Graham Hancock er en dristig autodidakt, der mener, at der længe før det gamle Mesopotamien, Babylonien og Egypten eksisterede en endnu mere glorværdig civilisation. En, der blev så grundigt udslettet af et kometnedslag for omkring 12.000 år siden, at næsten alle beviser på dens eksistens forsvandt og kun efterlod de svageste spor, herunder, mener Hancock, en kryptisk advarsel om, at en sådan himmelsk katastrofe kunne ske for os. Alt dette er vævet ind i en fortælling med titlen Magicians of the Gods (Thomas Dunne Books, 2015). Jeg lyttede til lydudgaven læst op af forfatteren, hvis britiske accent og åndeløse, afslørende fortællestil er tilstået overbevisende. Men er det sandt? Jeg er skeptisk.

For det første, uanset hvor ødelæggende en udenjordisk påvirkning måtte være, skal vi så tro, at efter århundreders blomstring blev hvert eneste redskab, potteskår, beklædningsgenstand og, formodentlig fra en avanceret civilisation, skrift, metallurgi og andre teknologier – for ikke at nævne affald – slettet? Ufatteligt.

For det andet stammer Hancocks nedslagshypotese fra forskere, der først foreslog den i 2007 som en forklaring på den nordamerikanske megafaunaudryddelse omkring det tidspunkt, og den har været genstand for en heftig videnskabelig debat. Den har ikke klaret sig godt. Ud over manglen på nedslagskratere, som det er fastslået, at der ikke er sket noget sted i verden på det tidspunkt, varierer radiokarbondatoerne for laget af kulstof, sod, trækul, nanodiamanter, mikrosfærer og iridium, som hævdes at være resultatet af denne katastrofale begivenhed, meget før og efter udryddelsen af megafaunaen, alt fra 14.000 til 10.000 år siden. Selv om 37 pattedyrslægter uddøde i Nordamerika (mens de fleste andre arter overlevede og blomstrede), uddøde samtidig 52 pattedyrslægter i Sydamerika, hvilket formodentlig ikke skyldtes nedslaget. Disse udryddelser fandt faktisk sted samtidig med menneskets ankomst, hvilket understøtter den mere almindeligt accepterede hypotese om overjagt.

For det tredje begrunder Hancock sin sag primært med argumentet om uvidenhed (fordi videnskabsmænd ikke kan forklare X, så er Y en legitim teori) eller argumentet om personlig vantro (fordi jeg ikke kan forklare X, så er min Y-teori gyldig). Det er den samme type argumentation, som kreationisterne benytter sig af, blot er guderne i Hancocks tilfælde de “magikere”, der har bragt os civilisationen. Problemet her er todelt: (1) videnskabsfolk har gode forklaringer på Hancocks X’er (f.eks. pyramiderne, den store sfinx), selv om de ikke er helt enige, og (2) i sidste ende skal ens teori hvile på positive beviser til fordel for den, ikke kun negative beviser mod accepterede teorier.

Hancocks største X er Göbekli Tepe i Tyrkiet med sine megalithiske, T-formede syv til 10 tons tunge stensøjler, der er hugget og slæbt op fra kalkstensbrud og dateret til for omkring 11.000 år siden, da mennesker levede som jægersamlere uden formodentlig knowhow, færdigheder og arbejdskraft til at fremstille dem. Ergo, konkluderer Hancock, “ville det i det mindste betyde, at et endnu ukendt og uidentificeret folk et eller andet sted i verden allerede for mere end 12.000 år siden i dybden af den sidste istid havde behersket alle de kunstarter og egenskaber, der kendetegner en højkultur, og havde sendt udsendinge rundt i verden for at sprede fordelene ved deres viden.” Det lyder romantisk, men det er en bigotteri, der skyldes lave forventninger. Hvem kan sige, hvad jægersamlere er i stand til eller ikke er i stand til at gøre? Desuden var Göbekli Tepe et religiøst ceremoniel sted, ikke en by – der er ingen beviser for, at der har boet nogen mennesker der. Desuden er der ingen tamme dyreknogler, ingen metalredskaber, ingen inskriptioner eller skrift og ikke engang keramik – alle produkter, som langt senere “højkulturer” producerede.

For det fjerde har Hancock brugt årtier på sin visionære søgen efter at finde de vismænd, der bragte os civilisationen. Alligevel har årtiers søgen ikke givet nok beviser til at overbevise arkæologerne om, at den standardiserede tidslinje for menneskets historie har brug for en større revision. Hancocks klage er, at den almindelige videnskab er fastlåst i en uniformitaristisk model med langsomme, gradvise forandringer og derfor ikke kan acceptere en katastrofal forklaring.

Det er ikke sandt. Fra universets oprindelse (big bang), til månens oprindelse (stor kollision), til oprindelsen af månekratere (meteornedslag), til dinosaurernes undergang (asteroide nedslag), til de mange pludselige undergange af civilisationer, som Jared Diamond dokumenterede i sin bog Collapse fra 2005, er katastrofeismen levende og velfungerende i mainstream videnskaben. De virkelige magikere er de videnskabsmænd, der har regnet det hele ud.