Alle menneskers DNA indeholder en del af den menneskelige historie: hvordan vores forfædre – slanke, værktøjsbrugende aber – spredte sig over hele planeten og koloniserede så forskellige miljøer som Himalaya, Arktis og Amazonas.

Millioner af mennesker har fået undersøgt i det mindste en del af deres DNA, men da de for det meste er vestlige byboere og østasiater, gentager prøverne de samme detaljer af denne historie. Ud fra disse data har vi i tre årtier vidst, at Homo sapiensevolverede sig i Afrika for ca. 200.000 år siden. For at få svar på, hvornår og hvordan mennesker migrerede ud af Afrika, havde forskerne brug for DNA fra en større gruppe mennesker.

Tre forskergrupper sekventerede genomer af høj kvalitet fra 787 mennesker fra over 270 befolkningsgrupper. Deres resultater blev offentliggjort samtidig i Nature i september. I to af undersøgelserne blev der udtaget prøver fra isolerede grupper over hele kloden for at maksimere den sproglige og kulturelle mangfoldighed. Den tredje fokuserede på oprindelige folk i Australien og Papua Ny Guinea.

“Genomer fra disse mere fjerntliggende befolkninger kan virkelig fortælle os en enorm mængde om menneskets udviklingshistorie”, siger Evelyn Jagoda, der er ph.d.-studerende i evolutionær genetik ved Harvard University og medforfatter til en af undersøgelserne.

Og selv om hvert hold indsamlede og analyserede genomer uafhængigt af hinanden, kom de til den samme generelle konklusion: De undersøgte og indsamlede deres genomer hver for sig, men de nåede til samme konklusion: Genetiske ligheder mellem folk i Eurasien, Oceanien og Amerika viser, at alle ikke-afrikanere nedstammer fra en lille population, der forlod Afrika for ca. 60.000 år siden.

Den ældre Homo sapiens nåede ud af Afrika, men disse populationer må for det meste være uddøde. Kun én af de tre undersøgelser påviste et spor af deres eksistens: Omkring 2 procent af papuans genomer stammer sandsynligvis fra disse tidligere indvandrere.

Forskerne håber at kunne bruge de nye data til at finde befolkningsspecifikke sygdomme og tilpasninger. Der er stadig mange ting at lære, siger Nick Patterson, en Broad Institute computational biologist og en af medforfatterne til undersøgelsen. “Disse data er ekstremt rige.”