I digtet bliver Dante guidet gennem Helvede af digteren Vergil, som hans afdøde kærlighed Beatrice sendte ham. Vergil fortæller om turen, som starter på Helvedes øverste niveau. Udøbte sjæle og dydige hedninge holdes i Limbo, som ikke er et sted for straf, men snarere et blidt sted, der ikke er himlen. De næste fire niveauer bruges til at straffe synder af selvforkælelse, som omfatter begær, frådseri, grådighed og vrede. Niveau seks og syv bruges til at straffe voldsomme synder, herunder vold mod Gud som kætteri og blasfemi. Endelig straffer niveau otte og ni ondskabsfulde syndere, eller dem, der har begået svindel eller forræderi.

“Inferno” er det første digt i “Den guddommelige komedie”, en allegori om en synders vej mod Gud. Strafferne på hvert niveau i Helvede er også allegoriske og designet til at straffe syndere på ironisk passende måder, afhængigt af deres synder. På en måde vælger synderen sin egen straf i livet. Allusioner til Dantes værk kan findes i hele litteraturen, f.eks. i John Keats’ sonet “On A Dream”, som henviser til de vinde, der bruges til at straffe de lystne.