Efterspørgselskurver opfattet af en virksomhed med fuldkommen konkurrence og af et monopol

Opmærksom på en monopolvirksomhed, der er komfortabelt omgivet af adgangsbarrierer, således at det ikke behøver at frygte konkurrence fra andre producenter. Hvordan vil dette monopol vælge sin profitmaksimerende produktionsmængde, og hvilken pris vil det forlange? Monopolistens fortjeneste vil som for enhver anden virksomhed være lig med de samlede indtægter minus de samlede omkostninger. Omkostningsmønstret for monopolet kan analyseres inden for de samme rammer som omkostningerne for en virksomhed med fuldkommen konkurrence – dvs. ved hjælp af de samlede omkostninger, faste omkostninger, variable omkostninger, marginale omkostninger, gennemsnitlige omkostninger og gennemsnitlige variable omkostninger. Men da et monopol ikke er udsat for nogen konkurrence, vil dets situation og dets beslutningsproces være anderledes end for en virksomhed med fuldkommen konkurrence.

En virksomhed med fuldkommen konkurrence optræder som en prismodtager. Den efterspørgselskurve, som den opfatter, er vist i figur 1(a). Den vandrette efterspørgselskurve betyder, at den ud fra en perfekt konkurrencedygtig virksomheds synspunkt kan sælge enten en relativt lav mængde som Ql eller en relativt høj mængde som Qh til markedsprisen P.

Figur 1. Den opfattede efterspørgselskurve for en perfekt konkurrent og en monopolist. (a) En perfekt konkurrerende virksomhed opfatter den efterspørgselskurve, som den står over for, som værende flad. Den flade form betyder, at virksomheden kan sælge enten en lav mængde (Ql) eller en høj mængde (Qh) til nøjagtig den samme pris (P). (b) En monopolist opfatter den efterspørgselskurve, som den står over for, som værende den samme som markedets efterspørgselskurve, der for de fleste varer er nedadgående. Hvis monopolisten vælger et højt produktionsniveau (Qh), kan den således kun kræve en relativt lav pris (Pl); omvendt kan den, hvis monopolisten vælger et lavt produktionsniveau (Ql), så kræve en højere pris (Ph). Udfordringen for monopolisten er at vælge den kombination af pris og mængde, der maksimerer profitten.

Selv om en monopolist kan kræve en vilkårlig pris for sit produkt, er denne pris dog begrænset af efterspørgslen efter virksomhedens produkt. Ingen monopolist, selv ikke en, der er grundigt beskyttet af høje adgangsbarrierer, kan tvinge forbrugerne til at købe sit produkt. Da monopolisten er den eneste virksomhed på markedet, er dens efterspørgselskurve den samme som markedets efterspørgselskurve, som i modsætning til efterspørgselskurven for en virksomhed med fuldkommen konkurrence er nedadgående.

Figur 1 illustrerer denne situation. Monopolisten kan enten vælge et punkt som R med en lav pris (Pl) og en høj mængde (Qh), eller et punkt som S med en høj pris (Ph) og en lav mængde (Ql), eller et mellemliggende punkt. Hvis prisen sættes for højt, vil det resultere i en lav solgt mængde, og det vil ikke indbringe store indtægter. Omvendt kan en for lav pris resultere i en stor mængde solgte varer, men på grund af den lave pris vil den heller ikke indbringe store indtægter. Udfordringen for monopolisten er at finde en profitmaksimerende balance mellem den pris, den tager, og den mængde, den sælger.

Totale omkostninger og samlede indtægter for en monopolist

For at kunne bestemme overskuddet for en monopolist skal vi først identificere de samlede indtægter og samlede omkostninger. Et eksempel for den hypotetiske HealthPill-virksomhed er vist i figur 2.

Figur 2. Samlede indtægter og samlede omkostninger for HealthPill-monopolet. De samlede indtægter for monopolvirksomheden HealthPill stiger først og falder derefter. Et lavt produktionsniveau giver relativt få samlede indtægter, fordi mængden er lav. Et højt produktionsniveau giver relativt færre indtægter, fordi den store mængde presser markedsprisen nedad. Den samlede omkostningskurve er opadgående. Fortjenesten vil være størst ved den produktionsmængde, hvor de samlede indtægter ligger mest over de samlede omkostninger. Det profitmaksimerende produktionsniveau er ikke det samme som det indtægtsmaksimerende produktionsniveau, hvilket burde give mening, fordi profitten tager hensyn til omkostningerne, mens indtægterne ikke gør det.

De samlede omkostninger for en monopolist følger de samme regler som for virksomheder med fuldkommen konkurrence. Med andre ord stiger de samlede omkostninger med produktionen med en stigende hastighed. De samlede indtægter er derimod anderledes end ved perfekt konkurrence. Da en monopolist står over for en nedadgående efterspørgselskurve, er den eneste måde, hvorpå den kan sælge mere produktion, at sænke sin pris. Ved at sælge mere produktion øges indtægterne, men ved at sænke prisen reduceres de. Den samlede indtjenings form er således ikke klar. Lad os undersøge dette ved hjælp af dataene i tabel 1, som viser punkter langs efterspørgselskurven (efterspurgte mængde og pris) og derefter beregner den samlede indtægt ved at multiplicere prisen med mængden. (I dette eksempel angiver vi for enkelhedens skyld produktionen som 1, 2, 3, 4 osv. Hvis du foretrækker et strejf af større realisme, kan du forestille dig, at medicinalvirksomheden måler disse outputniveauer og de tilsvarende priser pr. 1.000 eller 10.000 piller). Som det fremgår af figur 2, har den samlede indtægt for en monopolist form som en bakke, der først stiger, dernæst flader ud og derefter falder.

I dette eksempel er den samlede indtægt størst ved en mængde på 6 eller 7. Monopolisten søger imidlertid ikke at maksimere indtjeningen, men i stedet at opnå den størst mulige fortjeneste. I HealthPill-eksemplet i figur 2 vil den højeste fortjeneste opstå ved den mængde, hvor den samlede indtægt er længst over de samlede omkostninger. Dette ser ud til at ligge et sted i midten af grafen, men hvor præcist? Det er nemmere at se det profitmaksimerende produktionsniveau ved at anvende marginalmetoden, som vi nu vender os mod.

Marginalindtægter og marginalomkostninger for en monopolist

I den virkelige verden har en monopolist ofte ikke nok oplysninger til at analysere hele sin samlede indtægts- eller samlede omkostningskurve; virksomheden ved trods alt ikke præcis, hvad der ville ske, hvis den ændrede produktionen drastisk. Men en monopolist har ofte ret pålidelige oplysninger om, hvordan en ændring af produktionen med små eller moderate beløb vil påvirke dens marginale indtægter og marginale omkostninger, fordi den har erfaring med sådanne ændringer over tid, og fordi beskedne ændringer er lettere at ekstrapolere ud fra de nuværende erfaringer. En monopolist kan bruge oplysninger om marginalindtægter og marginalomkostninger til at finde frem til den profitmaksimerende kombination af mængde og pris.

Tabel 2 udvider tabel 1 ved hjælp af tallene for de samlede omkostninger og samlede indtægter fra HealthPill-eksemplet til at beregne marginalindtægter og marginalomkostninger. Husk på, at marginalindtægten er den ekstra indtægt, som virksomheden får ved at sælge en (eller nogle få) flere enheder af produktionen. På samme måde er marginalomkostningerne de ekstra omkostninger, som virksomheden pådrager sig ved at producere og sælge en (eller nogle få) flere enheder af produktionen. Dette monopol står over for en typisk U-formet gennemsnitlig omkostningskurve og en opadgående marginalomkostningskurve, som vist i figur 3.

Bemærk, at marginalindtægten er nul ved en mængde på 7 og bliver negativ ved mængder over 7. Det kan virke kontraintuitivt, at marginalindtægten nogensinde kan være nul eller negativ: betyder en stigning i den solgte mængde trods alt ikke altid en større indtægt? For en perfekt konkurrent ville hver ekstra solgte enhed give en positiv marginalindtægt, fordi marginalindtægten var lig med den givne markedspris. En monopolist kan imidlertid sælge en større mængde og se et fald i den samlede indtægt, da monopolisten for at sælge mere produktion må sænke prisen for at kunne sælge mere. Efterhånden som den solgte mængde bliver større, vil prisfaldet på et tidspunkt være proportionelt større end stigningen i den større salgsmængde, hvilket medfører en situation, hvor mere salg giver mindre indtægt. Med andre ord er marginalindtægten negativ.

Figur 3. Marginalindtægter og marginale omkostninger for HealthPill-monopolet. For et monopol som HealthPill falder marginalindtægterne, efterhånden som der sælges flere enheder af produktionen. Marginalomkostningskurven er opadgående. Det profitmaksimerende valg for monopolet vil være at producere i den mængde, hvor marginalindtægten er lig med marginalomkostningerne: dvs. MR = MC. Hvis monopolet producerer en mindre mængde, er MR > MC ved dette produktionsniveau, og virksomheden kan opnå større fortjeneste ved at øge produktionen. Hvis virksomheden producerer i en større mængde, er MC > MR, og virksomheden kan opnå større fortjeneste ved at reducere sin produktionsmængde.

En monopolist kan bestemme sin profitmaksimerende pris og mængde ved at analysere marginalindtægten og marginalomkostningerne ved at producere en ekstra enhed. Hvis marginalindtægten overstiger marginalomkostningerne, kan virksomheden øge sin fortjeneste ved at producere en ekstra enhed.

For eksempel er marginalindtægten ved en produktion på 4 i figur 3 på 600 og marginalomkostningerne på 250, så produktionen af denne enhed vil klart øge den samlede fortjeneste. Ved en produktion på 5 er marginalindtægten 400 og marginalomkostningerne 400, så produktionen af denne enhed betyder stadig, at den samlede fortjeneste er uændret. En udvidelse af produktionen fra 5 til 6 vil imidlertid medføre en marginalindtægt på 200 og en marginalomkostning på 850, så den sjette enhed vil faktisk reducere overskuddet. Monopolet kan således ud fra marginalindtægten og marginalomkostningerne se, at det profitmaksimerende produktionsniveau blandt valgmulighederne i tabellen er 5.

Monopolet kunne finde frem til det profitmaksimerende produktionsniveau ved at øge mængden med et lille beløb, beregne marginalindtægten og marginalomkostningerne og derefter enten øge produktionen, så længe marginalindtægten overstiger marginalomkostningerne, eller reducere produktionen, hvis marginalomkostningerne overstiger marginalindtægten. Denne proces fungerer uden behov for at beregne de samlede indtægter og samlede omkostninger. Et profitmaksimerende monopol bør således følge reglen om at producere op til den mængde, hvor marginalindtægten er lig med marginalomkostningerne – dvs. MR = MC. Denne mængde er let at identificere grafisk, hvor MR og MC skærer hinanden.

Maximering af fortjeneste

Hvis du finder det kontraintuitivt, at det vil maksimere fortjenesten at producere, hvor marginalindtægten er lig med marginalomkostningerne, vil det hjælpe dig at gennemgå tallene.

Strin 1. Husk, at vi definerer marginalomkostninger som ændringen i de samlede omkostninger ved at producere en lille mængde ekstra produktion.

\text{MC}=\frac{\text{ændring i de samlede omkostninger}}{\text{ændring i den producerede mængde}}}

Stræk 2. Bemærk, at i tabel 2 stiger de samlede omkostninger fra 500 $ til 775 $, efterhånden som produktionen stiger fra 1 til 2 enheder. Som følge heraf vil marginalomkostningerne for den anden enhed være:

\begin{array}{rcl}\text{MC}& =& \frac{$775-$500}{1}\\\\ & =& $275\end{array}

Strin 3. Husk, at marginalindtægten på samme måde er ændringen i den samlede indtægt ved at sælge en lille mængde ekstra produktion.

\begin{array}{rcl}\text{MR}& =& \frac{\text{ændring i den samlede indtægt}}}{\text{ændring i den solgte mængde}}\end{array}

Stræk 4. Bemærk, at i tabel 2 stiger den samlede indtægt fra 1.200 $ til 2.200 $, når produktionen stiger fra 1 til 2 enheder. Som følge heraf vil marginalindtægten for den anden enhed være:

\begin{array}{rcl}\text{MR}& =& \frac{$2200-$1200}{1}\\\\ & =& $1000\end{array}

Tabel 3 nedenfor gentager marginalomkostningerne og marginalindtægten fra tabel 2, og tilføjer yderligere to kolonner. Marginalgevinsten er rentabiliteten af hver ekstra solgte enhed. Vi definerer den som marginalindtægt minus marginalomkostninger. Endelig er den samlede fortjeneste summen af de marginale fortjenester. Så længe den marginale fortjeneste er positiv, vil produktionen af mere produktion øge den samlede fortjeneste. Når den marginale fortjeneste bliver negativ, vil produktionen af mere produktion mindske den samlede fortjeneste. Den samlede fortjeneste er størst, når marginalindtægten er lig med marginalomkostningerne. I dette eksempel opstår den maksimale fortjeneste ved en produktion på 5 enheder.

Tabel 3. Marginalindtægt, marginale omkostninger, Marginalgevinst og samlet fortjeneste

Mængde Q	Marginalindtægt MR	Marginalomkostninger MC	Marginalgevinst MP	Samlet gevinst P
1	1,200	500	700	700
2	1,000	275	725	1,425
3	800	225	575	2,000
4	600	250	350	2,350
5	400	400	0	2,350
6	200	850	-650	1,700
7	0	1,500	-1,500	200
8	-200	2,400	-2.600	-2.400

En virksomhed med fuldkommen konkurrence vil også finde sit profitmaksimerende produktionsniveau, hvor MR = MC. Den afgørende forskel i forhold til en virksomhed med fuldkommen konkurrence er, at i tilfælde af fuldkommen konkurrence er marginalindtægten lig med prisen (MR = P), mens den for en monopolist ikke er lig med prisen, fordi ændringer i produktionsmængden påvirker prisen.

Valg af pris

Når monopolisten har fundet frem til den profitmaksimerende produktionsmængde, er det næste skridt at fastsætte den tilsvarende pris. Dette er ligetil, hvis man husker, at en virksomheds efterspørgselskurve viser den maksimale pris, som en virksomhed kan kræve for at sælge en hvilken som helst mængde af produktionen. Tag grafisk udgangspunkt i den profitmaksimerende mængde i figur 3, som er 5 enheder af produktionen. Tegn en lodret linje op til efterspørgselskurven. Læs derefter prisen af på efterspørgselskurven (dvs. 800 $).

Se det

Se klippet for at gennemgå, hvordan en monopolist maksimerer prisen, og for at se det på en graf.

Hvorfor er en monopolists marginalindtægt altid mindre end prisen?

Marginalindtægtskurven for en monopolist ligger altid under markedets efterspørgselskurve. For at forstå hvorfor, kan man tænke på at øge mængden langs efterspørgselskurven med en enhed, så man tager et skridt ned ad efterspørgselskurven til en lidt højere mængde, men en lidt lavere pris. En efterspørgselskurve er ikke sekventielt: det er ikke sådan, at vi først sælger Q1 til en højere pris og derefter Q2 til en lavere pris. En efterspørgselskurve er snarere betinget: hvis vi opkræver den højere pris, vil vi sælge Q1. Hvis vi i stedet opkræver en lavere pris (på alle de enheder, vi sælger), vil vi sælge Q2.

Så når vi tænker på at øge den solgte mængde med en enhed, påvirkes marginalindtægten på to måder. For det første sælger vi en ekstra enhed til den nye markedspris. For det andet sælges alle de tidligere enheder, som kunne være blevet solgt til den højere pris, nu til en lavere pris. På grund af den lavere pris på alle solgte enheder er marginalindtægten ved at sælge en enhed mindre end prisen på den pågældende enhed – og marginalindtægtskurven ligger under efterspørgselskurven.

Tip: For en retlinet efterspørgselskurve er marginalindtægtskurven lig med prisen på det laveste produktionsniveau. (Grafisk set har MR og efterspørgsel den samme lodrette akse.) Når produktionen stiger, falder marginalindtægten dobbelt så hurtigt som efterspørgslen, således at det vandrette skæringspunkt for MR ligger halvvejs i det vandrette skæringspunkt for efterspørgslen. Du kan se dette i figur 4.

Figur 4. Monopolistens marginalindtægtskurve i forhold til efterspørgselskurven. Fordi markedets efterspørgselskurve er betinget, ligger marginalindtægtskurven for en monopolist under efterspørgselskurven.

Prøv det

Bidrag!

Forbedre denne sideLær mere