Metoder til krypsis omfatter (visuel) camouflage, natlig aktivitet og underjordisk levevis. Camouflage kan opnås ved hjælp af en lang række metoder, fra forstyrrende farvning til gennemsigtighed og visse former for efterligning, selv i levesteder som det åbne hav, hvor der ikke er nogen baggrund.
Som strategi anvendes crypsis af rovdyr mod byttedyr og af byttedyr mod rovdyr.
Crypsis gælder også for æg og feromonproduktion. Crypsis kan i princippet omfatte visuel, olfaktorisk eller auditiv camouflage.
VisualEdit
Mange dyr har udviklet sig således, at de visuelt ligner deres omgivelser ved at bruge en af de mange metoder til naturlig camouflage, der kan matche omgivelsernes farve og tekstur (kryptisk farvning) og/eller bryde det visuelle omrids af selve dyret (forstyrrende farvning). Sådanne dyr kan ligne sten, sand, kviste, blade og endda fugleklatter (mimesis). Andre metoder, herunder gennemsigtighed og forsølvning, anvendes i vid udstrækning af havdyr.
Nogle dyr skifter farve i skiftende omgivelser sæsonmæssigt, som hos hermelin og snushare, eller langt hurtigere med kromatophorer i deres integumenter, som hos kamæleon og blæksprutter som blæksprutter.
Countershading, brugen af forskellige farver på over- og underflader i graduerende toner fra en lys bug til en mørkere ryg, er almindelig i havet og på land. Det kaldes nogle gange Thayers lov, efter den amerikanske kunstner Abbott Handerson Thayer, der udgav en artikel om formen i 1896, som forklarede, at modskygge udmaler skygger for at få faste objekter til at fremstå flade, hvilket vender den måde, hvorpå kunstnere bruger maling til at få flade malerier til at indeholde faste objekter. Når baggrunden er lysere, end det er muligt selv med hvidt pigment, kan modlysning hos havdyr, som f.eks. blæksprutter, bruge lyset til at matche baggrunden.
Nogle dyr camouflerer sig aktivt med lokale materialer. Dekorationskrabberne fastgør planter, dyr, små sten eller skalfragmenter til deres carapacier for at give dem camouflage, der passer til det lokale miljø. Nogle arter vælger fortrinsvis stikkende dyr, såsom søanemoner eller skadelige planter, og drager fordel af aposematism såvel som eller i stedet for crypsis.
OlfactoryEdit
Nogle dyr, i både terrestriske og akvatiske miljøer, synes at camouflere deres lugt, som ellers kunne tiltrække rovdyr. Talrige leddyr, både insekter og edderkopper, efterligner myrer, enten for at undgå rovdyr, for at jage myrer eller (for eksempel hos den store blå sommerfuglelarve) for at narre myrerne til at fodre dem. Piratbøller (Aphredoderus sayanus) kan udvise kemisk crypsis, hvilket gør dem uopdagelige for frøer og insekter, der koloniserer damme.
AuditoryEdit
Som nogle insekter, især nogle Noctuid-møl, (såsom den store gule undervinge), og nogle tiger-møl, (såsom havetigeren), blev oprindeligt teoretiseret til at forsvare sig mod prædation fra ekkolokaliserende flagermus, både ved passivt at absorbere lyd med bløde, pelslignende kropsbeklædninger og ved aktivt at skabe lyde for at efterligne ekkoer fra andre steder eller objekter. Den aktive strategi blev beskrevet som et “fantomecho”, der derfor kunne repræsentere “auditiv crypsis”, med alternative teorier om at forstyrre flagermusenes ekkolokalisering (“jamming”).
Suafhængig forskning har kun givet beviser for to funktioner af møllyde, hvoraf ingen af dem involverer “auditiv crypsis”. Tigerflagermøl-arter synes at være samlet i to forskellige grupper. Den ene art producerer lyde som akustisk aposematism, der advarer flagermusene om, at mølene er uspiselige, eller som i det mindste fungerer som akustisk efterligning af uspiselige møl. Den anden type benytter sig af sonar-støjsignal. Hos sidstnævnte type møl kunne detaljerede analyser ikke understøtte en “fantomecho”-mekanisme, der ligger til grund for sonar jamming, men pegede i stedet på ekkointerferens.