The Wreck Of The Two Brothers

fotos af: Den 11. februar 1823, da Two Brothers sejlede vest for Sandwichøerne – nu Hawaii – i selskab med hvalskibet Martha, blev Two Brothers adskilt fra sit søsterskib og fanget i en voldsom storm.

Tusindvis af kilometer fra sit hjem i Nantucket så kaptajn George Pollard Jr. med rædsel på, hvordan den voldsomme storm slog sit fartøj med bjergrige bølger og skubbede Two Brothers ind i korallerne på French Frigate Shoals.

En dykker inspicerer et anker, der menes at være fra Two Brothers

Han må have følt sig forbandet.

Hvalfangermesteren havde allerede overlevet den nylige tragedie med Essex, der blev ramt af en hval i november. 20. november 1820, hvis forlis blev inspirationen til Herman Melvilles litterære klassiker “Moby-Dick.”

Pollard og hans overlevende besætnings bemærkelsesværdige prøvelser efter Essex-katastrofen var præget af måneder i en lille båd, der drev rundt i Stillehavet, nærmest sult og kannibalisme. Efter at være vendt tilbage til Nantucket i 1821 om bord på Two Brothers fik han en chance for forløsning og fik straks overdraget kommandoen over netop det hvalskib, der havde bragt ham hjem.

Two Brothers satte igen sejl den 26. november 1821, et år og seks dage fra datoen for Essex-angrebet. Thomas Nickerson, kahytdreng på Essex, var blevet forfremmet til bådstyrmand og sluttede sig til Pollard på rejsen.

Hans førstehåndsberetning om, hvad der skete, som nu er udstillet på Nantucket Whaling Museum sammen med et digt, han skrev om hændelsen, beskriver begivenhederne:

“Det regnede og blæste kraftigt ved Seven Bells med et højt rullende hav, en af mændene bemærkede, at vandet langs siden så hvidere ud end normalt … Jeg var gået ind i kahytten for at hente min vandfrakke, da jeg så kaptajnen stå på rælingen og kigge ud over davit’en i havet … Jeg havde netop lagt min hånd på min frakke, da skibet slog til med et frygteligt brag, der hvirvlede mig med hovedet først til den anden side af kahytten. Jeg samlede mig op så hurtigt, som jeg kunne, idet jeg antog, at vi var stødt ind i et forbipasserende skib. Jeg sprang op på dæk, og De kan nok bedømme min forbavselse over at se, at vi var omringet af brækker, der tilsyneladende var bjerge høje, og at vort skib kørte om på sin bredside og dunkede så tungt, at man knap nok kunne stå på benene.”

Som ved Essex-angrebet frøs kaptajn Pollard i det kritiske øjeblik: “Kaptajn Pollard syntes at stå forbløffet over scenen foran ham…”, skrev Nickerson.

Besætningen på Two Brothers, anført af styrmand Eben Gardner, kom i aktion og fik frigjort hvalbådene, som var blevet surret fast for at sikre dem under stormen.

“Under den hurtige ledelse af de to styrmænd Eben Gardner og Charles W. Riddell lykkedes det at få de to både fri af vraget, og alle mand blev presset ind i dem og reddede intet andet end det, de stod i. Kaptajn Pollard gik modvilligt ind i båden, netop som de var ved at skubbe sig væk fra skibet.”

I en note skrev Nickerson: “Kaptajnen kunne næppe overtales til at gå om bord, da han blev opfordret til at gå om bord.” Til sidst sluttede Pollard sig til besætningen i bådene.

Efter at have tilbragt en “dyster nat blandt rev og bølger, opdagede vi ved daggry et skib inden for revlerne, og til vores glæde kunne vi, da vi nærmede os det, konstatere, at det gik let til anker og var fri af bunden”, skrev Nickerson. Denne prøvelse var hjemsøgende, især for en, der først for nylig havde været igennem prøvelsen i Essex. I et vers, der synes at hentyde til mindet om sult, skrev Nickerson om natten til søs:

“Men her igen griber nye rædsler os Vi har ingen mad, vores sult at dulme Og tørst stjæler forgæves over vores udtørrede læber Bleg dødens strenge ansigt truer nu igen.”

Deres redning var deres ledsager, hvalskibet Martha. Som styrmand Eben Gardner skrev i sin førstepersonsberetning, der også findes i NHA-kol- lektionerne: “Vi fik vores båd ned, tog en skildpadde ind og roede hårdt mod skibet. Kl. 13.00 kom vi om bord på Martha og fandt kaptajn Pollard i sikkerhed med hele besætningen. Vi havde 11 mand i hver båd.”

I skarp kontrast til efterdønningerne af Essex-angrebet fulgte ingen tragedie, bortset fra det materielle tab af skibet.

Nickerson skrev: “Vi havde ikke set et levn af vort ulykkelige skib, og jeg har heller ikke hørt, at et levn af hende nogensinde er blevet set siden.”

To gange forliste var for meget for kaptajn George Pollard Jr. I en overtroisk industri betragtede han sig selv som uheldig og valgte at hænge sin hat op og trække sig tilbage. Han ville være kaptajn på et handelsskib og derefter vende tilbage til Nantucket for at blive byens nattevagt. En arret mand, med Nickersons korte ord: “Kaptajn Pollard vendte tilbage … og opgav hvalfangstbranchen for evigt.”

Pollard, der mødte Melville i sommeren 1852 efter udgivelsen af “Moby-Dick”, blev ikke værdsat af sine naboer i Nantucket, men for forfatteren, der kendte Pollards overlevelseshistorie, var den tidligere hvalfangerkaptajn en bemærkelsesværdig mand. Hver 20. november, til ære for dem, der døde på Essex, låste han sig inde på sit værelse og fastede til ære for dem, der var gået tabt.

I de sidste 188 år har vraget af Two Brothers ligget begravet i det lavvandede vand ved French Frigate Shoals på de nordvestlige Hawaii-øer. Det blev opdaget af et hold forskere fra National Oceanic and Atmospheric Administration den 23. august 2008, og den 11. februar 2011, på 188-årsdagen for vraget, meddelte NOAA’s Office of National Marine Sanctuaries formelt, at det havde lokaliseret det nationalt betydningsfulde vrag i farvandet ved Papahãnaumokuãkea Marine National Monument, næsten 600 sømil nordvest for Honolulu.

NOAA’s Kelly Gleason, den maritime arkæolog, der har ledet ekspeditionerne til de små stimer, fandt de første hvalskibsartefakter på stedet i de sidste timer af en tur til det afsidesliggende område i 2008, herunder et stort anker, tre prøvepotter og hundredvis af mursten. Siden den første opdagelse har NOAA-holdet fundet flere artefakter på vragstedet, bl.a. harpunhoveder, et slibehjul, en spækhugger og fragmenter af porcelæn, der beviser, at vragstedet har forbindelse til et skibsvrag fra begyndelsen af det 19. århundrede, sandsynligvis “Two Brothers”.

I marts sidste år rejste Gleason til Nantucket og udforskede arkiverne i Nantucket Historical Associations forskningsbibliotek, hvor han ledte efter søberetninger om hvalfangstture og lærte om den materielle kultur på en hvalfanger fra Nantucket fra den tid. Hun vendte tilbage til stimerne senere samme år og fandt endnu flere harpunspidser, lanser og keramik.

I henhold til NOAA er mange af de arkæologiske artefakter ved at blive behandlet i et konserveringslaboratorium. Andre vil forblive i havreservatet, hvor de er beskyttet af den føderale lovgivning. Gleason håber, at et lille udvalg på et tidspunkt vil blive udstillet i Hilo, Hawaii, og muligvis danne grundlag for en rejseudstilling.

I mellemtiden er Nantucket Historical Association og Egan Maritime Institute gået sammen om at invitere Gleason til at holde et foredrag på Whaling Museum den 16. august.