Den følgende tabel viser forskellige bekræftede stavemåder for lyde og deres IPA-transskription. I almindelig sprogbrug er en ortografisk skelnen mellem telefoner eller fonemer ikke nødvendigvis gældende hos alle forfattere. En forfatter skelner f.eks. måske kun mellem nogle vokaler efter længde, og de ortografiske virkemidler kan blandes og kombineres. Hvor tabellen opregner et langt eller kort fonem /(ː)/, repræsenterer et specifikt kort // eller langt /ː/ fonem yderligere stavem, der ikke er omfattet af reglerne for længdemarkering. På samme måde opregner en fonetisk angivelse kun stavemåder, der ikke anvendes af det eller de tilsvarende fonemer. N/A anvendes, når der ikke anvendes nogen specifik stavemåde, f.eks. når alle stavemåder for lange vokaler er fundet ved hjælp af reglerne for afledning af stavemåder for lange vokaler fra den korte vokal, eller når der ikke anvendes nogen generel stavemåde, f.eks.f. eks. når korte og lange vokaler altid staves forskelligt.

Legende:

• U: Ubetonet
• E: Hovedsageligt østlig
• (ː): Lang eller kort. Se søjlerne /Vː/ og /Cː/ for længde- og geminationsmarkering.
• ?:

De lave/lave-midte vokaler kan markeres forskelligt:

• /æ/ = /ɛ/
• /ɒ/ = /ɔ/
• /ɑ/ = /a/

Dialektspecifikke lyde:

• /ɒː/: Islandsk; a, aa, á, á, o, ó, ǫ́; Normaliseret: á
• /ə/: Dansk; e, æ

Når dialektale sammensmeltninger som f.eks. OEN monoftonge fandt sted, ændrede den regionale stavemåde sig ofte for at afspejle dette. Nogle gange blev begge fonemers stavemåder brugt, men forvekslet.

Den epentetiske vokal havde forskellige regionale stavemåder. I østnordisk blev den almindeligvis stavet som ⟨e⟩ eller ⟨a⟩, mens den i vestnordisk ofte blev stavet ⟨u⟩, næsten altid sådan i Island.

ManuskriptstavningRediger

De oprindelige islandske manuskripter, som er den vigtigste kilde til viden om nordisk mytologi, anvendte ikke et ensartet stavesystem. I vikingetiden blev der talt mange dialekter af oldnordisk. Selv om de synes at have været gensidigt forståelige, resulterede de små variationer i forskellige stavemåder. Det samme navn kan således være stavet på flere forskellige måder, selv i de originale manuskripter. Der fandtes bogstaver, der var unikke for sproget, som f.eks. en modificeret version af bogstavet Wynn kaldet Vend, der kortvarigt blev brugt til lydene /u/, /v/ og /w/. Især var længden af vokaler kun sporadisk markeret i mange manuskripter, og forskellige omlauterede vokaler blev ofte ikke skelnet fra andre vokaler. En anden komplikation er, at der udviklede sig adskillige forkortelsesformer for almindelige ord, stavelser og grammatiske endelser. Et eksempel er brugen af runen med navnet maðr (mand) for ordet maðr. Et andet er brugen af en særlig glyf for de forskellige r-endelser, der er så almindelige i oldnordisk. Disse skrivelige forkortelser er kategoriseret som følger:

• Suspension, afkortning eller forkortelse: Visse bogstaver i ordet udelades, og forkortelsen angives med en overstregning (især ved at fjerne et nasal), punkt(er) ved siden af bogstavet eller lejlighedsvis et kolon. Eksempler: Ꝥ for þat (osv.), ū for um, hō for hón, þan̅ for þann; .kgr. for konungr, .s. for sonr.
• Kontraktion: Forkortelsen skrives med første og sidste bogstav, og forkortelsen angives med en prik eller en overstregning.
• Særtegn eller brevigrafier: Symboler, der erstatter ord eller stavelser. Eksempler: Tironisk et (⁊) for ok, ᛘ for maðr, syllabisk et (Ꝫꝫ) i mꝫ (með) for /eð/.
• Superscript bogstaver: Almindelige bogstaver, der indgår i ordet, eller bogstaver, der specifikt er beregnet til forkortelsesformål. Ofte med stavelsesindhold. Eksempler: sᵏ (sik), et zig-zag-formet symbol primært for er og ir i u͛a (vera).

Disse forkortelseskonventioner og et flertal af tegnene er nedarvet fra selve det latinske sprog og var fælles for det latinske alfabet i andre sprog. Andre tegn eller konventioner er dog specifikt nordiske, som f.eks. er zig-zag.

Normaliseret stavningRediger

“Normaliseret stavning” kan bruges til at henvise til normalisering i almindelighed eller standardnormalisering i særdeleshed. Ved normaliseret stavning ændres den håndskrevne stavning for at overholde at være mere streng og regelmæssig. Disse omskrivninger er designet til at være fonemisk præcise snarere end repræsentative for håndskrifterne. Graden af normalisering kan variere, men generelt er teksten i sidste ende reduceret til en begrænset afvigelse fra et reguleret system, måske på bekostning af nogle dialektale karakterer.

Af forskellige årsager kom lærde fra det 19. århundrede frem til en standardiseret normalisering af oldnordisk, som stadig er i brug. Den er primært baseret på den såkaldte Første Grammatiske Traktat. Vokallængde er markeret, og omlauterede vokaler er entydigt repræsenteret. Den standardiserede stavemåde anvender nogle få tegn, som ikke findes i de mest almindelige elektroniske tegnsæt. Der anvendes ofte erstatninger, især i elektroniske formater. Det mest betydningsfulde er brugen af ö i stedet for ǫ.