Hvis jeg ikke skrev et ord mere efter denne titel, ville det ikke undre mig, hvis du vidste præcis, hvilken vej jeg kørte ned ad. Bare seks korte ord, en del af en længere sætning, fra det første vers af den anden sang på Nebraska. Indspillet på en fire-spors Tascam 144-kassetteafspiller og aldrig beregnet til at blive udgivet i sit afpillede format, tror jeg i dette øjeblik, at det kunne være den bedste sang, som Bruce Springsteen nogensinde har skrevet. I den seneste måned har jeg lyttet til snesevis af covers, nogle af dem vil jeg dele her. Men denne sang og den sort-hvide video af “Atlantic City” står stadigvæk tilbage.

Well, they blew up the chicken man in Philly last night
And they blew up his house, too.
Down on the boardwalk they’re ready for a fight
Gonna see what them racket boys can do.
Nu er der ballade på vej ind fra en anden stat
Og statsadvokaten kan ikke få hjælp.

Som mange andre børn, der blev født i 50’erne og voksede op i Philadelphia, elskede jeg Atlantic City i al sin pragt og forfald. det kostede kun fem cent at køre over Tacony-Palmyra-broen ind til Jersey. Ned ad motorvejen til den anden rundkørsel, hvor man stoppede ved en diner, der så ud til at se ud som i en rumalder, og spiste morgenmad, duftede den salte luft, mens man kørte gennem Egg Harbor, og parkerede den store Pontiac eller Buick sedan så tæt på stranden, som man overhovedet kunne komme. Man skulle være der tidligt, hvis man ville betale 50 cents for at leje et skab, skifte til badetøj og gemme sit pyntetøj til aftenens spadseretur. Mens børnene og mor fandt en plads i sandet i nærheden af Convention Hall, løb far ned til Captain Starn’s for at forsøge at få en middagsreservation. Hvis det ikke lykkedes ham, blev det enten Wolfie’s, Tony’s Baltimore Grill eller The White House. Det var vores Disneyland.

Efter et par timer i havet spiste vi en madpakke fra køleren og begav os nordpå til Steel Pier for at se eftermiddagsshowene. Matinéer var billigere. Først var der karnevalsagtige lege foran, og så kom man forbi Dykkerklokken, en lille stålkapsel, som man blev låst fast i, og så lod de en falde ned på havets bund. Man så som regel ikke andet end et par små fisk. Og langt ude over vandet var der flere musikteatre. En dag så jeg en 13-årig lille Stevie Wonder optræde med “Fingertips”, mens mine forældre gik hen for at se Count Basie Orchestra. En anden gang var jeg omringet og knust af kvindelig teenagepandemonium, da Herman’s Hermits kom på scenen. Men den egentlige grund til, at man kom, var de smukke kvinder med langt hår, der sad på heste og sprang ned fra en platform fra omkring 30 meter op i luften i en lille træbalje. Men det var i 50’erne og 60’erne, og tingene var ved at ændre sig.

Det var virkelig en “fortælling om to byer”. Som børn kendte vi kun til saltvandstaffy, Mr. Peanut og forlystelserne på Million Dollar Pier. Barkers med clip-on-mikrofoner, der solgte knive, der ikke blev sløve, slebne krystalglas fra Frankrig og dimser, der hakkede dine løg i bittesmå stykker. Om aftenen var alle klædt på i deres fineste sommertøj, og man kunne enten slentre langs træpromenaden eller, hvis man kom fra Main Line, betale nogen for at blive skubbet i en kurvevogn med hjul. Og når børnene blev for trætte, gik man en blok inde i landet og tog en Jitney på Pacific Avenue til sit hotel, hvis man var heldig nok til at tilbringe hele weekenden.

Næsten ved midnat, når det begyndte at blive stille langs stranden, og børnene blev puttet i seng, fyldtes de store jazzklubber og showrooms med fyre og dukker. De hvide folk havde deres klubber midt i byen som The 500 Club, hvor man kunne se Sinatra eller Martin og Lewis, og de sorte klubber lå i den nordlige ende: The Harlem Club, Grace’s Little Belmont og Wonder Gardens. Selv om Boardwalk Empire var en virkelighedsbaseret fiktionaliseret beretning om de brølende 20’ere, har Atlantic City længe efter forbudstidens ophør og sandsynligvis stadig den dag i dag altid været en mafiaby. Sprut, prostitution, hasardspil, lånehajeri, mord … det var der alt sammen. Og ret snart ville Donald Trump tage den med på en tur.

Hvor de legaliserede spil og begyndte at rive de gamle store hoteller ned for at sætte vægge af glas og stål op, blev byen et teenageødeland fra før Jersey Shore. Familierne drog sydpå til mere rolige byer, og gangsterne blev politiske og begyndte at kæmpe om positionerne. I slutningen af 60’erne og begyndelsen af 70’erne blev strandpromenaden ultraklædelig, og halvdelen af børnene hang ud på High Hat Joe’s, mens resten var nordpå i Playland. Fællesnævneren var stoffer, sex og musik, og der var også en masse slåskampe.

Freaks, nørder og et par rene unge. De fedtede fra South Philly og K og A, som kunne slå dig ud, bare fordi du kiggede på dem. Jeg blev slæbt ind under strandpromenaden en aften med en kniv mod halsen, og jeg kan sgu ikke huske, hvordan jeg kom ud i live. Jeg boede på et pensionat med en gammel mand, seks katte, ingen kattebakker og fem piger fra Montreal, og jeg havde småjobs på nok et halvt dusin hoteller og arbejdede i receptionen den aften, Tyrone Davis, der lige havde fået et kæmpe hit i radioen med “Turn Back The Hands of Time”, ødelagde halvdelen af værelserne. Og jeg mener, han overgik Keith Moon, idet han brugte et økseskaft og en hammer på døre og møbler. De slæbte ham væk og efterlod hans tourbus på parkeringspladsen i et par dage.

Den eneste gang, jeg tog tilbage til Atlantic City i 80’erne, var for at besøge Russ Meyers pladebutik på Atlantic Avenue. De havde en enorm samling af oldies og forhandlede også med jukebox-fyrene, og jeg arbejdede for en distributør, der ejede omkring 30 procent af markedet. Det lignede det krigshærgede Beirut: blokke og blokke af boliger blev opkøbt af bygherrer og revet ned og efterladt tomme til det næste kasino, der skulle opføres. Overalt hvor man så hen, byggede de disse groteske monolitter, og Trumps forbandede navn var overalt. Staten forsøgte at presse mafiaen ud, men de var klogere. Hvem styrede fagforeningerne, ejede byggefirmaerne, leverede spiritus, mad og underholdning? Der var flere måder at tage penge af bordet på.

Det første kasino åbnede i 1978. The Press of Atlantic City skriver, at da guvernør Brendan Byrne stod på Boardwalk og advarede cheferne i den organiserede kriminalitet om at “holde de beskidte hænder ude af Atlantic City”, så to mænd – Nicodemo “Little Nicky” Scarfo, den nu tidligere chef for Philadelphia-kriminalitetsfamilien, og hans nevø og næstkommanderende, Philip “Crazy Phil” Leonetti – talen live fra et par gader væk. “Ved han ikke, at vi allerede er her?” Scarfo spurgte sin nevø.

I marts 1980 blev chefen for Philadelphia-kriminalitetsfamilien, Angelo “The Gentle Don” Bruno, dræbt af et haglgeværskud i baghovedet, da han sad i sin bil foran sit hjem. Det menes, at mordet blev bestilt af Antonio Caponigro (alias Tony Bananas), Brunos consigliere. Et par uger senere blev Caponigros lig fundet i en ligpose i bagagerummet på en bil i New York City. Der var stukket omkring 300 dollarsedler ind i hans mund og anus (hvilket skulle tolkes som tegn på grådighed). Efter mordet på Caponigro blev Philip “Chicken Man” Testa leder af familien i et år, indtil han blev dræbt af en sømbombe i sit hjem. (Wikipedia)

Donald Trump brugte 25 år på at eje en række ejendomme i Atlantic City, som nu alle står tomme. Han indgav konkursbegæring fire gange. “Tidligt tog jeg en masse penge ud af kasinoerne med finansieringerne og de ting, vi gør,” sagde han. “Atlantic City var en meget god cash cow for mig i lang tid.” Byen ligner stadig et helvede, og måske er der også en sang i den historie.

Alt dør, baby det er en kendsgerning
Men måske kommer alt, der dør en dag tilbage.
Sæt din makeup på, ordn dit hår pænt
Og mød mig i aften i Atlantic City.