Så hvor koldt var istiden?

Forskerne fandt ud af, at den gennemsnitlige globale temperatur i istiden var 6 grader celsius (11 F) koldere end i dag. Til sammenligning var den gennemsnitlige globale temperatur i det 20. århundrede 14 C (57 F).

“I din egen personlige erfaring lyder det måske ikke som en stor forskel, men det er faktisk en enorm ændring,” siger Tierney.

Hun og hendes hold har også lavet kort, der illustrerer, hvordan temperaturforskellene varierede i specifikke regioner over hele kloden.

“I Nordamerika og Europa var de nordligste dele dækket af is og var ekstremt kolde. Selv her i Arizona var der stor afkøling,” siger Tierney. “Men den største afkøling var på høje breddegrader, f.eks. i Arktis, hvor det var omkring 14 C (25 F) koldere end i dag.”

Deres resultater passer med den videnskabelige forståelse af, hvordan Jordens poler reagerer på temperaturændringer.

“Klimamodellerne forudsiger, at de høje breddegrader vil blive varmere hurtigere end de lave breddegrader,” siger Tierney. “Når man ser på fremtidige fremskrivninger, bliver det rigtig varmt over Arktis. Det kaldes polarforstærkning. På samme måde finder vi det omvendte mønster under LGM. Højere breddegrader er bare mere følsomme over for klimaændringer og vil fortsat være det fremover.”

Koldioxidniveauer

Det er vigtigt at kende temperaturen i istiden, fordi den bruges til at beregne klimafølsomheden, hvilket betyder, hvor meget den globale temperatur skifter som reaktion på atmosfærisk kulstof.

Tierney og hendes hold fastslog, at for hver fordobling af atmosfærisk kulstof skulle den globale temperatur stige med 3,4 C (6,1 F), hvilket er i midten af det område, der forudsiges af den seneste generation af klimamodeller (1,8 til 5,6 C).

Det atmosfæriske kuldioxidniveau under istiden var omkring 180 dele pr. million, hvilket er meget lavt. Før den industrielle revolution steg niveauet til omkring 280 dele pr. million, og i dag er det nået op på 415 dele pr. million.

“I Paris-aftalen ønskede man at holde den globale opvarmning på højst 2,7 F (1,5 C) i forhold til det førindustrielle niveau, men med det stigende kuldioxidniveau, som det er, vil det være ekstremt vanskeligt at undgå en opvarmning på mere end 3,6 F (2 C)”, siger Tierney. “Vi har allerede ca. 2 F (1,1 C) under vores bælte, men jo mindre opvarmning vi får, jo bedre, fordi Jordens system virkelig reagerer på ændringer i kuldioxid.”

‘Hindcast’ t0 kigge på fortiden

Da der ikke fandtes termometre i istiden, udviklede Tierney og hendes hold modeller til at oversætte data indsamlet fra havplanktonfossiler til havoverfladetemperaturer. Derefter kombinerede de fossildataene med klimamodelsimuleringer af LGM ved hjælp af en teknik kaldet dataassimilation, som bruges i vejrudsigter.

“Det, der sker på et vejrkontor, er, at de måler temperatur, tryk og luftfugtighed og bruger disse målinger til at opdatere en prognosemodel og forudsige vejret,” siger Tierney. “Her bruger vi den Boulder, Colorado-baserede National Center for Atmospheric Research-klimamodel til at lave en hindcast af LGM, og så opdaterer vi denne hindcast med de faktiske data for at forudsige, hvordan klimaet var.”

I fremtiden planlægger Tierney og hendes team at bruge den samme teknik til at genskabe varme perioder i Jordens fortid.

“Hvis vi kan rekonstruere tidligere varme klimaer,” siger hun, “så kan vi begynde at besvare vigtige spørgsmål om, hvordan Jorden reagerer på virkelig høje kuldioxidniveauer, og forbedre vores forståelse af, hvad fremtidige klimaændringer kan indebære.”

Heisings-Simons Foundation og National Science Foundation har støttet forskningen.