets, som brugte Ed Sullivan-formatet og dets stærkt meta-prægede historiefortælling til komisk effekt. Henson introducerede også en ny form for dukkespil, hånd- og stavdukken, som blev en fast bestanddel af mere voksenorienteret dukkevarietéunderholdning, der blev set i shows som Avenue Q og Hand to God samt på den stadigt voksende uafhængige dukkespilsscene.
Burlesque begyndte som satiriske sketches, ofte med kunstfærdige kostumer, der især parodierede operaer og anden “high-class”-underholdning. I dag er lignende shows lavet af folk som Mel Brooks og Weird Al Yankovic eller ses i film som Scary Movie. Efterhånden som speakeasier blev populære, smeltede sexet dans – som producenter som Pastor havde skubbet ud af vaudeville – sammen med den uanstændige komedie fra vaudeville fra før forbudstiden. Disse “burleske huse” blev et sikkert sted for vovet underholdning og en stærk platform for farvede kunstnere, der kunne tjene penge på deres optræden.
Josephine Baker, som vist ovenfor, var berømt for sit nummer, hvor en nederdel af bananer knap nok dækkede hendes numse, og hun havde også en filmkarriere.
Burlesque, selv som det sorte får i cirque/vaudeville-familien i begyndelsen af det 20. århundrede, var vært for en hel del kunstnere, der var på tværs af de to områder. Især søstrene Baby June alias Dainty June og Baby Rose alias Gypsy Rose Lee havde forskellige, men store karrierer, der gik på tværs af vaudeville, burlesque og film.
Burlesque genopstod i begyndelsen af 1990’erne med to hovedformer: det, der kaldes “klassisk” burlesque, men som i virkeligheden stammer fra New Orleans-traditionerne og typisk udføres med en sensuel tilgang til langsom musik, ofte jazz, og “neo-” eller “alternativ” burlesque, som kombinerer stripning og sexet dans med en historie. Almindelige varianter af sidstnævnte omfatter geeklesque og horrorlesque. Derudover forbedrer burlesque-artister ofte forestillingerne med færdigheder og aspekter fra andre vaudeville- og cirkusformer.
Alle former for vaudeville og de relaterede forestillingsformer forbinder et publikum, der søger flugt fra deres hverdagsproblemer, med fejringer af alle menneskets særheder. Fra reality-tv og late-night-shows til moderne cirkus elsker folk stadig at snuppe popcorn og sprut og nyde såkaldt lowbrow-underholdning – hvoraf de fleste beskæftiger sig med aktuelle samfundspolitiske spørgsmål på en meget sjovere måde.
Rachel Wayne er cirque-, burlesque- og neo-vaudeville-performer med base i Florida. Hun er også producent og visuel antropolog.