Kort efter Anden Verdenskrig var det imperialistiske Japan blevet opløst, og dets fjende i krigstiden, USA, havde etableret en betydelig tilstedeværelse i landet. Med mål om at forhindre den terror, der havde hersket over Østasien siden 1930’erne, fokuserede den japanske regering på at stabilisere økonomien og fremme væksten.

Næsten alle krigsdeltagere havde oplevet en reduktion i industriproduktionen, det samme gjaldt Japan, hvor produktionen i 1946 faldt til 27,6% af førkrigsstandarden.¹

Den økonomiske politik, som blev anvendt af Ministeriet for International Handel og Industri (MITI), var medvirkende til Japans succes. Virkningerne af krigen beskadigede Japans fremstillingssektor alvorligt, og derfor søgte disse ministerier at investere i disse typer sektorer og samtidig styrke den indenlandske interesse fra udenlandsk konkurrence.

I særdeleshed “blev den japanske bomuldsindustri tvunget i knæ ved afslutningen af Anden Verdenskrig. To tredjedele af dens bomuldsspindler fra før krigen blev skrottet af krigsadministratorer, og bombardementer og ødelæggelser af byområder havde forårsaget et yderligere tab på 20 procent af spindingskapaciteten og 14 procent af vævekapaciteten”.²

Industriministeriet vedtog den “skrå produktionsmåde”, som lagde vægt på produktion af råmaterialer som stål og bomuld. Desuden tilskyndede dette til, at der kom kvindelig arbejdskraft ind i ansættelsesprocessen, hvilket gjorde det muligt for produktionstallene at stige kraftigt.

Snart var hensigten med disse politikker at investere ressourcer og kapital i en bestemt sektor. Således ville disse produkter gøre det muligt for Japan at opnå en international konkurrencefordel. Et eksempel er kamerabranchen, som stadig er domineret af japanske virksomheder (Canon, Nikon og Fujitsu). Ved at begrænse ressourcerne til specifikke sektorer var japanerne i stand til at masseproducere varer af høj kvalitet til konkurrencedygtige priser.

Graduelt blev partnerskabet mellem regeringen og de private virksomheder cementeret. Gyosei shido (administrativ vejledning) blev brugt til at overtale virksomheder og enkeltpersoner til at arbejde på en mere forsigtig måde for den japanske økonomi. Der blev stillet forskellige metoder til rådighed, såsom tilskud, subsidier, licenser, skattelettelser og importtilladelser.

Dette førte gradvist til dannelsen af konglomeratgrupper kaldet keiretsu, som nød godt af regeringens lempelse af antimonopollovene. Som et klassisk eksempel på stordriftsfordele var keiretsu af afgørende betydning, da de leverede protektionistiske foranstaltninger, der sikrede den japanske økonomi mod udenlandsk konkurrence. Disse keiretsu arbejdede med produktdiversificering, som blev en grundpille i deres vækstmønstre, da de prioriterede at erhverve markedsandele frem for kortsigtet profit. For yderligere at styrke disse konglomerater gennemførte Ikedea adminstiairon i 1953 importkontrol, der skulle forhindre oversvømmelse af Japans markeder med udenlandske varer.

Arbejderne for disse konglomerater var veluddannede japanske unge, der blev ansat gennem regeringens jobmatchingsystem. Denne idé var blevet inspireret af arbejdsmobiliseringsplanen i krigstiden og havde udviklet sig til shūdan shūshoku (“gruppeansættelse”) programmer, der hjalp akademikere fra Japans landdistrikter med at rejse til byen i jagten på jobmuligheder. Med jobmatching-systemet blev arbejdsstyrken fordelt på tværs af industrier på en afbalanceret måde.

Dertil kommer, at disse konglomeratgrupper fremmede en ekstrem arbejdslivsstil i håb om at modvirke lav produktivitet i industrierne. Premierminister Shigeru Yoshida tilskyndede til ideen om Shūshin koyō – hvor medarbejderne arbejder overarbejde, og hvor deres virksomheder belønner dem med jobsikkerhed. Oprindelsen til den berygtede arbejdskultur, der findes i Japan i dag.

I 1956 havde det reelle BNP pr. indbygger overhalet standarden fra før krigen. Med MITI’s vejledning oplevede Japan en gennemsnitlig vækst på 10 % i 1960’erne.

Alt i alt bidrog den japanske regerings indgriben og dens tætte partnerskab med den private sektor til krigens genopretning. Dette forbløffede verden og prægede udtrykket “det japanske økonomiske mirakel”.