Der er ingen tvivl om, at The Rise of Skywalker bliver en film, der skaber splittelse – splittelsen mellem kritikere og det brede publikum er den direkte modsætning til det, der skete med The Last Jedi. Folk er allerede bange for at tale om, hvorvidt de elskede eller hadede filmen. Gutter, det er en Star Wars-film, verden går ikke under.

Føle, hvad du føler, føl det lidenskabeligt, men lad være med at være et røvhul. På spektret lander jeg solidt i “Tak, jeg hader den”-lejren. The Last Jedi var en film jeg havde problemer med i forhold til hvor den endte, men jeg så den i biografen flere gange, og jeg synes den fik Star Wars-universet til at føles større. The Rise of Skywalker føles trods alt som en mindre film, og på trods af at den har et højt indhold af fan service, gik jeg derfra og følte mig skuffet over, hvor meget fan service der var, og hvordan den skubbede visse karakterer til side … igen.

***Spoilers for The Rise of Skywalker***

Hvis der er én ting, som jeg synes er gennemgående på tværs af alle Star Wars-sequel-filmene, er det, at John Boyegas Finn ikke fik sin ret som karakter. Jeg ved godt, at det ud fra denne titel virker som om, at min anke mest handler om shipping, men for mig handler det at skubbe Finn og Rey til side ikke kun om deres “forhold”, men også om Finns plads i trioen.

I filmen er der en scene, hvor de bliver fanget i en slags kviksand og synker. Mens Finn synker, råber han: “Rey, I never got to tell you-” og han bliver ikke færdig, da han synker ned. Rey spørger, hvad han ville sige, men han siger, at han vil fortælle hende det senere. Dette bliver kaldt tilbage på, da Poe spørger, hvad han ville sige til Rey, da de to tror, at de skal dø. Vi får aldrig noget svar på dette spørgsmål, og måske er det bare mine shipper-briller, men jeg følte, at Finn ville sige, at han havde følelser for Rey. Jeg ved godt, at nogle tror, at han ville tilstå, at han var kraftfølsom, men det er jeg ikke enig i. Det virker ikke som en “vi er ved at dø”-tilståelse. Uanset hvad finder vi aldrig ud af, hvad det er, og det generer mig.

Det generer mig, fordi Finn jagter efter Rey hele den skide film, mens hun løber mod Kylo Ren. På et tidspunkt under en kamp mellem hende og Kylo skubber hun voldsomt Finn væk med kraft og tjekker aldrig, om han har det godt. Dette er ikke den samme Rey, som vi så i de tidligere film. Selv om deres forhold ikke er romantisk, var Rey bekymret og spurgte til Finn hele tiden i The Last Jedi. Faktisk var grunden til, at jeg troede, at replikken var en hentydning til noget, at Rey i The Last Jedi beder BB-8 om at fortælle Finn noget, som vi aldrig finder ud af, fordi BB-8 siger det på droid-talk.

Finn som romantisk hovedrolle i Star Wars betyder noget i den forstand, at alle skibe nogen med ham, men da vi forlader hans historie i The Rise of Skywalker, føler jeg næsten, at han knap nok har gjort det til en side-kick. Filmen gør det meget klart, at der ikke sker noget mellem ham og Rose Tico i en klar “friend-zone”-linje (Rose er også næsten ikke med i denne film, og det er sgu en skam). Da Jannah så bliver introduceret, har hun og Finn en forbindelse, da de begge er afhoppede Storm Troopers. Selvom det bestemt føles som om Jannah er vild med Finn, så har Finn Rey-briller på. For ikke at nævne, at mens de giver os masser af hjertelig bromance mellem Finn og Poe, sørger de for at have Keri Russells karakter med som en åbenlys kærlighedsinteresse for Poe, bare for at sikre, at man aldrig tror, at de vil få FinnPoe til at ske.

Problemet er, at det efterlader Finn flagrende i vinden. Selv i den sidste film, som jeg overordnet set godt kan lide, er hans karakter virkelig på en separat rejse med Rose, der handler om, at han vælger at hjælpe alle, ikke kun Rey. Hans historie handler om, at han bliver en helt, og selv om Finn får nogle helteøjeblikke, er det i slutningen af filmen.

Så vi forlader The Rise of Skywalker med det vigtigste par, som er de to hvideste karakterer i filmen og deres underlige giftige forhold, der ændres af, at Leia bogstaveligt talt dør for at redde sin søn. Vi ser Finn trække en ren “hvor er de hvide kvinder henne”, men jager efter Rey konstant, mens hun kæmper mod det mørke, der bogstaveligt talt aldrig har været inde i hende før dette øjeblik.

Hvad ved vi om Finn, som vi ikke vidste, da The Force Awakens kom ud? Nada. Vi lærer intet mere om ham som menneske, han får ikke engang lov til at sige udadtil, at han er Force-sensitiv. Hvad er hans behov? Hvad er hans ønsker?

Hvordan hænger det sammen med skibsfart? Jamen, lad os se på Reylo og selv dette lille eksempel med Poe/Zorii, eller som jeg kalder det Zoe. Reylo som forhold har været en måde for Ben/Kylo Ren at få forløsning på, et redskab for Kylos menneskelighed, men også for hans værdier. The Last Jedi bekræfter, hvis den læses i en anti-Reylo linse, at Kylo ikke har nogen reel loyalitet til den mørke side eller den lyse side, han er en person, der sætter pris på magt, som blev forrådt af en mester og nu ønsker at være sin egen leder. Det faktum, at Rey ikke slutter sig til ham i slutningen af filmen og går til sine venner, viser, at på trods af den forbindelse, de deler, er det to mennesker, der er på forskellige veje.

Det er sådan, man kan opbygge karakterer gennem relationer. Plus, ved at udforske det ved du, hvad Kylo Ren fik? Screentime i en historie, der har direkte forbindelse til det større plot.

Finns historie med Rose, der i bund og grund opstiller ideen om, at kraften kan tilhøre hvem som helst, betyder intet, når The Rise of Skywalker bekræfter, at man for at blive jedi skal komme fra en familie, der er kendt for kraften, for at blive en jedi. Forestil dig, hvad der ville ske, hvis Finn havde fortalt Rey, at han var kraftsensitiv mellem filmene, og Finn, Rey og Leia ud over at smugle efterretninger også trænede andre mennesker i at bruge kraften og bragte Jedierne tilbage.

Forestil dig, hvordan det ville være, hvis disse to venner, der begge er nobodies, blev Jedier, lærte at være Jedier sammen og bragte balance i kraften, når de engang blev overladt til glemmebogen. Det er mere interessant end det her Vader-barnebarn/Palpatine-barnebarn Sith-cosplay-fuckeri.

I stedet får vi en sidespringning af to virkelig interessante interraciale skibe, der skubbes til side til fordel for hvide partnere. Finn, den karakter med den mindste mængde baggrundshistorie og udvikling på tværs af tre film, på trods af at han er en hovedrolle, løber bare efter dem.

Det hader I at se, folkens.

(image: LucasFilm)

Vil du have flere historier som denne? Bliv abonnent og støt siden!