“Tag penge, for eksempel. Før i tiden var der ikke nogen papirpenge. Papir var bare papir, uden nogen værdi. Så besluttede folk, at sølvpenge var svære at opbevare, så de forvandlede papir til penge. Og så fungerer det som penge.”

“Måske vil der en dag i fremtiden opstå en ny konge, som ikke kan lide papirpenge. Han vil få os til at bruge voksdråber i stedet – tage seglvoks, smelte det, stemple det til klumper og antage, at det er penge. Vi vil bruge voksdug over hele landet og komme i gæld på grund af voksdug. For slet ikke at tale om voksrester, vi kunne tage kyllingeaffald og lave det om til penge! Det kunne ske. Alle vores hønseaffald ville blive til kontanter. Vi ville slås og slå hinanden ihjel over hønseafføring.”

• Ajahn Chah, munk, grundlægger af to store klostre i den thailandske skovtradition, & afgørende figur i etableringen af theravada-buddhismen i Vesten

Hvorfor afviser buddhistiske munke ideen om penge?

Prakterende buddhister afgiver fem løfter – ikke at lyve, ikke at stjæle, ikke at begå seksuel forseelse, ikke at skade noget levende væsen og ikke at indtage berusende stoffer, der fører til uopmærksomhed. Disse kaldes de ‘5 forskrifter’.

Når buddhistiske munke og nonner ordineres – ifører sig klæderne, barberer hovedet og begynder deres træning – afgiver de alle de samme løfter, som lægbuddhister (praktiserende buddhister, der ikke er munke) gør, men de lover også at give slip på deres tilknytning til alle sociale konventioner. Det var det, som Buddha gjorde på sin vej til oplysning, så Vinaya’en – de regler, som han opstillede for munke at følge – siger, at de skal gøre det samme.

For buddhister (og mange økonomer) tæller penge som en social konvention. Mønter er kun værdifulde, fordi vi har besluttet, at de er det, og det samme gælder for pengesedler i papirform. Så ligesom andre sociale konventioner opgiver buddhistiske munke dem. De kan ikke købe eller sælge noget, hente kontanter i banken eller endda give eller modtage velgørende donationer.

Hvordan klarer munke sig uden penge?

Buddhistiske munke og nonner er fuldstændig afhængige af, at lægfolket forsyner dem med de materielle ting, de har brug for for at overleve. I varmere buddhistiske lande går munkene rundt i deres lokale landsby ved spisetid i det, der kaldes en “almisse-runde”, hvor de holder en skål, som de lokale kan lægge mad i. I Vesten bliver der ofte doneret mad i store mængder til klostrene, og frivillige bruger det til at tilberede måltider til munkene.

Lejesamfundet sørger for penge og arbejdskraft til at bygge husly til munkene, sy tøj til dem og købe den teknologi, de har brug for for at holde sig ajour med verden uden for klosteret, lige fra computere til iPads. Nogle klostersamfund som Forest Sangha har endda en Twitter-konto.

En gang om året, under efterårsfestivalen Kathina, tilbyder familierne munkene og nonnerne alt det stof, de har brug for til klæder, så de kan komme igennem vintermånederne. Lægebuddhister går sammen for at give dem det mest basale i det, der er kendt som en årlig fest for at give.

Hvad får lægbuddhisterne til gengæld?

Lægemiljøet giver klostersamfundet materiel støtte til gengæld for den åndelige støtte, de modtager fra dem, i form af ceremonier, guidet meditation eller ad hoc-rådgivning. Der er ikke tale om en slags udveksling – man får ikke en passage fra skrifterne, hver gang man donerer en dåse tomater – men mere om et forhold af gensidig afhængighed eller “gaveøkonomi”.

Sikkert er det, at folk udnytter systemet?

Det går ikke altid lige godt. Som med alt andet fortolker folk reglerne på forskellige måder, og nogle bøjer dem lidt for meget. Munke er forpligtet til nådigt at tage imod alt, hvad der tilbydes dem, uanset hvad det måtte være. Det er ikke ualmindeligt at se klostre i Thailand oversvømmet af hunde, doneret af folk, der ikke kan passe dem, og som ved, at munkene ikke kan afvise dem.

Og munkene er også kendt for at bøje reglerne. En lille sekt af vestlige buddhister har indrømmet at modtage lejeindtægter fra folk, der modtager boligstøtte. Da de britiske skatteydere, som ville finansiere disse ydelser, bestemt ikke er åndeligt afhængige af dem, er det i strid med princippet om “gaveøkonomi” i forholdet mellem munke og lægfolk.

Teknisk set bryder de ikke nogen buddhistiske regler ved at give disse penge videre til munkene, hvis de ønsker det, så længe det er lægfolket og ikke munkene, der indsamler midlerne. En række buddhistiske grupper bruger denne begrundelse til at skaffe andre ting som meditationskurser, bøger og så videre.

Men mange buddhister vil måske tage afstand fra dette – selv om munkene faktisk ikke håndterer nogen penge, sikrer de deres materielle velfærd ved at drage fordel af lægfolkets behov for husly og åndelig vejledning. Vi ender med en situation, hvor Buddhas lære bliver en handelsvare, der sælges til dem, der har råd til den, i stedet for at blive tilbudt dem, der har brug for den. Det er ikke længere gaveøkonomi – det er bare almindelig markedsudveksling.

Hvorfor holde fast i ‘gaveøkonomi’, hvis det er en mangelfuld måde at gøre tingene på?

Der vil altid eksistere mennesker, der bryder reglerne – men for hundredvis af buddhistiske samfund rundt om i verden er systemet med gensidig afhængighed en virkelig vigtig del af den buddhistiske spiritualitet. Buddhister kalder ofte sig selv for “praktiserende”, fordi det at leve moralsk er et spørgsmål om praksis – noget man bliver bedre til med tiden. Ingen økonomisk model er perfekt, men dette system gør det i det mindste muligt for både kloster- og lægfolk at opfylde deres åndelige og materielle behov.

*Forfatteren af denne artikel er en lægmand, der støtter Forest Sangha-skolen, inden for Theravada-traditionen. Dette er en personlig fortolkning af Buddhas lære og gør ikke krav på at repræsentere alle buddhisters synspunkter.

Liked this piece? Tjek resten af Økonomi udforsker: Religion