I det 18. århundrede var produktionen af tekstiler den vigtigste industri i Storbritannien. Som A. L. Morton, forfatteren af A People’s History of England (1938) har påpeget: “Selv om den beskæftigede langt færre mennesker end landbruget, blev beklædningsindustrien det afgørende træk ved det engelske økonomiske liv, det, som adskilte det skarpt fra de fleste andre europæiske lande og bestemte retningen og hastigheden af dets udvikling.” (1)

I denne periode blev det meste af klædet produceret i familiens hjem og blev derfor kendt som det hjemlige system. (2) Der var tre hovedfaser i fremstillingen af klæde. Karding blev normalt udført af børn. Dette involverede brug af en håndkarde, der fjernede og udrede de korte fibre fra massen. Håndkorte var i det væsentlige træblokke med håndtag og dækket af korte metalspidser. Spidserne var vinklede og indfattet i læder. Fibrene blev bearbejdet mellem spidserne, og ved at vende kortene om, blev de skrabet af i ruller (karde), der var ca. 12 tommer lange og lige under en tomme tykke. (3)

Moren vendte disse karde til en kontinuerlig tråd (garn). Kvædet, en ca. 3 fod lang pind, blev holdt under venstre arm, og de uldfibre, der blev trukket ud af den, blev snoet spiralformet med højre hånds pegefinger og tommelfinger. Efterhånden som tråden blev spundet, blev den viklet på spindlen. Spindehjulet blev opfundet i Nürnberg i 1530’erne. Det bestod af et drejehjul, der blev betjent med en trædepind og en drivspindel. (4)

Sidst brugte faderen en håndvæv til at væve garnet til stof. Håndvæven blev bragt til England af romerne. Processen bestod i at flette et sæt garntråde (kæden) sammen med et andet sæt tråde (skuddet). Kædetrådene strækkes i længderetningen i vævestolen. Skudtrådene, dvs. de tværgående tråde, væves ind i kædetrådene for at fremstille stoffet. Daniel Defoe, forfatteren til A Tour Through the Whole Island of Great Britain (1724): “Blandt fabrikanternes huse er der ligeledes spredt et uendeligt antal hytter eller små boliger, hvor de ansatte håndværkere bor, og hvor kvinderne og børnene altid har travlt med at karde, spinde osv., så ingen hænder er arbejdsløse, og alle kan få deres brød, selv fra de yngste til de ældste; alle over fire år arbejder.” (5)

Det vævede stof blev solgt til købmænd kaldet klædehandlere, som besøgte landsbyen med deres tog af pakheste. Disse mænd blev de første kapitalister. For at øge produktionen solgte de nogle gange rå uld til spinderne. De solgte også garn til vævere, som ikke kunne få nok fra familiemedlemmer. Noget af stoffet blev lavet til tøj til folk, der boede i dette land. En stor mængde stof blev imidlertid eksporteret til Europa. (6)

Produktionen og eksporten af stof fortsatte med at vokse. For at beskytte uldtøjsindustrien blev importen af bomuldsvarer forbudt i 1700 for at beskytte uldtøjsindustrien. På Charles II’s tid blev eksporten af uldtøj anslået til at være vurderet til 1 mio. pund. I begyndelsen af det 18. århundrede var den næsten 3 mio. pund, og i 1760 var den på 4 mio. pund. Alt dette ændrede sig imidlertid, da James Hargreaves opfandt spinning-jenny’en i 1764. Maskinen anvendte otte spindler, hvorpå tråden blev spundet fra et tilsvarende sæt af rovings. Ved at dreje på et enkelt hjul kunne operatøren nu spinde otte tråde på én gang. (7)

George Walker påpegede:

George Walker påpegede: “Fremstilling af klæde giver beskæftigelse til størstedelen af den lavere klasse af befolkningen i de nordvestlige distrikter i West Riding of Yorkshire. Disse klædefabrikanter bor næsten udelukkende i landsbyerne og bringer deres klæde på markedsdage til salg i de store haller, der er opført til dette formål i Leeds og Huddersfield.” (8)

Samuel Bamford var involveret i det hjemlige system: “Landbruget blev generelt udført af manden og de andre mænd i familien, mens hustruen og døtrene tog sig af karneval, ostefremstilling og husholdningsarbejde; og når dette var afsluttet, beskæftigede de sig med at karde og spinde uld eller bomuld samt at forme det til kæder til vævestolene. Mændene og sønnerne skulle derefter, på de tidspunkter hvor landbrugsarbejdet ikke kaldte på dem, skræddersy kæden, tørre den og sætte den i væven. En bonde havde som regel tre eller fire væve i huset, og så var der rigeligt med arbejde til familien, både med landbrug, husarbejde, kartning, spinding og vævning.” (9)

I henhold til William Radcliffe blev folks levestandard forbedret i denne periode: “I året 1770 … tjente familiefaderen fra otte til ti shilling ved sin vævemaskine, og hans sønner … ved siden af ham, seks til otte shilling om ugen … det krævede seks til otte hænder at forberede og spinde garn til hver væver … enhver person fra syv til firs år (som beholdt synet og kunne bevæge hænderne) kunne tjene … en til tre shilling om ugen”. (10) Som en observatør påpegede: “Deres små hytter virkede glade og tilfredse… det var sjældent, at en væver henvendte sig til sognet for at få hjælp.” (11)

I 1733 udtænkte John Kay den flyvende rumfærge. Ved at trække i en snor blev skytten hurtigt sendt fra den ene side af væven til den anden. Denne opfindelse fordoblede ikke blot hastigheden i produktionen af stof, men gjorde det også muligt at betjene store væve af én person. Da Kay viste sin opfindelse til de lokale vævere, fik den en blandet modtagelse. Nogle så den som en måde at øge deres produktion på. Andre vævere var meget vrede, da de frygtede, at den ville gøre dem arbejdsløse. (12)

I 1760’erne brugte vævere over hele Storbritannien den flyvende færge. Den øgede hastighed i vævningen betød imidlertid, at der nu var mangel på garn. Kay satte sig derfor den opgave at forbedre det traditionelle spindehjul. Da lokale spindere hørte om Kays planer, blev der begået indbrud i hans hus, og den maskine, han arbejdede på, blev ødelagt.

Kay var så oprørt over det, der var sket, at han forlod Storbritannien og tog til Frankrig for at bo der. Andre fortsatte med hans arbejde, og til sidst opfandt James Hargreaves, en væver fra Blackburn, spinning-jenny’en. Ved at dreje på et enkelt hjul kunne operatøren nu spinde otte tråde på én gang. Senere blev der foretaget forbedringer, som gjorde det muligt at øge dette antal til 80. I slutningen af 1780’erne var der anslået 20.000 af disse maskiner i brug i Storbritannien. (7)

Adam Hart-Davis har forklaret, hvordan den nye maskine fungerede: “Der blev konstrueret adskillige spindemaskiner omkring dette tidspunkt, men de fleste af dem forsøgte at udføre strækningen og spindingen sammen. Problemet er, at i det øjeblik man begynder at vride rovinget, låser man fibrene sammen. Arkwrights idé var at strække først og derefter sno. Rovingen passerede fra en spole mellem et par valser og derefter et par centimeter senere mellem et andet par, der roterede med dobbelt så høj hastighed. Resultatet var at strække garnet til det dobbelte af dets oprindelige længde. Et tredje par valser gentog processen … To ting er indlysende i det øjeblik, man ser dette vidunderlige bæst i aktion. For det første er der 32 spoler langs hver side af hver ende af vandrammen – 128 på hele maskinen. For det andet er den så automatisk, at selv jeg kunne betjene den.” (13)

Det vævede stof blev solgt til købmænd kaldet klædehandlere, som besøgte landsbyen med deres tog af pakheste. Noget af stoffet blev lavet til tøj til folk, der boede i dette land. En stor mængde stof blev imidlertid eksporteret. I den sidste fjerdedel af det 18. århundrede var spinding af tråd og fremstilling af klæde den vigtigste enkeltstående industri i Storbritannien. (14)

Som A. L. Morton har påpeget: “Da først produktionen af klæde blev udført i stor skala til eksportmarkedet, faldt den lille uafhængige væver uundgåeligt under kontrol af købmanden, som alene havde ressourcerne og viden til at udnytte markedet… Tøjhandleren, som uldkapitalisten kom til at hedde, begyndte med at sælge garn til væverne og købe stoffet tilbage fra dem. Snart havde klædefabrikanterne alle processer under kontrol. De købte rå uld, gav den til spinderne, som for det meste var kvinder og børn, der arbejdede i deres hytter, indsamlede den igen og gav den videre til væverne, farverne, farverne, fylderne og skagboerne.” (15)