Som enhver gymnasieelev, der har sammenlignet flasker i sine forældres spiritusskab, kan fortælle dig, er en spiritus’ alkoholprocent nøjagtig dobbelt så meget som dens alkoholprocent i volumenprocent. Hvorfor bruge denne 0-200-skala? Fordi det selvfølgelig er historisk.

“Proof”, som det bruges i forbindelse med sprut, stammer fra dengang, hvor handlende bogstaveligt talt skulle bevise, at deres sprut var den ægte vare. Ifølge William B. Jensen fra University of Cincinnati i England i det 16. århundrede dyppede handelsmænd en krudtkugle i spiritus for at bestemme spiritusens styrke. “Hvis det stadig var muligt at antænde det våde krudt, blev spiritusens alkoholindhold vurderet til at være over proof, og den blev beskattet med en højere sats, og omvendt, hvis krudtet ikke kunne antændes.”

Mens udtrykket “proof” er blevet hængende i Amerika, har den standard, som det henviser til, intet at gøre med krudt. Omkring 1848 blev 50 % alkohol pr. volumen valgt som udgangspunkt, og 100 blev brugt som den tilsvarende proof. Proof er således dobbelt så meget som ABV.

I andre lande anvendes andre proof-systemer. I 1816 begyndte man f.eks. i Storbritannien at bruge tyngdekraften som standard i 1816. I Customs and Excise Act hedder det, at 100 proof spiritus er “spiritus, hvis vægt er 12/13 af vægten af en tilsvarende mængde destilleret vand ved 51° F (11° C)”. Proof er så ca. 1,75 gange alkoholprocenten i volumenprocent. Al den matematik kan få nogen til at drikke.