I 1917 indførte den krigsherre, der havde kontrol over Manchuriet, Zhang Zuolin, en ny valuta, kendt som Fengtien yuan eller dollar, til brug i de tre østlige provinser. Den blev vurderet til 1,2 yuan i de tidligere (og stadig cirkulerende) “småpenge”-sedler og blev i første omgang sat lig med den japanske yen. Den bevarede sin værdi (til tider var den lidt mere værd end yen’en) indtil 1925, hvor Zhang Zuolins militære engagement i resten af Kina førte til en stigning i seddelproduktionen og et fald i valutaens værdi. Valutaen mistede det meste af sin værdi i 1928 som følge af urolighederne efter mordet på Zhang Zuolin. Fengtien-yuanen blev kun udstedt i seddelform med 1, 5 og 10 yuan-sedler udstedt i 1917, efterfulgt af 50 og 100 yuan-sedler i 1924. De sidste sedler blev udstedt i 1928.
Der var en stigning i antallet af banker, der udstedte papirpenge efter revolutionen. Betydningsfulde nationale udstedere var bl.a. “Commercial Bank of China” (den tidligere Imperial Bank), “Bank of China” (den tidligere Ta-Ch’ing Government Bank), “Bank of Communications”, “Ningpo Commercial Bank”, “Central Bank of China” og “Farmers Bank of China”. Af disse udstedte kun “Central Bank of China” sedler efter 1943. Et usædvanligt stort antal pengesedler blev udstedt i den republikanske æra (1911-1949) af provinsbanker (både nationalistiske og kommunistiske).
Efter revolutionen udstedte et stort antal lokale, nationale og udenlandske banker sedler. Selv om de provinsielle møntudstedelser for det meste ophørte i 1920’erne, fortsatte provinsbankerne med at udstede sedler indtil 1949, herunder kommunistiske udstedelser fra 1930. De fleste af de pengesedler, der blev udstedt til brug i hele landet, bar ordene “National valuta”, hvilket også var tilfældet for nogle af provinsbankerne. De resterende provinssedler var forsynet med ordene “Local Currency” (lokal valuta). Disse cirkulerede til forskellige vekselkurser i forhold til de nationale sedler. Efter revolutionen blev der ud over de sedler, der allerede var i omløb, indført “småpenge”-sedler i stor stil, med 1, 2 og 5 cent sedler. Mange sedler blev udstedt på engelsk denomineret i kontanter (wén).
I løbet af 1930’erne opstod der flere nye valutaer i Kina som følge af de invaderende japaneres aktiviteter. Den allerede eksisterende, nationale valuta yuan kom kun til at blive associeret med den nationalistiske, Kuomintang-regering. I 1935 vedtog Kuomintang-regeringen en valutareform for at begrænse udstedelsen af valuta til fire store statskontrollerede banker: Bank of China, Central Bank of China, Bank of Communications og senere Farmers Bank of China. Det blev forbudt at sætte yuan-sølvmønter i omløb, og privat ejerskab af sølv blev forbudt. De pengesedler, der blev udstedt i stedet, blev kendt som fabi (kinesisk: 法幣; pinyin: fǎbì) eller “lovligt betalingsmiddel”. En ny serie af mønter af uædle metaller begyndte at blive produceret i 1936 efter reformerne.
Japanerne etablerede to kollaborative regimer under deres besættelse i Kina. I nord var det “Den provisoriske regering for Republikken Kina” (kinesisk: 中華民國臨時政府) med base i Peking (Beijing) oprettet Federal Reserve Bank of China (kinesisk: 中國聯合準備銀行; pinyin: Zhōngguó liánhé zhǔnbèi yínháng). De japanske besættere udstedte mønter og pengesedler denomineret i li (kinesisk: 釐) (og var 1⁄1000 af en yuan værd), fen, jiao og yuan. Blandt udstederne var en række forskellige banker, herunder Central Reserve Bank of China (for marionetregeringen i Nanking) og Federal Reserve Bank of China (for marionetregeringen i Peking (Beijing)). Japanerne fastsatte vekselkurserne mellem de forskellige bankers udstedelser og nationalisternes, men sedlerne cirkulerede med varierende grad af accept blandt den kinesiske befolkning. Mellem 1932 og 1945 udstedte marionetstaten Manchukuo sin egen yuan.
I kølvandet på Anden Verdenskrig og under den efterfølgende borgerkrig led det nationalistiske Kina af hyperinflation, hvilket førte til indførelsen af en ny valuta i 1948, guldyuanen. I 1940’erne dukkede der større seddelværdier op som følge af den høje inflation. 500 yuan-sedler blev indført i 1941, efterfulgt af 1000 og 2000 yuan i 1942, 2500 og 5000 yuan i 1945 og 10.000 yuan i 1947.
Mellem 1930 og 1948 blev der også udstedt pengesedler af Kinas centralbank, der var denomineret i toldgoldenheder. Disse, kendt som “guldyuan-sedler”, cirkulerede som normal valuta i 1940’erne sammen med yuanen.
Yuan-sedler led af hyperinflation efter Anden Verdenskrig og blev i august 1948 erstattet af sedler denomineret i guldyuan til en værdi af 3 mio. gamle yuan. Der var ingen forbindelse mellem guldyuanen og guldmetal eller mønter, og denne yuan led også under hyperinflation.
I 1948 udstedte Kinas centralbank sedler (nogle af dem var dateret 1945 og 1946) i pålydende værdierne 1, 2 og 5 jiao, 1, 5, 10, 20, 50 og 100 yuan. I 1949 blev der udstedt højere pålydende værdier på 500, 1.000, 5.000, 5.000, 10.000, 50.000, 100.000, 500.000, 1.000.000 og 5.000.000 yuan. Den kinesiske centralbank udstedte sedler i pålydende værdierne 1 og 5 fen, 1, 2 og 5 jiao, 1, 5 og 10 yuan.
I juli 1949 indførte den nationalistiske regering sølvyuanen, som oprindeligt havde en værdi af 500 mio. guldyuan. Den cirkulerede i et par måneder på fastlandet inden borgerkrigens afslutning. Denne sølvyuan forblev de jure den officielle valuta for den republikanske regering i Taiwan indtil 2000.