Artikel 85 dækker desertion med forsæt til permanent at forlade de væbnede styrker, med forsæt til at unddrage sig kritisk tjeneste eller undgå højrisikotjeneste, før der er givet meddelelse om accept af fratræden og forsøg på at desertere.

Desertion er en forbrydelse baseret på forsæt. Uanset om den anklagede rent faktisk har begået desertering eller ej, kan han findes skyldig i at have overtrådt denne artikel. For at indsamle beviser for forsæt til at desertere kan anklagemyndigheden fremlægge til overvejelse længden af fraværet, udtalelser eller handlinger fra den anklagedes side og også hvordan fraværet blev afsluttet. Selv om lang fraværstid i sig selv ikke er tilstrækkeligt bevis for hensigt til at desertere, kan det blive det, hvis andre indicier også indikerer en hensigt til at desertere.

De næste fire afsnit dækker 4 variationer, som anklageren kan anklage et tjenestemedlem for en overtrædelse af artikel 85 i UCMJ. Alle 4 variationer indeholder en liste over de elementer for hver specifik overtrædelse, som anklageren skal bevise for at finde et tjenestemedlem skyldig i den påståede forbrydelse.

I) Desertering med den hensigt at holde sig permanent væk:

Elementer:

• Den anklagede forblev fraværende fra sin enhed/tjenesteplads uden tilladelse fra en overordnet.
• At han forblev fraværende med den hensigt at holde sig permanent væk.

Maximumstraf: Under krig kan denne overtrædelse endda straffes med døden. I fredstid er maksimumstraffen vanærende afsked, indespærring i 3 år og fortabelse af alle tillæg og lønninger i tilfælde af ophør ved pågribelse. I andre tilfælde er maksimumstraffen vanærende afsked, fortabelse af alle tillæg og løn og 2 års indespærring.

II) Desertering med den hensigt at undgå høj risiko eller at unddrage sig tjeneste:

Elementer:

• Den anklagede forblev fraværende fra sin enhed uden behørig tilladelse.
• Han gjorde det for at undgå en bestemt pligt eller tjeneste.
• Tjenesten/pligten var kritisk/ højrisiko.
• Den anklagede var klar over, at han ville blive krævet og indkaldt til denne pligt/ tjeneste.

Maximumstraf: Under krig anses død eller anden lovlig straf for at være den maksimale straf. I fredstid er vanæret afsked, fortabelse af tillæg eller løn og 5 års indespærring maksimum.

III): Desertion før modtagelse af meddelelse om accept af fratrædelse:

Elementer:

• Den anklagede er en officer i den amerikanske hær, der har givet sin fratrædelse.
• Det, at den anklagede udeblev fra tjenesten uden orlov, før han modtog meddelelse om, at hans fratrædelse blev accepteret.
• Det, at den anklagede havde til hensigt at forblive permanent fraværende.

Maksimumstraf: I krigstid er den maksimale straf døden eller anden lovlig straf. Afskedigelse og fortabelse af tillæg og løn, 3 års indespærring er maksimum, når den afsluttes ved pågribelse. Andre former for opsigelse medfører maksimumstraf i form af afskedigelse, fortabelse af tillæg og løn og 2 års indespærring.

IV) Forsøg på at desertere:

Elementer:

• Den anklagede har udført en specifik handling, der indikerer forsøg på at desertere.
• Hensigten bag handlingen var at undgå højrisikotjeneste eller at unddrage sig kritisk tjeneste.
• Handlingen var ikke blot en forberedelse til lovovertrædelsen, men et direkte tilbud om at begå denne lovovertrædelse.
• At handlingen ville have resulteret i desertering, hvis der ikke var indtrådt uventede begivenheder, der gjorde desertering umulig.

Maximumstraf: Hvis den anklagede forsøgte at desertere for at undgå risikabel tjeneste eller kritisk tjeneste, risikerer han en maksimal straf på uværdig afskedigelse, inddragelse af alle tillæg og lønninger, indespærring i 5 år. I andre tilfælde af forsøg på desertering risikerer den anklagede en maksimal straf på uværdig afsked med fortabelse af alle tillæg og lønninger og 2 års indespærring. I krigstid betragtes død eller anden lovlig straf som maksimum.

For at få mere at vide om denne straffeartikel henvises til Manual for Courts Martial.

EKSEMPLER PÅ ARTIKEL 85 OVERTRÆDELSE

I retssagen United States v. Mackey, 46 C.M.R. 754 (N.C.M.R. 1972) blev den anklagede fundet fraværende, da han skulle have været med sin enhed i en krigszone. Fraværet strakte sig over en periode på 26 måneder, hvorefter den anklagede blev pågrebet på et sted, der lå ret langt væk fra det sted, hvor hans enhed var stationeret. Den anklagede blev fundet skyldig i forsæt til at desertere.