Bulgarsk sprog, bulgarsk Bŭlgarski ezik, 
Sydslavisk sprog skrevet med det kyrilliske alfabet og talt i Bulgarien og dele af Grækenland, Rumænien, Moldova og Ukraine. Sammen med makedonsk, som det er nærmest beslægtet med, står bulgarsk i skarp kontrast til de andre slaviske sprog ved sit næsten fuldstændige tab af kasusdeklination i navneordet og ved sin brug af visse grammatiske træk, som findes i sprog på Balkan, der tilhører andre sprogfamilier. F.eks. sættes den bestemte artikel efter navneordet eller adjektivet (f.eks. masa ‘bord’, masata ‘bordet den’), som på albansk og rumænsk, og udsagnsordets infinitivform erstattes af en sætning, som på moderne græsk, albansk og rumænsk. Det litterære sprog har fri betoningsaccent (med deraf følgende reduktioner af ubetonede vokaler), der har erstattet en tidligere tonehøjdeaccent (dvs. tone).
Den bulgarske sprogs historie er opdelt i tre perioder: (1) gammelt bulgarsk, 9.-11. århundrede (for dem, der antager det synspunkt, at gammelt kirkeslavisk er baseret på gammelt bulgarsk); (2) mellembulgarsk, 12.-16. århundrede; og (3) moderne bulgarsk, fra det 16. århundrede til i dag. Tabet af kasus i navneordet samt mange andre sproglige ændringer fandt sted i den mellembulgarske periode, som begyndte med det byzantinske riges underkastelse af Bulgarien. Det moderne bulgarske skriftsprog, som stammer fra sproget i de meget læste religiøse samlinger fra det 16. århundrede, blev ikke fuldt ud etableret før det 19. århundrede; dets ordforråd indeholder et betydeligt antal russiske og kirkeslaviske låneord, selv om en puristisk bevægelse i perioden mellem første og anden verdenskrig forsøgte at erstatte disse ord og låneord fra andre sprog med indfødte bulgarske ord.