Jeg må indrømme, at jeg virkelig nød at skrive min seneste litterære kritik af Dear Zoo. Til min overraskelse blev denne selvudslettende handling af lune dog virkelig godt modtaget. Så meget, at folk faktisk har bedt om at skrive mere af den samme slags. Så det ser ud til, at dette kan blive starten på en serie.

Den anden titel, der får mine rustne litteraturkritiske evner anvendt på den, er Maurice Sendaks klassiker Where the Wild Things Are. Igen er det en bog, som jeg har elsket siden barndommen – faktisk er det eksemplar, som jeg læser for mine børn, det samme som mine forældre læste for mig.

Det er en fantastisk fortælling om børnepsykologi, om at tæmme sine indre dæmoner og om fantasiens utrolige kraft. Når det er sagt, er der stadig et par af mine ufine spørgsmål, der ikke er besvaret…

Hvorfor har Max en ulvedragt?

Max er tydeligvis vild. Han nyder at jagte sin kæledyrshund, mens han holder fast i en gaffel og bruger en hammer, der er næsten lige så stor som ham selv. Han truer også med at spise sin mor. Så hvorfor har hun fundet det passende at købe en ulvedragt til ham? Det er stort set det samme som at fodre en Mogwai efter midnat. En T-shirt med en ulvemåne ville vel have været et klogere køb?

Hvem frygter hvem?

Har jeg læst denne bog hundredevis af gange, er jeg stadig ikke klogere på, hvem der virkelig er bange for hvem. Max virker lidt forbavset over den vilde tingest med havmonsteret, der ligner lidt Shaggy fra Scooby-Doo. Det magiske trick, han udfører for at tæmme dem alle, er ikke meget mere end den “se mig i øjnene”-metode, som den elendige hypnotisør i Little Britain foretrækker. De spiller med, men ser stadig ud til at ville gøre en ende på ham.

Hvad sker der under den vilde ballade?

Der er seks sider uden tekst, efter at Max har dekreteret, at det er tid til den vilde ballade. Hvorfor? Er det fordi de alle blev fulde, før de hylede mod månen og svingede sig på træerne? Der er vinranker, så der kunne være nogle gærede druer på dem. Det er næsten som om historien bliver halvt fortalt i et flashback og minder mig om en bestemt sekvens i The Hangover. Max er trods alt en enmands ulveflok…

Hvorfor vil de vilde tingester æde Max?

Da Max forlader dem, tigger de vilde tingester ham om at blive. De erklærer så deres kærlighed til ham straks efter at have sagt, at de vil spise ham. Det er noget med blandede budskaber. Det er heller ikke den største tilskyndelse til at hoppe af båden tilbage til fastlandet.

Hvor længe er Max væk?

Det er klart, at Max ikke smutter derhen, hvor de vilde ting er, i to år. Det er alt sammen i hans hoved. Han er ikke blevet ældre, og hans aftensmad venter på ham og er stadig varm, når han kommer tilbage. Jeg ved af bitter erfaring, at det tager mindre end en halv time for maden at blive kold. Månen fortæller dog en anden historie. Inden han sejler af sted, er den i sidste kvarter, men den er i det mindste voksende gibbymåne, når han vender tilbage. Det tager 18 dage. Jeg har slået det op. Argh!

Har du nogen ubesvarede spørgsmål om Where the Wild Things Are?