Nyrerne er parvise endokrine kirtler, som findes oven på nyrerne. De er sammensat af en indre medulla og en ydre cortex, som igen er opdelt i tre zoner. Zona glomerulosa er det yderste lag af binyrebarken og er ansvarlig for at udskille de mineralokortikoide hormoner, som er vigtige for regulering af væskebalancen. Yderligere oplysninger om binyrernes anatomi kan findes her.
I denne artikel vil vi diskutere strukturen af zona glomerulosa samt funktionerne af de hormoner, som den producerer.
Struktur
Zona glomerulosa er det yderste lag af binyrebarken, der ligger lige under den fibrøse binyrekapsel. Det udgør ca. 15 % af tykkelsen af cortexen.
De sekretoriske celler i zona glomerulosa er anbragt i ovale klynger – navnet kommer af det latinske ord glomus, der betyder kugle. Disse klynger er opdelt af bindevævsbånd kaldet trabeculae, som strækker sig ned i cortexen fra binyrekapslen. Blodforsyningen til de sekretoriske celler går inden for disse trabekler.
Fig 1 – Binyrens histologi.Funktion
Den primære funktion af zona glomerulosa er syntesen af mineralokortikoidhormoner, som spiller en vigtig rolle i opretholdelsen af elektrolyt- og vandbalancen i kroppen. Mineralokortikoider er steroidhormoner og syntetiseres således fra kolesterol.
Det vigtigste mineralokortikoid er aldosteron, som er ansvarlig for at kontrollere optagelsen af Na+ og udskillelsen af K+ i samlekanalen i nyretubuli. Aldosteron virker i tubuluscellen for at øge transkriptionen af Na+/K+-ATPase og ENaC (epitheliale natriumkanaler), hvilket fremmer reabsorption af Na+ og udskillelse af K+.
Følgende faktorer øger hastigheden af aldosteronproduktionen i zona glomerulosa:
- Stigning i plasmakoncentrationen af Angiotensin-II
- Stigning i plasmakoncentrationen af K+
- Sænkning af plasma-pH (acidose)
- Sænkning af blodtrykket, som detekteret af atriale strækreceptorer
Det er også værd at bemærke, at aldosteronsekretionen følger en døgnrytme, hvor der typisk frigives højere niveauer under søvn.
Selv om alle de ovennævnte faktorer er vigtige for produktionen og sekretionen af aldosteron, er en af de vigtigste plasmakoncentrationen af Angiotensin-II en af de vigtigste. Frigivelsen af aldosteron er derfor en vigtig del af renin-angiotensin-aldosteron-systemet (RAAS), som er grundlæggende for den langsigtede regulering af blodtrykket. Yderligere oplysninger om RAAS kan findes her.
Klinisk relevans – Conn’s syndrom
Conn’s syndrom opstår, når patienter udvikler et adenom (godartet tumor) i zona glomerulosa, som udskiller overskydende aldosteron, hvilket fører til primær hyperaldosteronisme. Denne tilstand er normalt asymptomatisk, men nogle patienter vil dog opleve muskelkramper, hovedpine og sløvhed på grund af elektrolytforstyrrelser. Vigtigst af alt er, at den øgede reabsorption af natrium og vand i nyrerne fører til hypertension, hvilket øger patientens risiko for sygdomme som slagtilfælde og iskæmisk hjertesygdom.
Conns syndrom behandles normalt ved kirurgisk fjernelse af tumoren. Patienten kan også få spironolacton (en aldosteronantagonist) for at sænke blodtrykket og lindre eventuelle symptomer før operationen.